Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Uddannelsestema: Jordbrugsteknolog - Mette   Portræt

Mette Surlykke bliver til juni færdig som jordbrugsteknolog med speciale i heste. Hun startede som 22-årig, efter et par sabbatår, hvor hun overhovedet ikke anede, hvad hun skulle læse.

Hun blev HF-student fra Århus Akademi og brugte tiden derefter til at spekulere over, hvordan hun bedst muligt kunne udnytte sine interesser i en videre uddannelse.


Heste-Nettet talte med Mette om hendes forventninger inden uddannelsesstart og igen nu her hvor uddannelsforløbet er ved at være ved vejs ende.


Hvad er baggrunden for dit valg af uddannelse?

Landbrug har altid interesseret mig, både den praktiske del og den teoretiske del, så jeg vidste, at det skulle være inden for det grønne område at jeg skulle uddannes. Jeg har overvejet det meste; dyrepasser, dyrlæge, landmand, veterinærsygeplejerske osv. Men der var enten for høje krav eller store problemer med at finde en lærerplads.
En dag faldt jeg tilfældigvis over en hjemmeside på nettet der beskrev uddannelsen til jordbrugsteknolog, og det synes jeg lød vildt spændende.

Jeg har meldt mig ind på husdyrsproduktionslinjen med speciale i heste, men jeg er lidt i tvivl om hvorvidt jeg skal vælge kvæg i stedet, da jeg forestiller mig at der er flere jobmuligheder.


Hvad fik dig til at vælge uddannelsen?

Jeg opfylder alle krav til at komme ind, og der er meget teori og knap så meget praktisk i forhold til f.eks. at være landmand. Og så er det et 8-16 job. Jeg kommer til at arbejde inden for et område der interesserer og udfordrer mig.


Hvad har du af forventninger til uddannelsen?

Jeg har selvfølgelig nogle forventninger til skolen, såsom kompetente lærere og et godt studiemiljø, men til uddannelsen forventer jeg, at den udfordrer mig - dog uden at være så svær, at det føles umuligt. Derudover forventer/håber jeg at jeg har fundet den rigtige uddannelse til mig. Jeg forventer selvfølgelig også at uddannelsen giver mig den viden, der er nødvendig til jobbet som jordbrugsteknolog.

Af mig selv forventer jeg, at jeg kan stå distancen - altså blive ved med at forsøge at lære, især på de områder jeg har svært ved.


Har du en bestemt drøm om, hvad du gerne vil arbejde med, når du er færdig?

Her inden studiestart tænker jeg, at jeg godt kunne tænke mig at arbejde med rådgivning eller produktion, men det kan jo sagtens nå at ændre sig, når først jeg kommer i gang med uddannelsen.


Om ganske kort tid bliver Mette færdiguddannet, og vi har talt med hende igen.


Har uddannelsen levet op til dine forventninger?

Jeg vil sige, at det faglige indhold og arbejdsbyrden har levet ret godt op til de forventninger, jeg havde. Jeg synes, at der er et ret højt niveau fagligt, dog er det ikke for højt, da man i de fleste fag starter med grundviden og får bygget en god solid viden på. Men jeg vil så også sige, at rent fagligt er jeg glad for, at jeg har en studentereksamen, da jeg på den måde har snuset til nogle af områderne før (her især kemi og biologi som jeg har på c-niveau). Selvom det er en fordel at have en studentereksamen, kan jeg også se, at mine studiekammerater med stor praktisk erfaring, kan drage stor nytte af dét, da det er en meget praksisnær uddannelse. Jeg vil også skyde på, at det en større fordel at have en praktisk baggrund, hvis man får job som rådgiver bagefter, da det ellers er svært at rådgive folk.


Hvad har været den største udfordring?
Den største udfordring har helt klart været de matematiske fag. Jeg er ikke særligt stærk hvad angår tal, og der er en del økonomi indbygget i uddannelsen. Mit indtryk er, at det er ret blandet hvordan mine studiekammerater har det med matematikken, men det er vel meget normalt, tænker jeg. Vi er næsten færdige med 3. semester og på dette semester har arbejdsbyrden været noget større end på 1. og 2. semester, og det har også været en udfordring. Fordelen er dog at ingen af projekterne synes 'formålsløse', da de alle berører ens fagområde på den ene eller den anden måde. Det er også nemmere at fastholde interessen, når det er noget der interesserer en.


Har du ændret dig, siden du startede? Og har dine fremtidsvisioner ændret sig?
Som det ser ud nu er mine fremtidsvisioner at læse videre. Det er meget svært at få job som jordbrugsteknolog med speciale i heste, og derfor er det mest indlysende for mig at studere videre. Til august 2011 kommer der en ny bacheloroverbygning til jordbrugsteknologen. Den bachelor overvejer jeg at studere, men den er stadig så ny at vi ikke har fået særlig megen information. Derfor er fremtiden stadig uvis i mit tilfælde.

Hvis jeg har forandret mig, siden jeg startede vil jeg sige, at jeg har fået mere blod på tanden i forhold til at studere. Det er meget anderledes at læse noget der virkelig interesserer en (i forhold til f.eks. en studentereksamen) og det har givet mig mod på at læse videre.


Hvad er du blevet mest negativt overrasket over?

Jeg blev negativt overrasket over de meget dårlige jobmuligheder. Da jeg var til informationsaften på skolen fik jeg indtrykket af, at det var lidt svært, men ikke at det er nærmest umuligt at få job inden for det her felt. Det blev jeg meget skuffet over, da jeg var splittet imellem to linjer og nu faktisk hellere ville have læst den anden linje.


Hvad er du blevet mest positivt overrasket over?

Jeg er positivt overrasket over det sociale på skolen. Der bliver holdt mange fester og andre aktiviteter i fritiden. Så hvis man vil, er der gode muligheder for at møde rigtig mange, søde mennesker.


Tilføjet d. 10-01-2011 kl. 10:00 af i kategorien Uddannelse.
Forsidebillede: Ingen titel af Jean

Billede




Seneste relaterede nyheder
12-05-11 Fortsat jordbrugsuddannelse i Malling
12-05-11 Åbent hus på Jordbrugets UddannelsesCenter Århus 26. maj
13-05-11 Uddannelsestema: Parelli-instruktør - Dorthe
18-05-11 Uddannelsestema: Svankjær Efterskole
24-05-11 Uddannelsestema: Bråskovgård Efterskole
27-06-11 Uddannelsestema: Brøderup Efterskole
09-06-11 Uddannelsestema: Ridefysioterapeut
09-06-11 Uddannelsestema: Ridefysioterapeut - Pernille
23-04-11 Uddannelsestema: Tilføjelse til Husdyrvidenskab
20-04-11 Uddannelsestema: Diplomtræner i ridning


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider