Jeg forstår dig godt.

Jeg tror nogle gange at mennesker som er vant til at du er den stærke, ikke kan finde ud af din nye rolle som "lidt svagere". Det er ingen unskyldning, men mennesker har det med at danne "grupper" hvor hver især har sin rolle at udfylde.

Hvis du hører gamle klassekammerater, der mødes efter mange år, så falder de meget ofte tilbage i nøjagtig samme rolle som de havde i folkeskolen : Klovn, leder, offer, mobber osv.

Det er faktisk lidt skræmmende.

Du er nødt til at markere dig.

OG lave klare aftaler.

Veninden der låner ridebanen. Gik hun med på aftalen om modydelse i form af ridning af din hest? Hun ville jo i virkeligheden hellere bare have betalt kontant?

Hvis hun indvilgede i at ride din hest som betaling, så er det slut med at låne banen indtil hun er påbegyndt sin del af aftalen.

Dem eller de der har lovet at hjælpe med maskiner. Ring og spørg om de vil hjælpe, for nu haster det eller om du skal bede nogle andre om hjælp. Hvis de siger ja, så aftal en dag inden du lægger på.

Fortæl klart og tydeligt veninderne, at du er rygende skuffet over at de ikke gider lytte nu DU har brug for det.

Og ja, hamrende irreterende at det skal være sådan, men det er desværre ikke unormalt.

Jeg ER trådt ud af flinkeskolen og folk der nu får mig til at være nødt til at være anderledes end jeg ønsker, for at jeg ikke skal føle mig som en klaphat, de har ikke længere nøde at være i mit liv.

Jeg VIL have lov at være venlig og hjælpsom, uden derfor at blive regnet som en selvfølge eller værre, kan jeg ikke det uden at det bliver misbrugt, så farvel og tak.

vi har så mange dejige venner, at vi ikke samler på dårlige.

Jeg håber dine venner opdager hvad de har at miste og vågner op og kommer dig til hjælp.

Måske er du for vag og upræcis når du beder om hjælp?

Mht. at hjælpe med hesten, blve det formuleret som 'på et eller andet tidspunkt vil jeg gerne ha hjælp' eller var det mere 'så kommer du på lørdag kl .... og hjælper mig'?

Det kan også være (maskinerne f.eks.) at dem der gerne vil hjælpe forventer at DU ringer og siger, når du har brug for hjælpen.

De fleste er hjælpsomme, men hvis man ikke ved hvornår du skal hjælpes er det svært at stille op.

Jeg gætter bare, det er IKKE for at slå dig i hovedet.

Tak for svarene Det luner!

Rosenholm:

Tror du har fuldstændig ret, at "de" kender mig for at være den stærke.

Til trods for det, så har jeg været gået ned med flaget og arbejder ikke mere, så derfor undrer det mig, at de ikke tænker over, at jeg måske ikke altid er så pokkers stærk.

Derudover en del skader på kroppen, takket være hestene

Hende der lånte ridebanen kendte jeg ikke på forhånd.

Jeg havde blot hørt om hende og hun ringede en dag for at høre om hun måtte bruge ridebanen.

Da jeg vidste hun ikke havde mange penge, syntes jeg jo, det var en god løsning, at hun hjalp mig i gang med min hest, som jeg er blevet bange for at ride.

Dette fortalte jeg hende og hun lovede at hjælpe mig op på ham igen.

Dem med maskinerne havde jeg tydelige aftaler med - troede jeg.

Veninderne - suk - jeg synes jo, jeg har fortalt at jeg har brug for dem, brug for at der bliver taget hånd om mig en gang imellem.

Men ja, jeg er også trådt ud af den flinkeskole, forstået på den måde, at jeg bare trækker mig ind i mig selv.

Men kan også sige nej, orker det ikke mere.

Dog hjælper jeg jo stadig folk, men det er faktisk mange gange fremmede, som lige står i en eller anden situation, hvor jeg tilfældigvis kommer forbi.

