Nu er jeg helt alm dressurrytter, så jeg vil gerne have sug på tøjlen. De gange mine heste ikke suger ud til biddet, der er de enten for åbne/går ovenud eller går bag lod.

Min 6 års har så lige lært mig, at man som unghest, som har fået fysisk styrke i form af muskler, men stadigvæk er ung i hovedet, også kan stå helt korrekt fortil, let foran lod, svare bagfra - og så absolut ikke have sug på tøjlen. Det lyder som en drømmesituation - det var det ikke, han var nemlig på "sig selv i hovedet tur". Så muligvis så det lækkert ud, men det var en bombe at sidde på.

Da du nu så ikke bryder dig om bid, og ser det som et "ondt redskab", så ville jeg da forsøge mig ud i bidløst ala kapsun. Der må være nogle inden for det alternative, som rider på den måde.

Husk at kapsunen ikke er blidere/mindre magtredskab end et bid kan være i den forkerte hånd - begge kan bruges voldsomt og magtanvendeligt - eller på en korrekt og signalgivende måde.

mvh Charlotte

Når jeg hører ordet støtte - så er det er ord for mig der betyder at hesten har brug for det, det er nødvendigt for at opnå samling og hesten ikke kan uden den støtte fra biddet. Det er også sådan jeg hører ordet brugt fra nogle dressur ryttere.

Biddet er ikke som sådan ondt. Jeg ser det som et armbånd. Hvis du har et armbånd på og det bare er der, så kan du mærke det men det gør ikke ondt. Hvis du derimod tager i det så kan det gøre ondt, afhængigt af hor meget og det kan gøre ondt hvis det sidder forkert.

Samme tænker jeg om biddet.

Derfor mener jeg blandt andet også når det kommer til kontakt at hesten skal bære sit eget hoved. Jeg vil ikke have det sug mange snakker om - altså vil jeg ikke kunne mærke hesten fortil, jeg vil ikke have vægt i hænderne da hestens skal bære sig selv. Det jeg kan mærke fortil, er så meget bagpart jeg mangler.

Så jeg kan fint ride med kontakt, pointen er bare at jeg ikke mener at jeg skal kunne mærke hestens mund andet end kun lige. Det jeg kan mærke i hændernre, kan hesten jo også mærke i munden. Så kan jeg mærke vægt i hænderne, går hesten med konstant pres i munden.

Det samme gør sig gældende på de andre billeder, hvor tøjlen dog er mere samlet op, der er mere kontakt. Summasumarum: des mere samlet hesten bliver, des mere kontakt. Samt ingen vægt/modstand i tøjlerne.

Jeg kan sagtens følge din tankerække!

Med forbehold for at det jeg siger kun er umiddelbare tanker, da jeg ikke har en ridebar hest, og først de seneste år er begyndt at søge reel viden om rideteori:

1. Måske de løse og dinglende tøjler og bid forstyrrer hesten? Prøv evt et bid med ophæng og parerstænger. Eller bidløs, igen med fokus på at intet slasker.

2. Usikkerhed fra hestens side om signalerne. Hvis den er vandt til aktiv (omend blid) brug af biddet, vil det måske forvirre den når du pludselig fjerner den del af hjælpen. Måske er du ikke stærk nok i signalerne i din egen krop.

Det lyder ikke som et problem med styrke fra hestens side, da den kun søger en let kontakt, frem for tungt at lægge sig på bidet. Så jeg ville se mere på årsagen til at hesten søger kontakten. Hvorfor opstår behovet hos den? Hvor ville I være, hvis du aldrig havde redet med bid?

Kan godt se din pointe og har også selv tænkt tanken..

Min nuværende hest kan ikke have jeg har helt løse tøjler, den bliver usikker, anspændt og føler sig slet ikke tilpas.. Men har jeg en let tøjlekontakt ligesom du beskriver slapper den også mere af...

Min gamle hest, startede med man skulle have helt løse tøjler og ikke konstant kontakt, men efterhånden som de samlende øvelser blev højere (piaff/passage) og han fik mere styrke, kom tøjlekontakten lidt mere, men på ham var det vigtigt at jeg nogle gange gav helt efter i tøjlen, ligesom slap den helt..

Så jeg tror det er meget individuelt fra hest til hest, hvad de bedst synes om og jeg mener man selv som person må lægge sin ridestil om til hvad ens hest allerbedst fungerer med..

Går din hest veltilpas med en let tøjlekontakt, er det da selvfølgelig det du skal fortsætte med og i mine øjne kan det på ingen måde være "ondt"... Hvis det er det hesten fungerer bedst med og virker mest veltilpas med, så er det det den har det bedst med..

Vi prøver altid og proppe tingene ned i "kasser", klassisk dressur, "almindelig" dressur osv... Istedet tror jeg man skal "plukke" lidt fra alle "kasserne" og finde netop den løsning, der virker bedst for dig og din hest.. Alt andet kan vel være ligemeget, så længe både rytter og hest er tilfredse...

