Europas mest succesfulde hesteshow underholder hvert år flere end 500.000 gæster - og i 2015 kommer det imponerende show igen til Fyn.
I februar i år oplevede tusindvis af begejstrede gæster i Arena Fyn et af Europas mest storslåede liveshows, da det internationale hesteshow "Apassionata - Time for Dreams" gav tre forestillinger med lyd, lys og dressur i verdensklasse.
I 2015 vender showet og de mange smukke heste tilbage, når "Apassionata - Den Gyldne Hemmelighed" er klar med fire nye forestillinger i Odense. Hestene rider ind i Arena Fyn den 27. og 28. februar samt 1. marts og som sidste år er der tale om en forestilling for hele familien, hvor det er umuligt ikke at blive grebet af stemningen, uanset om man er hestefan eller ej.
I det nye show "Apassionata - Den Gyldne Hemmelighed" får publikum historien om en ung mands søgen efter en kvinde. Rejsen er lang og oplevelserne mange undervejs, og den unge mand får følgeskab af et væld af smukke heste.
Publikum kan se frem til imponerende stunts, elegant dressur, rørende scener og - naturligvis - masser af latter, når showets mindste firbenede stjerner kommer på scenen.
"Apassionata - Den Gyldne Hemmelighed" besøger 30 europæiske byer på sin store turné, men i Danmark kommer showet kun forbi Odense og Arena Fyn.