Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Uddannelsestema: Sadelmager - Karina   Portræt

Karina Sørensen har, som hun selv udtaler det, altid rodet lidt rundt i uddannelsessystemet og aldrig rigtig vidst, hvad hun ville lave. Hun har haft forskellige jobs rundt omkring og rejst en del. Hun har læst HF, fordi hun ville læse biologi, men fortrød, da arbejdsløsheden for biologer var så stor. Hun rejste til Grønland og arbejdede i en børnehave et par måneder og rejste tilbage til Danmark, da hun blev optaget på Københavns Universitetet på pædagogik. Her læste hun pædagogik i tre år, men blev aldrig rigtig glad for det og havde svært ved at se sig selv arbejde med faget resten af livet.


Karina har nu en uddannelse som sadelmager og har indvilget i at svare på spørgsmål omkring uddannelsen og udfordringerne, der fulgte med.


Hvad fik dig til at vælge uddannelsen?

En dag, da jeg var ude at ride, blev hest og jeg kørt ned af en bil. Jeg slog mig forfærdeligt og fik en erstatning, som jeg brugte til at købe egen hest for. Da jeg skulle have sadel til hesten, opdagede jeg, hvor dårlig vejledning man kan få og at der knapt findes uddannede sadelmagere i Danmark. Jeg besluttede at uddanne mig til sadelmager og har virkelig fundet rette hylde og et job, som jeg brænder for.


Uddannelsen kan ikke tages i Danmark. Hvad var dine overvejelser omkring det?

Jeg kunne vælge mellem skolen i England eller skolen i Sverige. Jeg valgte skolen i Sverige, da jeg lettest kunne have min hest med. Jeg startede på Sadelmakeriskolan i Tärnsjö i 2007. Her var jeg 31 år gammel. Skolen optager helst ikke helt unge elever, da de har erfaring med, at de unge falder fra. Det er en dyr skole at gå på og det kræver utrolig meget selvdisciplin og modenhed, da undervisningen er meget individuel. Man bliver næsten ikke undervist i klasseform, da uddannelsen er praktisk baseret, men eleverne sidder ved lange bænke. De nye elever bliver placeret ved siden af en ældre elev og yderst på bænken, så de kan få hjælp, når lærerne går frem og tilbage.


Hvordan foregik optagelsen, og hvad var dit første indtryk af stedet?

Da jeg søgte ind på skolen, blev jeg kaldt til en samtale på skolen i Sverige. Her skulle jeg lave en syprøve og fik forklaret, hvordan skolen fungerer. De hører, hvor motiveret man selv er, og så får man besked på, om man er optaget. Første møde med skolen var lidt af et chock. Skolen ligger i en lille bitte by i den svenske ødemark. Skolen ligger på et garveri og selve bygningen ligner et stort fængsel. Udefra så det hele stort og skæmmende ud og jeg tænkte, at her kan jeg ikke bo i tre år. At komme ind på skolen er dog som at træde ind på julemandens værksted. Der bliver arbejdet med så mange spændende ting og lærerne er fantastisk søde og kvalificerede. De første par måneder i Sverige, husker jeg ikke som særlig morsom. Jeg rejste fra et godt job, kæreste og venner til tre år i ødemarken. Jeg forstod ikke et suk af hvad folk sagde den første måned og følte mig meget ensom og var i tvivl, om det var det rigtige valg, jeg havde taget. Langsomt lærte jeg at forstå svensk og har nu fået en masse nye venner og kolleger for livet.


Hvordan er uddannelsen bygget op?

Uddannelsen er bygget op med et grundforløb, som man skal følge og bestå. Det kan f.eks. være at sy og stoppe en halerem, sy puder til en sele fra bunden og diverse andre teknikker, som er vigtige i et sadelmageri. Derefter skal man i samarbejde med lærerne vælge en vej man vil gå. Nogle specialicerer sig i at håndbygge sadler, andre vælger kun at bygge seler. Jeg har givet lærerne en del grå hår, da jeg brændte for det hele og havde svært ved at slå mig til ro med noget specielt. Jeg har mest beskæftiget mig med sadler, men nåede også at håndsy en sele, diverse tasker og andet lædergods. Dette gør, at jeg i dag føler, at jeg har en bred kunnen og er klædt på til at løse en opgave, som jeg ikke har tidligere erfaring med.


Hvad er dit overordnede indtryk af uddannelsen, når du ser tilbage?

Jeg føler, at jeg har fået en rigtig god uddannelse med meget focus på håndværket, teknikker og detaljer. Lærerne på skolen har mange års erfaring som sadelmagere og er grundige i deres undervisning. Jeg har selv haft en positiv indstilling til min uddannelse og det har smittet af på mit forhold til lærere og på hvor meget, jeg har fået ud af uddannelsen. Hvis ens tilgang er at læne sig tilbage på stolen i et klasselokale og læreren står ved tavlen og taler viden ind i elevernes hoved, vil man få sig en slem forskrækkelse. Dette er en uddannelse, som bogstaveligt kræver blod, sved og tårer og mange frustrationer undervejs. Tilgengæld får man en unik viden med i bagagen, som altid kan udvikles og derfor bliver sadelmageriet aldrig kedeligt.


Hvad har været den største udfordring?

Jeg afsluttede skolen i december 2009. Jeg gik op til svendeprøve i september 2010 og fik mit svendebrev i november 2010. Nu har jeg startet eget firma, og det er nok her den største udfordring ligger. Skolen klæder en godt på i forhold til den håndværksmæssige del, men at starte eget, er som at starte helt forfra på en ny uddannelse. Det er hårdt arbejde, men det er heldigvis spændende.


Tilføjet d. 21-02-2011 kl. 14:00 af i kategorien Uddannelse.
Forsidebillede: Ingen titel af Jean

Billede
Billede
Billede




Seneste relaterede nyheder
12-05-11 Fortsat jordbrugsuddannelse i Malling
12-05-11 Åbent hus på Jordbrugets UddannelsesCenter Århus 26. maj
13-05-11 Uddannelsestema: Parelli-instruktør - Dorthe
18-05-11 Uddannelsestema: Svankjær Efterskole
24-05-11 Uddannelsestema: Bråskovgård Efterskole
27-06-11 Uddannelsestema: Brøderup Efterskole
09-06-11 Uddannelsestema: Ridefysioterapeut
09-06-11 Uddannelsestema: Ridefysioterapeut - Pernille
23-04-11 Uddannelsestema: Tilføjelse til Husdyrvidenskab
20-04-11 Uddannelsestema: Diplomtræner i ridning


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider