Du kan her give din kommentar til nyheden:
VM-ryttere klar ved JBK Horse Shows
To verdensmestre og flere andre VM-ryttere er klar til dyste på springbanen ved JBK Horse Shows i Odense mod de danske ryttere, der sikrede Danmark en historisk sejr i Nations Cup i sidste måned. Det er blandt andre de tyske verdensmestre Carsten-Otto Nagel og Janne-Friederikke Meyer, der springer i Odense Congress Center mod Tina Lund, Emilie Martinsen, Andreas Schou og Thomas Sandgaard.
Springning i verdensklasse ved JBK Horse Shows
Knap er verdensmesterskaberne i springning overstået, før de bedste ryttere tager turen til Odense for at springe ved JBK Horse Shows. Tyske Carsten-Otto Nagel, der både tog VM-guld for hold og blev individuelt nr. 5, samt hans landskvinde fra guldholdet Janne-Friederikke Meyer har meldt deres ankomst i Odense. Belgiske Dirk Demeersman, der vandt bronze for hold, og svenske Rolf Göran Bengtsson, der blev nr. 6 individuelt, er også klar, ligesom VM-rytterne Bjørn Nagel fra Norge og schweiziske Steve Guerdat er på banen i Odense.
Danske Nations Cup-vindere klar i Odense
De danske landsholdsryttere, der vandt en historisk sejr i den internationale holdturnering Meydan FEI Nations Cup Promotional League i september, er klar til at give VM-rytterne kamp til stregen på springbanerne ved JBK Horse Shows. Sejren giver Danmark mulighed for at rykke op i superligaen, der rummer de bedste springnationer i verden, og det stærke landshold bestod af Tina Lund, Andreas Schou, Emilie Martinsen og Thomas Sandgaard.
JBK Horse Shows afvikles i Odense Congress Center den 14. - 24. oktober 2010, og billetter kan købes på BILLETNET.
Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning

