Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

At have pensionærer; så galt kan det gå   Kronik

Vi har modtaget en kronik fra Malene Aagard, der her fortæller sin historie om, hvilket mareridt det blev, da hun sagde ja til at have to travheste i stalden i en måned.

 

Nogle har måske fulgt min tråd her på Heste-Nettet, så de kender lidt til historien, men der er sikkert en del som er stødt på samme dilemma eller hørt om nogle der har, som det jeg har stået i det sidste års tid. Derfor vil jeg fortælle min historie, da det forhåbentlig kan hjælpe folk i samme situation.

 

Det startede med at jeg havde annonceret to ledige bokse i min stald. Jeg blev kontaktet af en, tilsyneladende og lydende, flink og troværdig dame, som spurgte om jeg stadig havde boksene ledige, da hun stod og manglede opstaldning til sine to travere i en måned, da hun skulle på travbanen og stå. Jeg var umiddelbart lidt tilbageholden da mine bokse kun er ponystørrelse, men tænkte at for en måned kunne det da gå, og skal da heller ikke fornægte, at lidt staldleje da ville være rart.

 

Hun kom allerede dagen efter med hestene, dette er 1. oktober 2012. Ejer virkede stadig flink og troværdig, man tror vel altid på det bedste i folk og drømmer ikke om hvad ting dog kan udvikle sig til. Da jeg efterspurgte hestepassene sagde hun, at hun havde glemt dem, men lovede at komme med dem dagen efter. DE KOM ALDRIG på trods af gentagne rykkere efter dem. Hun betalte næsten hele staldlejebeløbet, så alt var nogenlunde ok. Måneden var gået, og nu skulle hun jo efter aftale flytte hestene. Det gjorde hun ikke, men kom med diverse undskyldninger om, at hun intet sted havde fundet, så havde hun fundet et sted, så ikke alligevel, så skulle hun have skaffet hø osv. Staldlejen skulle efterhånden hives hårdere i land, og kun små beløb blev betalt en gang i mellem.

 

I starten af december kontakter jeg Dreist Advokater A/S, for at høre hvordan jeg skal forholde mig for at komme af med hende. Hun flytter nemlig stadig ikke sine heste, og vi har nu lidt staldleje til gode. Advokatfuldmægtig Karen Magrethe Frederiksen henviser til den manual, som også ligger her på HN, og jeg går i gang med at skrive et anbefalet brev med krav om betaling, ellers kan jeg sælge hestene. Den 10. december 2012 får lejer det første anbefalede brev. Hun lover nu at flytte hestene den 22. december, men dette sker aldrig og derfor får hun andet rykkerbrev den 28. december, hvori vi også sætter staldlejen op. Vi gør dette af to årsager; vi håber det skræmmer hende så hun hurtigt flytter hestene, og hvis hun ikke gør, så får det hendes gæld til at vokse hurtigt, så vi kan komme i gang med processen med at få hende retsmæssigt ud. Hun flytter selvfølgelig ikke hestene.

 

Nu kommer vi til det problematiske i at have disse heste opstaldet. Det var travheste uden medfølgende hestepas, og det skulle vise sig ikke at være helt ligetil at få dem væk fra ejendommen. Travheste er nemlig registreret i deres eget centralforbund, og de udsteder ikke bare nye pas sådan lige. Der SKAL man have originaldokumenterne for at få nye papirer, men dem havde jeg jo ikke.

 

Den 14. marts 2013 får vi advokat fuldt ud på sagen, da vi indser vi ikke kan få hende væk ved egen hjælp. Der skal igen sendes rykkerbreve ud osv. Og for hver gang har ejer 10 dages frist til at svare, så tiden går og går. Advokaten undersøger sagen i forhold til hvordan dette kan løses, da hestene ikke kan sælges uden pas, slagtes eller andet. Jeg er faktisk helt bundet på hænder og fødder. Den eneste løsning viser sig at være en indkaldelse til fogedretten, hvor vi anmoder om at tage udlæg i hestene for på den måde at kunne sælge dem på auktion.