Jeg arbejder også med den svære kunst at have tøjlekontakt - jeg får altid lyst til at give efter når jeg mærker den der lette vægt at hester lægger sig på bidet - og min træner sagde kort og godt, hun søger dig, du svigter - du er der bare ikke, når hun leder efter dig - det satte ligesom tingene i perspektiv for mig...

Jeg er så velsignet med en hest der ofte pruster til mig lige når jeg rammer rigtigt, og det gør hun også ofte når jeg holder kontakten selv om jeg føler den bliver for hård, for som træner siger - hun skal jo lige lære det. (hest er i oplæring)

I øvrigt mærker jeg den samme vægt i håneden i sidepull.

I min verden bør man ride med en let kontakt til biddet. Det vil sige at man skal kunne mærke hestens mund blidt. For mig er det et spørgsmål om at jeg skal kunne hjælpe hesten/fortælle den hvordan den skal stille sig/ligge sig, evt. forstærke halve parader osv om nødvendigt. Og det vil jeg gerne kunne gøre uden at mine hænder skal løftes for højt, eller at jeg "lige skal samle tøjlen op først".
Så herfra er det en let kontakt således jeg kan overføre de budskaber jeg har brug for igennem biddet på en nem og flydende måde.

Men dette betyder jo ikke at man aldrig skal give efter, eller holde stramt/hårdt ved tøjlen.

Jeg har tidligere ment at tøjlekontakt er ondt og jo mindre jo bedre, men det passer simpelthen ikke.

Der er en årsag til, at det hedder "tøjlehjælp", så se det som en ekstra hjælper - hverken mere eller mindre.

Selv rider jeg klassisk dressur (altså efter FEIs foreskrifter) og jeg har en stabil kontakt til biddet - uden at hun må være tung. Hvis jeg har en følelse af, at hun hiver i mig, så går hun ikke korrekt til biddet, og så er det forfra.

Den absolut fedeste fornemmelse er, når tøjlen fungerer som en elastik - så når jeg laver den mindste anholdning, så kan jeg mærke den igennem hele hesten - på den måde at hun kommer lidt længere ind under sig

Så tøjlen/biddet er absolut ikke ondt - hvis du ikke er hård i hånden, så er det meget behageligt for hesten.

Hilsen Heidi

Mange tak for alle jeres svar

Det er rigtig rart for mig at læse, dels at jeg ikke er den eneste med de tanker, og dels at de fleste konkluderer, at hesten faktisk godt kan lide kontakten.

Faktisk er jeg efterhånden kommet dertil, at hvis min tøjle bliver en tand for slap, ja så bliver hesten urolig eller slår rent faktisk fra! Og det er jo noget tankevækkende. Men jeg synes, at det er en svær balancegang, for den rigtige eftergivenhed på tøjlen kommer jo ikke lige på to dage. Men når der ind imellem kommer en ægte eftergivenhed på tøjlen, netop elastikfornemmelsen som beskrives herover, så er man jo ikke i tvivl om, hvornår hesten går korrekt.

Mange tak for jeres input

Som sagt overfor - tøjlen er en HJÆLP, og skal behandles som sådan.

Jeg har også redet med løs tøjle i en periode, men når man går ind biomekanikken, er de faktisk først på en super uddannet og balanceret hest, at man kan gøre dette uden at hesten mister balance.

Men det er jo essentielt hvordan denne hjælp så formidles, for hvis man er statisk i hånden, dvs. låste albuer, håndled og skuldre, så er hjælpen ikke god, også selv om man ikke 'hiver', fordi man ikke kan følge hestens hoveds bevægelser med låste led i hele armen.

Det ses ofte, at der så kommr en 'løs-stram-løs-stram' tøjle når hesten går, fordi hånden ikke følger hovedet i bevægelsen (ofte ryttere der gerne vil være blide i tøjlekontalten, og derfor holder hånden helt stille).

Den optimale tøjlekontakt er helt blid, men med afspændte og bløde albuer, håndled og skuldre, så man bibeholder den lette kontalt i bevægelsen - og det er faktisk skidesvært og kræver masser af øvelse og opmærksomhed på egen krop (arme)

Det er en hjælp til hestens balance. Når man tænker over det, så skal der så uendeligt lidt til at opretholde balancen - prøv bare at stille dig selv på eet ben og når du er ved at miste balancen, så kan en enkelt finger på dørkarmen, helt blidt, være nok til at du genoprettes - det er samme princip i ridningen, vi hjælper hesten til at finde balancen bagud(i smspil med sædet selvf. så vi har fat i bagbenene samtidig) og ikke falde på næsen - hvis altså vi kan forvalte denne hjælp på ordentlig vis. Hvis vi hiver eller er statiske er en løs tøjle at foretrække, indtil vi kan 'slippe' i vores led, og blive bløde.

Hesten har brug for støtte på tøjlen for at kunne komme op og bære sig og ikke falde på forparten. Det kan ikke helt undgås at hesten vil hænge på hånden i en kortere eller længere periode i denne optræning i bæring.

Nogle heste trækker mere i hånden end andre. Den periode kan tage alt fra 10 min. til flere måneder.

Man starter ud med at have hesten 5-7 cm foran lod med mulen.

Det er ca. det man kan runde i håndleddene, når de er på højkant.

En kraftig anholdning er når man runder max. i håndleddet og en let anholdning er når man trækker ringfingeren - den man har tøjlen under - 1 cm.

På sigt er målet at arbejde indenfor den 1 cm.

Når hesten suger på biddet lyder det lidt som om den slubre.

Pointen er så at ride de halve parader til hesten er i lod og slapper af og ikke længere hænger på biddet.

Tøjlen er en hjælp og ikke noget ondt, hvis det bruges korrekt. Heste lærer ved at vige for tryk uanset om det kommer fra sæde, schenkler eller tøjle.

Rider man bidløst, vil det være trykket på næseryggen den vil vige for. Altså gå mod lod.

Jo bedre hesten bærer sig, jo mere vil den af sig selv søge mod lod. Derfor er det også nødvendigt at samle den løse tøjle op efterhånden. Så derfor skal man have en tøjlelængde der altid er længere end man kan runde i håndleddet og få kontakt.

Har man længere tøjle så overrasker man hesten og den kommer i ubalance.

Skriver ovenfor netop anholdninger, da heste har en tendens til at hænge lidt mere på den ene tøjle som den anden. Prøv så vidt muligt at lave anholdninger i den hånd den trækker mest i og man kan også ride i buer for at få hesten bedre løsnet.

Støtte på bidet er sådan et dejligt defust emne, som der findes utrolig mange meninger om. Jeg kan ikke give dig svaret på hvordan du skal ride din hest eller hvad du skal synes om noget, men jeg kan komme med mit syn på sagen.

Jeg er dressurrytter ud til fingerspidserne og ja - jeg har signaler liggende i mit bid og tøjle og derfor har jeg også kontakt. Jeg har skuldre og hals liggende i mine tøjler og holdningsgrad.

Her er et opvarmningsbillede hvor jeg selvfølgelig vil have en lang ramme. Jeg bruger længden på mine tøjler til at give min hest denne ramme - det ville jeg ikke kunne hvis jeg bare lod dem hænge ned ad siden.

Her vil jeg have mere samling og jeg giver derfor kortere ramme/tøjler.

Jeg ved ikke om det er til at se, men jeg har den stillet til indvendige ned ad langsiden og for at skulderen ikke render fra mig, har jeg højre tøjle som hjælp ved lige at tage den et par cm op - det ved min hest nemlig at det betyder "hold skulderen inde" eller "flyt din skulder".

Jeg håber det gav mening. Jeg ser ikke biddet som noget ondt, men som et redskab. Alt skal behandles med måde og ridning skal både være sjovt for hest og rytter.

Ønsker dig held og lykke.

(Spørgsmål til min ridning er selvfølgeig velkomne. Hvis spørgsmålet ikke passer til topic, er i velkomne til at skrive en besked)

Hvis man kigger på støtte på biddet ud fra et biomekanisk synspunkt, så vil vægt og modstand af enhver art i hestens mund have en forstyrrende effekt på hestens rygkoordination. Hestens rygkoordination er sammensat af mange forskellige muskler og er utrolig fin og følsom, og det er den der er bestemmende for kvaliteten af gangarter, samlingsgrad og balance generelt. Enmodholdende tøjle giver en spændt ryg og presser rygsøjlen nedad, hvilket forhindrer en subtil koordination. En forlængelse af overlinien er med til at flexe rygsøjlen og skille torntappene ad og dermed give bedre mulighed for en god rygkoordination. Vægt i hestens mund vil også skabe vægt på forparten, netop fordi koordinationen ødelægges, vægt på forparten vil have en lang række negative effekter på hele hestens bevægelsesmønster. For at hesten skal kunne løfte forpartn og bruge sine muskler omkring brystbenet og skuldrene og de øvre forbensmuskler til at løfte forparten med, må den derfor ikke have vægt i munden, og den må ikke bære hovedvægten på forbenene. En af ryggens hovedfunktioner er at omdanne en procentdel af det afskub der kommer fra bagbenene til vertikal (opadgående) kraft bl.a. via forbenenes sener og ligamenter og andre komplekse muskulære systemer. Men ryggen kan kun udføre den funktion, hvis der som vi lige har været inde på, ingen vægt er i munden, ikke er forøget vægt på forparten og hvis hesten forlænger sin overlinie. Derfor er det fint at lade hesten tage hals og hovede frem, men det skal ikke ned! Kommer hovedet længere ned end den enkelte hests natulige komfortzone så vil vægten koncentreres på forparten og mange heste vil også forsøge at kompensere ved at finde støtte på biddet. Den ideelle stilling er en lang hals i hestens individuelle "normalholdning" med en lille let fleksning af nakken, da dette forlænger rygsøjlen mest muligt, uden at belaste forparten.

Hej - jeg forstår godt hvor du kommer fra, jeg har selv været der.

Du skal koncentrerer dig om, at gøre hesten lydig for sæde og schenkler, så til sidst er tøjlerne kun anvisende og kan være løse. Koncentrer dig om, at dine signaler er korrekte og forvent at hesten reagerer. Så er du ikke langt fra målet hvor du kan ride din hest alene for sæde og schenkler.