Sanne:

Du slår mig ikke i hovedet - ikke særlig hårdt ihvertfald

Jeg kan sikkert godt være vag i det med at spørge præcist ind til, hvornår de har tid, men synes dog at dem med maskinerne har jeg været ihærdige med at spørge ind til, har rykket dem flere gange. Altså spurgt pænt og høfligt.

Drejer det sig om firmaer osv, man betaler mange penge for, altså folk jeg ikke kender, så er der ingen pardon - kommer I eller kommer I ikke? Kommer de ikke som aftalt, så er der heldigvis andre man kan ringe til.

Men kender I ikke det, at man ikke altid har så mange penge og derfor netop beder om hjælp blandt dem man kender?

Nogen siger endda selv, at jeg bare skal sige til, hvis jeg skal have hjælp. Til - siger jeg - og så "hører" de det ikke.

Dette skal ikke opfattes som ynk og klynk, jeg ER vant til at klare mig selv, men kan da mærke at jeg pga. sygdom, skader og alder ( ) HAR brug for hjælp ind imellem.

God dag der ude

Det har jeg faktisk aldrig rigtig prøvet. Er det muligt at dine venner simpelthen bare ikke er særlig gode? Eller bare vant til at man kan udnytte dig?

Min mands søster kunne fx (for mange år siden) finde på at ringe midt om natten fordi hun havde lyst til macdonals og ikke havde nogen bil. Min mand er bare det sødeste væsen og det var der mange der udnyttede. Heldigvis er det ikke et problem mere.

jeg kan godt forstå det er svært når man ikke orker at konfrontere folk med deres brudte løfter,- men jeg synes nu alligevel at du skal gøre det.

ring op og sig "havde vi ikke en aftale ? , jeg regnede faktisk med at du ville hjælpe når vi havde aftalt det... hvornår bliver det så?"

-og brænder folk dig af igen anden gang, så drop dem...

min personlige erfaring er at jeg lægger voldsom vægt på at en aftale er en aftale, men at mange andre tager gevaldigt let på det. ikke af ond vilje, men manglende forståelse for hvad det betyder for den anden part...

Jeg synes der er lidt der springer i øjnene

Dels så virker det til at du ift. veninder og det at lytte foventer 'at nu du ikke arbejder pga "nedbrud"', må de da vide hvordan du har det Det ved de ikke og med mindre du decideret siger :jeg har brug for at læsse af" så er det ikke sikkert de forstår det. Ikke nødvendigvis fordi det er dårlige venner, men fordi de ikke ved hvad du tænker. Har du altid været den stærke, ja så skal der meget til og der skal en konkret udmelding til før det ændres. (Lytter de så stadig ikke så skal du måske se dig om efter andre venner)

Ang. pigen på ridebanen, igen, hvis det ikke er klart aftalt 'hvor meget og hvornår' du skal have hjælp, ved hun jo ikke nødvendigvis hvor vigtig hjælpen er eller hvornår hun skal give den Så igen meld konkret ud

Og til sidst dem med maskinerne, der er to ting i det. De bør overholde aftalerne med dig, det er helt sikkert!! MEN måske de har følt sig pressede ud i en aftale de ikke magter (ren gæt)? Jeg ved bare man kan komme til at sige ja til noget man ikke magter, alene ud af "skyldfølelse" Så jeg mener altså ikke nødvendigvis at du presser, men at de har presset dem selv. Måske det er nødvendigt at betale sig fra det? Sure penge, men ret beset er det ikke vennernes "skyld " man har opgaver man ikke selv magter

Ellers tænker jeg selv lidt mere generelt sådan her:

Man kan altid bede om hjælp, men man kan ikke forvente at få den, ligesom man ikke kan forvente 'modydelser' fordi man selv hjælper. I den ideelle verden ville alle hjælpe hinanden, men der kan være ting, der forhindrer at man kan give den hjælp, eller nogen gider bare ikke hjælpe.

Så når man hjælper må man gøre en af to ting: hjælpe uden at forvente at kunne få hjælp tilbage ELLER kun hjælpe hvis en 'modydelse' er klart aftalt.

Spørger man om hjælp så skal man melde klart ud og kunne acceptere et nej og derudover acceptere hvis folk springer fra igen.

Det er KUN os selv vi kan lave om på og KUN os selv der kan sørge for vi er tilfredse i livet.

Så føler du ikke du får nok hjælp, så meld klart ud og hjælper det ikke, ja så er venskaberne måske ikke de bedste, eller pigen der låner ridebanen ikke den rette at låne den til

Alt dette er skrevet ud fra hvad JEG læser i dit indlæg og der kan være ting der ikke stemmer overens med din virkelighed, men det er mine tanker når jeg læser dit indlæg

Hundiversitetet:

Jeg overvejer også om mine venner er gode for mig, har ikke set dem længe, de to det drejer sig om.

Fantastisk mand du har

Missssophie:

Du har fuldstændig ret i , at det ikke er af ond vilje, at folk ikke overholder deres aftaler.

Den ene har jeg rykket for og svarede at han ville komme snart.

Den anden venter jeg stadig på.

Magnail:

Jeg er helt med på at mine venner ikke ved, hvad jeg tænker.

Du kan ikke vide, hvad der skyldes at jeg ikke ar bejder mere, men noget af det skyldes feks en hændelse, som blev slået stort op i diverse medier.

Tænker at man må have ualmindelig stor mangel på empati, hvis ikke man kan forstå at den implicerede, har det helt af H til.

Der er flere ting i det.

Hende med ridebanen synes jeg, jeg har været tydelig overfor, men ikke nok.

Forklarede hende, at mit største ønske var at komme på ryggen af min hest igen - set i bakspejlet, skulle jeg da bare have taget imod kontanter, hvis det også var det nemmeste for hende.

Eller ikke have taget imod noget som helst.

Tænkte bare, at når hun tjener penge på undervisning på min ridebane, så kunne hun jo give mig lidt igen ved at hjælpe.

Du har da fuldstændig ret i, at det ikke er andres skyld, at jeg har ting jeg ikke magter eller har maskiner til, men når jeg klager min nød, de tilbyder deres hjælp, jeg tilbyder penge eller modydelser, så regner jeg dælme også med, at de mener hvad de siger.

Jeg kan til hver en tid acceptere et nej,hellere det, end at de lover og ikke kommer.

Jeg hjælper ikke andre, for at de skal hjælpe mig tilbage.

Jeg hjælper andre af et godt hjerte og når jeg kan se, de har brug for hjælpen og jeg rent faktisk KAN hjælpe.

At man ikke må forvente noget af andre, synes jeg er en gammel floskel, for hvorfor må man ikke det?

Jeg forventer da, at hvis folk siger de vil hjælpe mig, så er det fordi de har ønsket om at gøre det og ikke bare for at lyde smarte eller håbe på at jeg siger nej tak til deres hjælp.

Selvfølgelig skal man da forvente noget af hinanden. Ellers bliver det da ualmindeligt "hult".

Hvis man gerne modtager hjælp, inviationer osv., ja, så er man også klar til - den anden vej - at hjælpe, at invitere osv.

Hvis ikke man er det, så mener jeg at det er fordi man ikke prioriterer det menneske nok, som man gerne modtager både hjælp og invitationer fra. Og gør man ikke dét, så må man sige pænt nej tak til både hjælp og invitationer.

Og jeg taler ikke om milimeterdemokrati. Men om at have så meget empati og følelse for det menneske/venskab, at man vil gøre hvad man kan for at støtte op om problemer, hvad enten det er : At lytte eller fysisk hjælp.

Rosenholm:

Det er nok det der gør ondt...det er den følelse, af at være nedprioriteret.

Når de to venner, siger at de elsker mig, at jeg altid er der for dem, at vi er bedste-venner osv, så forventer/håber/tror jeg, at de vil passe på mig.......lige som jeg jo gør ved dem....eller gjorde...har trukket mig helt ud af de to venskaber.

En gammel veninde sagde engang, at hvis man ikke forventer noget af folk, så bliver man ikke skuffet.

Det har hun jo nok ret i, men det kan ikke fratage mig min mening om,lige som din, at man godt kan forvente noget af folk.

Kan en arbejdsgiver, så heller ikke forvente noget af sine ansatte?

Eller er det noget helt andet?

Tja, vi har haft nogle ansatte, som udemærket kendte deres rettighede, men pligter? (de er her ikke mere).

Min mand kunne ikke regne med sine forældre. Aftaler blev brudt osv.

Mine forældre kunne jeg altid regne med. Ikke forstået, at alt var lutter lagkage, men en aftale var en aftale, havde jeg brug for hjælp og stadig, så kan jeg regne med dem. Eller nu kun min far, som jeg har endnu .

Jeg forventer noget af folk, ligesom de kan forvente af mig.

Min mand har samme holdning som din veninde. Man skal ikke forvente noget, så bliver man ikke skuffet. Den holdning har han været nødt til at få i en tidlig alder, desværre.

Min mand er altid klar til at hjælpe andre, men kan/vil ikke bede om hjælp den anden vej.

Og det er nok resultat af opdragelsen.

Men venner kan altså også blive skuffet over at blive afvist når de tilbyder deres hjælp.

De venskaber, der giver mere skuffelse end glæde. Drop dem. Der er så mange søde mennesker.

Og jeg ved at det er let nok at sige, for dit liv lyder ikke til at være lige så let som tidligere.

Jeg håber det bedste for dig.

Jeg mener ikke kan man ikke må/skal forvente noget af andre, men istedet at man ikke kan

Forskellen er at hvis folk så ikke vil hjælpe tilbage osv, så skal man jo overveje om man ikke skal lede videre efter andre mennesker. Man kan jo ikke lave om på dem man nu kender, så er man "udnyttet" i vennekredsen, så er det jo kun en selv, der kan vælge om man vil blive i den eller ej.

Så selvfølgelig skal det være ligeligt fordelt, men når det nu ikke er det, så er det jo op til en selv om man så vil leve med det.

Ang. din ulykke/hændelse og empati, så mener jeg nu stadig at det er op til dig at melde ud du trænger til at læsse af. Nogle mennesker vil hellere gå med det selv, mens andre gerne vil læsse af, dine vendinder ved ikke nødvendigvis hvilken del du tilhører, når du nu altid har virket stærk, og kan af misforstået godhed "tie dig ihjel".

Og ang at folk siger ja til at hjælpe og så ikke dukker op, der skriver jeg netop også det er for dårligt, så må de melde fra. Men netop derfor forslaget om at skulle betale sig fra det, fordi dine venner åbenbart ikke er så gode venner som du regner med

Jeg har lidt svært ved at gennemskue hvor direkte du reelt er, derfor understregede og understreger jeg også at alt jeg skriver ikke nødvendigvis stemmer overens med din virkelighed, men er ud fra hvad jeg læser i dit/dine indlæg.

Feks kan jeg ikke se om pigen med ridebanen er blevet præsenteret for et forslag om "på lørdag kl 10 eller hvornår kan du" eller kun et "så kan du hjælpe mig med at komme på ryggen af hesten for det er jeg blevet bange for". Der er forskellen at du sikkert personligt ville gå og huske på aftalen, hvis du havde lovet andre noget, men andre er anderledes og tænker ikke over det før du nævner det, og måske skal det nævnes flere gange, sådan er der jo nogen der er

Men ønsker dig held og lykke fremover

Dem med maskinerne er naboer, hvoraf den ene ofte selv siger til og også tidligere har haft hjulpet med ting her, dels har jeg betalt og dels har jeg foreslået modydelser, som så, desværre, ikke er blvet gjort endnu, til trods for, jeg har opfordret ham til at tage imod min hjælp.

Den anden tilbød selv at hjælpe, da førnævnte nabo ikke kom, som aftalt.

Begge er jo blevet tilbudt penge.

Jeg venter jo en rum tid, førend jeg finder andre alternativer og nu er vejret/årstiden så kommet imod mig.

Hende med ridebanen er ikke en pige, men en kvinde sidst i 40´erne og jeg må indrømme, at når man aftaler noget, at man vel så også er voksen nok til at "betale" tilbage uden at skulle have en reminder.

Selvfølgelig er der forskel på må, kan og skal forvente noget af andre......og jeg er nok desværre kommet dertil, at jeg ikke KAN forvente noget.

For lige at runde den af med eks-veninderne, så har jeg haft sagt, når det er gået skidt.

Når folk spørger hvordan jeg har det, er jeg også modig nok til at sige, at det ikke går godt, hvis det ikke gør det.

Tak for jeres ønsker om held og lykke

I lige måde

God jul

åh for søren, hvor jeg kender det!

jeg har i mange år, været over hjælpsom, feks. i skolen blandt andet hentet en klassekammerat på vejen til skole, i bil uden at få betaling for det.

jeg har kørt, klassekammerater til fest, uden selv at være inviteret osv.

min hjælpsomhed er blevet udnyttet på det groveste, og nu har jeg sagt 100% stop! jeg hjælper stort set ingen mere, og dem jeg hjælper forventer jeg slet ikke at få noget igen af.

der er bare mange folk, der hvis man rækker dem en lillefinger tager hele armen, hvis du forstår.

hvis jeg var dig, ville jeg sige til feks. hende der låner din ridebane, at aftalen ikke er holdt, og du derfor kræver betaling, hun bruger jo noget der står på din ejendom og hvis vi skal helt ned i bagatellerne slider på det, og hjælper vel ikke med vedligehold, af ridebanen når den trænger?

angående veninderne, er det da fint, at du har sagt til dem at du har behov for deres hjælp og nærvær. den føler du at du ikke har fået, men derfor kan du stadig være venner med dem, men med den nye viden om at "du ved hvor du har dem" og ikke skal regne med dem, når "lokummet brænder"

Sådan har jeg det med stort set alle mine veninder, venner og med noget familie.

ang. hjælp med maskinerne, kan du jo ringe til et firma der kan hjælpe dig, og så lade vær med at regne med at du får hjælp af naboerne. det koster ekstra ja, men der ved du jo så også at du får den hjælp du har brug for.

Tak for dit svar, Margueritten.

Hende med ridebanen vil jeg ikke kræve betaling fra, da jeg ved at hun absolut ingen penge har. Dog skal hun ikke komme igen og spørge...og dog....tænker, at hun i så tilfælde, kan hjælpe med at gøre banen klar, dvs fjerne ukrudt og rive den

Veninderne har jeg droppet, jeg sidder simpelthen med en rigtig øv-følelse, hver gang jeg bliver ked og skuffet.

Så må indrømme, at så hellere undvære.

Vedr. hjælp, ja, så er det desværre nødvendigt med prof. hjælp, bare sørgeligt at folk gentagne gange tilbyder hjælp og jeg er så naiv nok til at tro på det.

Jeg er ikke holdt op med at hjælpe folk, men det er nok mere folk jeg ikke kender, feks Hus Forbi sælgeren der får nogle ekstra kroner, folk jeg generelt bare møder på min vej.

Men selvfølgelig vil jeg da stadig hjælpe, når folk spørger mig.

Kan nok ikke lade være......tror så bare jeg tænker lidt mere over det fremover og ind imellem vil sige nej, hvis jeg ikke har overskuddet til det.