Farverig hingstedag i det midtjyske
For 5. år i træk slår Stald Tougaard og HingsteNet.dk dørene op den 17. april 2010 fra kl. 12.00-17.00 til en spændende og indholdsrig hingstedag for alle hesteracer i det midtjyske. Stedet er som sædvanlig et af Danmarks smukkeste ridecentre, Stald Tougaard, beliggende Aalborgvej 154, 8800 Viborg.
Farveavlen har for alvor slået igennem i år med tilmeldte hingste, idet de fleste af hingstene bærer pinto farven eller knabstrupperpletter. Men også andre racer som newforest pony, connemara pony, frieser, haflinger og palomino er repræsenteret. Hingstene i år kommer primært fra det Sønderjyske, men også flere hingste fra Sjælland tager turen til Viborg for at vise jyderne deres kunden.
Traditionen tro udpeges af publikum 4 Best In Show vindere, nemlig bedste hest, bedste pony, bedste springpony/hest og bedste showpåhit. Der er 10 klasser som hingstene kan vælge at fremvise op til 3 af. Så publikum får lejlighed til at se hingstene i forskellige aktioner, som dressur, springning, mønstring, kørsel, visning af afkom osv.
Et flot miniature show bestående af 6 hingste fra "showholdet" kommer og laver opvisning.
Publikum kan hele eftermiddagen købe lækkerier i cafeteriet og nyde området, som er smukt beliggende ned til Loldrup Sø. Der er også mange gode gevinster på indgangskataloget, som kun koster 30,- kr.
Der er igen i år tilknyttet 3 særdeles gode fotografer bl.a. Cr-foto.dk og Sipo-foto.dk til at levere de bedste billeder af hingstene og stemningen, samt Hvitfeldt foto fra Bjerringbro, der kommenterer hingstedagen således:
Jamen hvorfor man skal tage til hingstedag? Det er da ganske enkelt...
Her kan man møde hingstene og deres ejere på en helt uformel måde på et af bedst beliggende ridecentre i Danmark.
Jeg er kommet til hingstedagen siden 2008, og har nydt det hver gang. Dette er ikke kun en fremvisning af hingste for avlsinteresseret, men en fremvisning af de skønne heste for alle hesteinteresserede. Det er den helt rigtige blanding af sjov og alvor, der gør at man ikke mister interessen. Og de herlige showindslag gør bestemt ikke dagen mindre afvekslende.
Det er en af de dage, der foregår på et rigtigt smukt sted med dejlige forhold for både mennesker og dyr, hvor man som publikum har mulighed for at møde hingste og ejere under afslappede forhold. Og det gælder selvfølgelig også den anden vej.
Det er helt bestemt en dag, som jeg nødigt går glip af, og jeg ser frem til den hvert år. Det er ren hygge, god stemning og højt humør hele dagen.
Vil man læse mere om HingsteNet.dk og hingstedagen som i øvrigt har 10 års jubilæum i år, så gå ind på hjemmesiderne www.hingstenet.dkog www.hingstenet.dk/hingstedag