 

Den 9. april 2013 sendes sagen til fogedretten, men der er meget lang ventetid før retten kommer ud med indkaldelse. Igen får ejer en frist til at gøre indsigelser. Først den 29. august kommer sagen for retten. Ejer møder heldigvis op (ellers havde det taget endnu længere tid), og vi får gjort krav på hestene. da hun ikke kan betale. Hun lover endvidere at indlevere hestepassene, så hestene kan sælges. Hun sender dog aldrig passene, og det viser sig hun ikke har nogle af dem. Det ene har en travtræner taget i pant pga. manglende betaling hos ham, og den anden hest har slet intet pas.

 

Advokaten får centralforbundet til at indvillige i at lave nye registreringspapirer på hestene og lave pas på den ene hest uden de originale dokumenter, og får overtalt travtræneren til at udlevere det ene hestepas. Den 18. oktober 2013 sendes de nye dokumenter fra centralforbundet.

 

Alt imens advokaten har arbejdet på at få hestenes dokumenter i orden har jeg måtte køre en auktion på hestene, så jeg kunne få dækket så mange omkostninger som muligt. Men travheste som er lidt op i årene har ikke den højeste kurs, så det er da også kun endt med at jeg har fået dækket omkostningerne til omregistrering af hestene og nyt hestepas. Begge heste er kommet til nye ejere (ikke samme) og jeg har fået besked om at alt er gået fint.

 

Her står jeg tilbage med en virkelig dårlig oplevelse af at have taget en pensionær ind, og har kun haft masser af udgifter. Man skal huske på som ejer af opstaldningssted at det er udlejer, der har passerpligten for alle heste i stalden. Uanset om hesteejer kommer, betaler osv. Udlejer skal sørge for at hesten får mad, vand, smed, dyrlæge og hvad der ellers hører sig til.

 

Mange har spurgt hvorfor jeg dog ikke bare har sagt pensionæren op, om jeg havde lavet kontrakt osv. JA, har sagt hende op minimum 10 gange, mundtlig, per sms (det var den eneste måde jeg kunne komme i kontakt med hende på), per anbefalet brev, advokaten har telefonisk og per anbefalet brev sagt hende op, men hvis lejer ikke fjerner hestene, kan man faktisk intet gøre. Virkelig skræmmende. Til det andet spørgsmål er svaret nej, jeg havde ingen kontrakt, men det havde ingen forskel gjort. Vi havde en mundtlig og skriftlig aftale (via sms) om opstaldningsforhold og hvornår hun skulle flytte. Om jeg havde haft en kontrakt, havde ikke gjort det anderledes. Hun fjernede jo ikke hestene alligevel.

 

Sagen havde været anderledes hvis hestene ikke havde været travheste. Så havde hestene kunne omregistreres lettere hos Videncentret, som vidst ikke er ligeså strikse.

 

Hvis der skal pensionærer ind i min stald en anden gang i fremtiden, kommer hesten slet ikke ud af traileren førend jeg har fået hestepasset i hånden. Det er faktisk ikke et krav at opstalder har hestepassene liggende i tilfælde af miljøkontrol, men det skal blot anskaffes i løbet af 3 timer. Men den usikkerhed med ikke at have et hestepas i fremtiden, tør jeg ikke løbe igen. Havde jeg haft hestepassene fra start af, havde jeg undgået fogedretten og advokaten i så høj grad som det her blev nødvendigt, da jeg havde kunne nøjes med at følge Karen Magrethes vejledning her på HN.

 

Så gør jer selv den tjeneste, skal du have en hest i pension, så sørg for at få hestepasset udleveret, samtidig med at hesten bliver opstaldet.

 


Billede

Malene med en af de opstaldede heste, dagen før den kom til sit nye hjem.


Tilføjet d. 28-11-2013 kl. 12:46 og sidst rettet den 28-11-2013 kl. 15:39 af i kategorien Kronik.
Forsidebillede: Ingen titel af Jean




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider