Det er altid dejligt, når ny forskning støtter de ideer, som vi træner efter.

Her et lille eksempel på en "kommunikerende" hest.

Sjovt at der nu er forskning i det, for jeg har nu længe vidst at min hest talte til mig

Han er meget tydelig i sine signaler til mig, både hvad angår mad, men også hvis han vil kløes, nusses eller også hvis han er utilfreds, bange osv.

Min mand har stor fornøjelse af at jeg "oversætter" for ham, når vi er ved hesten, specielt fordi hesten er sådan en stor kylling, som dog alligevel stoler på mig, men "stædig" nok til at sige til hvis der er noget der ikke er rart uden han dog "går imod" hvad jeg beder ham om, det skal bare gentages lidt

Vi har døjet med sur stråle og muk her i foråret, så han har ikke villet løfte fusser, sådan bare lige, som han plejer. Smeden var forbi og hesten stod bare som en støtte (og vejer nok 650-700 kg så man løfter ikke bare) staldejer foreslog at smeden bad ham om det for det havde han jo set og hørt jeg gjorde. Smeden ville ikke først, men da hesten nægtede at løfte, forsøgte han alligevel og vupti løfter hesten benet måske kommunikation den anden vej, men skægt nok, og smeden troede det var løgn

Har alle dage kun kunnet have en hest som "sagde mig noget"

Giga har indtil dato været det største (hahaha) eksempel på succes - hvor Bornholm og jeg aldrig helt fangede melodien og han blev solgt.

Hej.

Det er mig rimelig uforståeligt, at det er nødvendigt at forske i noget, der er så åbenlyst for alle, der har haft med heste og andre dyr at gøre.

En hest, der tigger, er da i allerhøjeste grad en hest, der vil kommunikere til sin ejer. Den stopper jo lige så snart, den ikke kan se os og begynder igen, når man kommer i nærheden.

At heste er i stand til at løse simple problemer, er jo heller ikke noget nyt. Mange heste tænker kreativt - vi havde f.eks. en knabstrupper i stalden, der kunne åbne alle døre og det var ikke kun et spørgsmål om trial and error. Man kunne se på hendes fremgangsmåde, at hendes hjerne prøvede at udtænke en løsning. "Hm, håndtaget bevæger sig, og så åbner døren sig - det må hænge sammen!" Og så pillede hun ved håndtaget på forskellige måder, indtil døren åbnede sig. Hun fandt altid åbningsmekanismerne.

Jeg har også oplevet, at heste har tænkt kreativt i deres "tigning". F.eks. passede jeg en ungarnsk varmblod, der var en af disse meget kreative heste. Han ville gerne have en godbid og da jeg ikke gav ham en, prøvede han på alle mulige måder at kommunikere til mig, at han skulle have den.

Jeg fik billeder af det, se bare:

Som regel roterede han bare hovedet, på den åndsvage måde som nogle boksheste gør, når de tigger - det kørte rundt! Det havde sikkert virket før...

Der kom stadig ingen godbid... "hm, jeg er sulten, kl. er kvart over elleve og jeg har ikke fået noget siden mit morgenhø kl. 7... og jeg har været ude at køre! Der er 3 kvarter til fodring, men jeg fornemmer at det nærmer sig og jeg er så sulten! Jeg prøver en ny grimasse for at lokke en godbid ud af Heidi. Måske falder hun for den her?"

"Hun gav mig stadig ingen godbid! Men jeg har fortsat hendes fulde opmærksomhed! Om lidt vanker der godt! Jeg prøver det her!"

Jeg kan desværre ikke huske, om jeg gav ham en godbid, men det håber jeg virkelig ikke, at jeg gjorde!

Så selvfølgelig kan heste løse opgaver og kommunikere budskaber til os. Det kan katte da også, selvom artiklen angiver, at det kun er hunde, der har kommunikeret til en anden art.

Hvis ikke Dina prøver at kommunikere noget til mig her, så ved jeg virkelig ikke...!

Heste og andre dyr forstår jo ikke rigtigt, at der er tale om forskellige arter som sådan. Det er der vist ikke i deres begrebsverden. De har kun ét sprog, som de bruger i interaktion med alle arter. En hest truer jo af en hund og et menneske præcis på samme måde, som den truer af en anden hest. Det er jo også derfor at det er nemt at forstå heste og heste har så svært ved at forstå os, når vi selv ikke taler "hest", men forventer, at den taler "menneske".

Det er interessant med forskning i hestes kognition, men dette er rimelig primitivt. Måske er det fordi, det er foretaget i Italien, hvor man har et andet syn på heste. Det skal jeg ikke kunne sige.

Heidi

Min hest snakker MEGET!!! Ikke i at hun larmer, men hun siger mange ting til mig med blikket og kroppen - vi er nu nået dertil hvor jeg kan fornemme at hun skal tisse

Hun har både sprog for "Skynd dig nu lidt", som starter med at mulen kører rundt og hvis jeg ikke skynder mig, så kan benene ikke blive i jorden, og "bliv lige her, tag det roligt og nus mig", hvilket er slikken på min arm eller putten af hoved ind mod min krop (den sidste brugte hun meget da vi trailer-trænede og hun havde brug for pause). Hun kan kigge skeptisk på mig, og fortælle når jeg ikke må give andre dyr i stalden opmærksomhed!

Hun viser også gerne den skoløse hov frem, hvis hun har valgt at pille skoen af i utide

det er skønt med en kommunikativ hest, jeg ville bare ønske at hun lyttede lidt mere en gang i mellem

Hej,

Min dame kommunikerer meget og ganske utvetydigt med mig, men det sjoveste eksempel er min gamle vallak. Han gik en overgang på vinterfold et sted, hvor der var lidt blødt ude langs det ene hegn. Lige der syntes han var sjovt at tage sig en løbetur, når han fik øje på min bil, så naturligvis var det som regel også på den strækning, han tabte sine sko, når det nærmede sig tiden for omskoning. Jeg gik altid ud for at lede efter de tabte sko (jeg kan ikke lide at lade dem ligge) med ham lige i hælene, og så oplevede jeg en af gangene, at han gik direkte hen og fandt sin sko, hvorefter han skiftevis pegede på den med mulen og kiggede på mig, indtil jeg kom og hentede den!!!

MVh
Jette

Nu kommunikerer dyr konstant, jeg tænker at mennesket er det dyr, der har ringest kommunikationsevne, fordi vi har tale, og derfor kun reagerer på dette, hvilket er en forsvindende lille del af hvad der forgår. Det svarer til at vi kun opfatter ting, der bliver råbt, eller skrevet med blokbogstaver.

Jeg har altid haft nemt ved at opfange kropssprog og energier, ikke fordi jeg besidder evner udover det normale, eller har gået på Hogwarts, men jeg er vokset op i en stald, og har hele livet brugt mere tid sammen med store husdyr, end med mine artsfæller. Når ens økonomiske succes beror på om man kan spotte en ko, der er ved at få mælkefeber, hvornår den skal løbes, når man har 10 minutter til at tilse 400 fedesvin, når man fornemmer sekundet inden man bliver placeret i grebningen af et velrettet kospark i brystkassen, når man får instinktet for lige den minibevægelse der skal til, for at man ikke bliver tævet igennem inventaret af 350 kilo so, ja så lærer nødvendigheden en at slå menneskekommunikation fra og se med alle sanser.

Heste er, og det er nok her den årtusind lange fascination af dem bunder, abnormt hurtige til at acceptere en som hest, og henvende sig som sådan. De er så socialt bundne, at de er rede til at indgå et arbejdsfællesskab med os, og betragte os som en af deres egne.

Alle hestefolk har oplevet, og beretter gladeligt, (hvilket giver ikke-hestefolk en berettiget uvilje mod at befinde sig i sådanne forsamlinger), lange fortællinger om ting deres heste har kommunikeret, når det drejer sig om positive ting. Musse elsker gulerødder, Musse siger hø-hø når man kommer og Musse tigger med forbenet..Det gør mine også, og jeg elsker deres hengivenhed og deres små kærlighedserklæringer.

Men den del af deres kommunikation jeg sætter størst pris på og ikke vil undvære, er den del, der oftest regnes for negativ.

Mine krikker er altid møguopdragne. De må gerne skubbe til mig med hovedet, hvis de undrer sig over at jeg spilder deres tid på at ævle med andre. De må gerne sige at gjorden er træls, de må gerne gå deres vej, hvis de ikke finder mig et positivt tilvalg, de må gerne blive angste, hyle efter de andre, stoppe op og spørge hvad hulan jeg har gang i, bukke hvis jeg generer dem og generelt fortælle mig, hvad der lige sker, set fra deres synsvinkel. Igen, ikke fordi jeg er nogen særligt konfliktsky overpædagoisk clairvoyant, men ud af ren og skær beregning. Det forekommer mig yderst dumt at tvinge hesten til at henfalde til de meget store bogstaver, når det drejer sig om de følelser i dem, der altid afstedkommer de største reaktioner, frygt, forvirrng og vrede.

I praksis så udmønter det sig sådan, og mine heste bliver faktisk alle grundliggende ens efter et tidsrum, varierende alt efter medfødt temprament og tidligere behandling. Så jeg kan godt glemme alt om at påberåbe mig handelsfejl i den forbindelse.

Når de siger at noget er træls, så vurderer jeg deres udsagn. Så kan det sagtens være at de får at vide at det var bare ærgeligt kammerat, du har godt af at vente, eller at det da er uheldigt at verden er farlig, men nu prøver vi at se hvad det er, eller jeg kan godt forstå at det virker dybt åndsvagt at trave rundt i cirkler, men det morer altså mig, så sådan er det. Men det at de bliver mødt med en respekt for deres følelse, uanset hvor ubelejlig den så er for mig, det gør at de sjældent bliver voldsomme, og ret hurtigt begynder at ændre sig.

Nu har jeg altid haft en forkærlighed for heste med særlige måder at opfatte verden på, nogle af dem ret alternative, og når man sidder på 750 kilo panikstejler, så er det da torskedumt ikke at lytte til, hvad det er der ikke er blevet hørt, for han har da sagt en hel masse, længe inden han væltede bagover.

Når jeg slæber Quarteren ind i en hal med mænd, der går og slynger lassoer om ørerene på ham, så går han bag mig, springer rundt som en kronhjort, får et roligt klap og et "ja, de er sgutte for kloge", bider endda nervøst i mit jakkeærme, får et "jeg ved det godt, men det går altsammen", for derefter at tage et dybt suk, hvorefter han går en runde med mig, så kommer han op på siden af mig, giver mig nogle små skub med mulen, det betyder "så hop op og fortæl, hvad vi skal", og så kan jeg ride rundt resten af dagen, mens alle fortæller mig at problemet med min hest er manglende kommunikation og signalbaseret træning...

Så dette er ment som et indspark til tanker omkring kommunikation, hvordan håndterer og italesætter vi den kommunikation, der går imod vore ønsker?.

Så godt skrevet Nimbus, præcis sådan har jeg det med mit store kyllingekræ!

Vi taler en hel masse sammen, hele tiden, og jeg forsøger at lytte til ham Det betyder også her at andre kan se ham som uopdragen, men ikke destomindre så kan jeg bede ham om en masse ting, som han udfører mod hans vilje, hvis jeg beder om det, måske under protest (ører tilbage, pisken med halen eller trampen med fusserne) men han gør det, måske fordi jeg, som du skriver, anerkender hans "mening".

Jeg er jo så også overbevist om at han har en form for humor, han virker hvertfald sådan når man nu trækker med ham og han "bider" i mit ærme og når jeg ser tilbage kigger hesten et helt andet sted, sådan lidt "hvad, hvem, mig? -nej jeg bider ikke, mit hovede er jo slet ikke i din retning" og så snart jeg vender ryggen til igen kommer han forsigtigt nærmere med ørerne helt fremme og gentager. Han får sådan et sjovt "glimt" i øjet når han er decideret uartig, jeg kan simpelthen se på ham når han får en "lys ide" og det samme kan manden, vi har begge set ham skubbe staldkatten ned af lågen, smide hestesko på gulvet så alle andre var ved at få hjertestop og en enkelt gang har han skubbet mig ned i hans hø-bar, hvor min mand næsten ikke kunne holde op med at grine fordi hesten så "stolt" ud.

Han har også luret det at tigge, bevares han prøver også med ben og trampen (primært når han ikke gider stå bundet) men hos os skal man gøre noget for godbidderne og det består især i at hovedet skal vendes væk fra mennesket. Han har så selv spundet den lille detalje på at hvis mennesket nu ikke ser på en og beder en om noget, så giver man et puf og når mennesket kigger så viser man hvor dygtigt man holder hovedet væk (det belønnes aldrig, men det afprøves ganske ofte alligevel). En overgang var vi også tæt på ødelagte briller (og tænder), da han mente at det nyligt indlærte "giv et kys" ikke nødvendigvis behøvede at følge komandoen, men noget man kunne efterprøve ved enhver lejlighed, uanset om mennesket var parat eller ej, det har også medført en øget tolerancetærskel for sand i munden hos mennesket, som åbenbart ofte holder munden åben i nærheden af hesten

Så jeg er heller ikke bange for en "uopdragen" hest. Dog har vi næsten lige haft en pony, der slet ikke kunne kommunikere med os og omvendt. Det var meget underligt at have en tydeligt talende stor hest og så en lille pony, som vi ikke kunne finde signalerne til at få til at forstå eller læse hans signaler. Det var datterens pony, de blev aldrig helt gode sammen, hun er meget blid og læser hestene (min den store elsker hende) men ham her gik igennem alle signaler og kun hvis man var (læs meget) tydeligt og talte med stort kropssprog og kraftig stemmeføring forstod han. Det brød min datter sig ikke om, fordi hun netop er så blid, så hun følte hun skulle slås med ham. Så nu har vi købt en af de gule til hende og der er signalerne bare så gode mellem dem, og den bette gule er som en hund efter hende allerede (købt for knap 3 uger siden).

Man kan vel koge det ned til at den mere gængse opfattelse er, at når hesten kommer og gør ting vi finder sjove for at få vores opmærksomhed, så er den dygtig til kommunikation. Når den vender røven til os når den ser os, så har den et adfærdsproblem

Ja, det er egentlig ret tankevækkende, det du der er inde på, Nimbus.

Når hesten fortæller, at den ikke bryder sig om situationen: så er den uopdragen!

Når hesten fortæller, at den godt kan lide det: så er det positivt.

Mange af os har jo fra barnsben lært at straffe hesten, når den viser modvilje og forbyde den det. Det er uacceptabelt, at en hest stopper og nægter at gå frem. At den ikke vil fanges på folden. At den bider, når der spændes gjord.

Vi prøver at lære vores heste, slet ikke at ytre nogle negative udtryk!
Gudskelov er vi da blevet blødere med tiden, men man skal jo kun tage ud til et ridestævne, før man ser det.

Jeg rider selv et ungt eksempel, der gerne siger fra på en måde, som for mange har været svær at forstå. Hun slår voldsomt med hovedet - det kører lige en omgang. Det gør hun, når noget bliver lidt for meget for hendes lille hoved; hvis hun er alene i stalden og hun kan høre de andre heste går forbi udenfor, hvis hun er ude på tur alene eller hvis hun får osteopat og osteopaten får fat i nogle spændinger, der skal løsnes, så kører hovedet også.

Der er to andre end mig, der har redet hende, og den første mente, at det var fordi, hun var uopdragen og slog hende, når hun gjorde det. Den næste erklærede hende for headshaker!
Men det er simpelthen hendes måde at sige fra på - når hun slår med hovedet, så ved jeg, at det er på tide, at hun lige får en pause. Hvis man fortsætter med at presse hende, så bliver det meget værre - så begynder hun at sige fra på rimelig voldsomme måder og så er det ikke sjovt at være rytter på hende!

Men det er sjovt som folk altid har villet dominere heste og hunde. De andre ryttere har bare ikke kunnet acceptere, når hun sagde fra. Det er da også irriterende, når hun slår sådan med hovedet - men som rytter må man jo lytte til det. Hun fortæller jo noget på en rimelig pæn måde. Det har da fået mig til at vende om fra rideture og til at holde små pauser - og hvis hun lige får lov til at samle sig, så stopper det altid Ofte er det også et signal til rytteren om, at man er for fraværende og lige skal huske at ride. På en måde bliver man kun en bedre rytter af det!

Det er spøjst, som nogle mennesker bare har trang til at dominere heste og hunde ved at undertrykke deres naturlige sprog og forbyde dem at sige nej!
Jeg synes personeligt, at man får noget mere ud af sine dyr, hvis man lytter til dem og også tillader dem at sige fra engang i mellem! Bare fordi jeg er den, der går på to ben og har den største hjerne, behøver det jo ikke at være mig, der altid sætter dagsordnenen... Jeg er bossen, men mine dyr må da godt komme med indvendinger mod mine beslutninger!

Heidi

Min hest står opstaldet i en stald med plads til omkring 25 heste. Jeg er der tit alene om aftenen, så jeg ser hestene, når de er i ro - og lægger også mærke til, hvis noget ikke er som det plejer.

En af de andre heste i stalden er lidt af en pilfinger, der helst skal nulre i alt med mulen, og han får ofte et nus på mulen, når jeg går forbi hans boks. En aften i løbet af vinteren gjorde han sig umage for, at jeg skulle lægge mærke til ham. Han insisterede på at nusse med mig gennem tremmerne til boksen. Det sker en sjælden gang, at han skider i vandkoppen, så jeg troede, at det var det, og gik ind for at rense den. Den var pæn og ren, så det var ikke derfor. Jeg kiggede overfladisk på hans ben, for at se om et af dem skulle være hævet. Ingenting.

Næste dag, da de skulle på fold, humpede han på 3 ben. Han havde fået trådt en sko af inde i boksen, og trådt optåen ind i hoven.

Jeg er HELT sikker på, at det var det, han prøvede at fortælle mig aftenen før, jeg forstod ham bare ikke...

Det må da kaldes problemløsning på et højere plan. Det var en usædvanlig situation, jeg håndterer som sådan ikke hesten til daglig, men alligevel prøvede den at gøre mig det begribeligt, at den godt lige kunne bruge min hjælp. Og det var jeg så for dum til at fatte

Min gamle hest var yderst velopdragen, tog altid pænt biddet i munden og stod stille, når jeg skulle op på ham.

Undtagen, når der var noget galt med ham. Så kneb han munden sammen, når jeg kom med biddet, og ville ikke stå stille, når jeg skulle op.

Så var det så min opgave, at finde ud af, hvad der var galt. Når han var i orden igen, var han sit gamle, velopdragne jeg

Sidste eksempel, og så skal jeg nok stoppe

Jeg havde en gadedreng af en vallak, som elskede at vælte striglekasser med forbenet. Han var fuldstændig klar over, at det var forbudt, men kunne han se sit snit til det, kiggede han mig direkte ind i øjnene, mens han strakte forbenet frem og væltede mine strigler. Flab

heste kan lugte og min hest ved sandelig godt når der er mad i spande ...

eller når der er guf i lommen

mine katte hjemme kan nogså tale vil de ud så står den ene og kikker på os mens han laver et lille kast med hovedet mod døren

om morgen søger han meget for at man følger med hen til døren

vores anden kat forstår "skal du på gaden " vupti så er hun ved døren... det behøver man ikke være forsker for at forstå sine dyr

Vores kat er meget højlydt og vedholdig i sin miiiiavvv, hvis han kan se bunden af madskålen (=den er (i hans hoved) lige ved og næsten snart tom ) eller hvis kattebakken skal kigges på (tømmes)

Han er også bedre vagthund end hundene Han knurrer mens han løber ind gennem stuen - så ved vi, naboen er på vej hjem fra deres gåtur eller der er holdt en bil ind på p-pladsen.

Han er også ekspert i ikke at kunne komme ned fra træer - 6 gange på et år, har min kæreste måtte hente ham ned fra højderne... Ditlev (katten) sidder stille - også selvom der den ene gang blev kørt en traktor med frontlæsser ind under træet, for at nå op til ham. Trækker kløerne ind, ligeså snart, der bliver rørt ved ham og han kan så redes

Giga havde aldrig lært at stå stille, når man skulle i sadlen. En ridelære mente det var ok at vinge ham sådan en på hovedet eller løfte det ene forben, mens jeg så skulle komme op.

Jeg blev hurtig ening med mig selv om - at Giga jo ikke var skyld i, han ikke havde lært andet end - fod i stigbøjle, jeg må gå - og han da på ingen måde skulle lægges til last for, at jeg i tankerne skulle gennem mindst to måder det kunne gå galt på (sadlen gled rundt, stolen væltede m.m) inden jeg fik mit korpus op.....

SÅ vi gjorde det selv..... øvede stå så stille, mens jeg lader som om jeg kommer op Giga og jeg helt alene - uden forstyrrende elementer og velmenende råd - senere gik vi over til "stå stille og vent på jeg rent faktisk kommer op" Nogen gange kunne det tage 5 minutter - andre ca et split sek (hvilket tror jeg overraskede os begge, når det skete en sjælden gang imellem )

Giga fulgte mig engang ned af en meget mudret fold - er sikker på, det var for jeg ikke skulle falde, han kom hen og stod ved siden af mig og først begyndte at gå, da jeg tog ved hans man... så jeg kunne samle en grime op - alt imens han vente rundt og var klar til at følge mig tilbage.

(Også) der smeltede mit hjerte!!!!

Han kom ALTID når jeg kaldte - uanset om der var andre heste, nyt frisk græs.

Engang var han lidt fresh - opførte sig som en plag på 2 på vej ned til sommerfolden og smuttede inden jeg havde givet ham lov da vi var kommet ind på folden.

Gik op i den anden ende, hvor Giga glad "hoppede" rundt... Kiggede på ham og sagde "du gør det IKKE!!!!!!!" Kunne nemlig lige se ham storme tilbage og så kunne den dag gå

Giga kiggede på mig - lavede to volter omkring mig i trav og kom derefter hen - så kunne vi følges ned til ledet og lige få repeteret vores "luk på fold ritual"

alle mine dyr taler, hunden labben er meget "støjende" min lille dsg/italiensk mynde henter os når det er tid så går hun til døren tilbage til sofaen og kigger intenst på en og hvis du siger skal du ud så kaster hun sig til døren

Katten miaver meget og går derhen han mener vi skal se.

Hesten vrinsker vrinsker til mig det har hun altid gjort, jeg vil have mad, du skal skynde dig, jeg vil ind, hey du jeg er lige her osv

samtale er det måske ikke men kommunikation er det helt sikkert

Ikke så meget at tilføje, supergode indlæg, især Nimbus og Plovbæst

Det er gode og sjove indlæg - og indlæg, som ville kunne få mange til måske at se anderledes på deres heste og deres kommunikation.

Jeg har i hvert fald oplevet, at man får en hel anden samklang med sine heste, når man har dem hjemme og passer dem selv

Jeg har haft mine heste fra de var 1 år - er nu 8 og 9 år - og mere forskellige personligheder skal man nok lede længe efter.

Caspian vil gøre ALT for kæl og nus, og fravælger ofte godnatfoderet for lige at få en nussetur. Og han fortæller tydeligt hvor på kroppen der skal nusses.

Pinot er den stille og rolige - den som ofte har mere travlt med mad og hø - men en gang imellem kommer hen og tydelig viser, at han gerne vil have selskab. Han vil gerne have man står ved siden af ham, men man skal ikke nusse - bare være der, og så begynder han evt at nulre dig med læberne - og udstråler ro og velvære.

Caspian er legebarnet der altid viser, hvis der er noget forkert på folden/i omegnen af folden - så løber han til og fra "det farlige" ind til jeg eller min kæreste kommer ud og viser ham, at det ikke er farligt

Pinot er stille og rolig, men vrinsker altid når han ser mig udenfor huset.

Når min bil runder hjørnet på den lokale vej, så løftes begge hoveder fra græsset - og der bliver galopperet hen til starten af indkørslen, og bil og heste følges så ad ned til gårdspladsen. Det tog dem lige 14 dage at regne ud at jeg havde fået ny bil

MEN jeg har så ofte hestene opstaldet ud, og jeg er meget bevidst om, at jeg både for hestenes og andre folks sikkerhed bliver nød til at have velopdragne heste.

Så mine heste bliver skolet i at opfører sig ordentlig i alm håndtering - de må gerne nulre mig i boksen - de må ikke nulre mig, når jeg fx trækker dem på fold.

For det at blive trukket på fold er der noget staldpersonale der skal gøre, og jeg ville være meget ked af at mine heste bliver straffet for "at bide", hvis det misforståes.

Skal personale sadle mine heste op, så ville jeg være ked af, at fordi de må både bide og sparke, når jeg selv sadler dem op, at de så bliver straffet af andre. Ergo så må man ikke nappe, bide, løfte ben når der sadles op. Og skulle de synes at det er så ubehageligt at få sadel på/gjord spændt, så ville jeg have set deres spændte ansigtsudtryk inden da, og have gjordt noget ved noget der er SÅ ubehageligt for hesten.

Det jeg tror man lærer mest, når man kender hestene ud og ind, er at de i deres non-verbale kommunikation viser tydeligt hvad de vil, hvordan de har det - og hvis du er lydhør overfor dem, så kan man jo tage mange ting i opløbet.

Jeg kan tage sygdom i opløbet - kolik, halthed ect.

Og jeg kan stoppe en situation - fx en hest der overvejer at bide ud - længe før hesten når til at reelt bide, fordi jeg kan se signalerne der ligger op til "problemer" længe før det sker.

Og alt dette bruges også i min dressurtræning - hvis man er opmærksom på hesten og tolker dens "øre-spil", dens følelse i kroppen, ja så behøver man ikke at ende i de helt store problemer, for så kan man ride sig ud af dem, uden nødvendigvis at ende i at være voldsom. En volte, en versade, en overgang til skridt kan ofte redde en situation, hvor hesten tydeligt fortæller, at den ikke er helt tryg ved situationen. Presser du først hesten forbi med "vold", ja så får du kun et spændt dyr ud af det, som nu synes at det hjørne/port/blomst er møgubehageligt hver gang.

Og som andre er inde på, så har jeg også en kat som kan "tale" - han har forskellige "miavv-lyde" alt efter om han vil vise os hans seneste fangst, fortælle os der mangler mad, og lyden for mangel på vand i vandskålen er anderledes end den for mad, for slet ikke at snakke om "jeg vil ud nu" Så mine katte taler også tydeligt og klart

mvh Charlotte

Jeg er af den opfattelse, at alle dyr "taler" til/med os. Det er kun et spørgsmål, om vores evner til at kunne/ville forstå, hvad det er de vil - præcis, som de også i vid udstrækning prøver at forstå os.

Og præcis som med andre evner vi har, er nogle mennesker gode til at læse dyrene, mens andre har svært ved at tolke, hvad dyret vil fortælle os.

I min verden er det fuldstændig ulogisk, hvis dyr ikke skulle kunne kommunikere med os, og jeg bliver lige forbavset hver gang, de her "kloge hoveder" laver studier og forskninger i, at dyr "taler" med os. Hver gang tænker jeg, at folkene bag sådanne undersøgelser, ikke har levet sammen med dyr tæt på sig hele deres liv

jeg smågriner lidt ved at der skal forskes i om dyr kommunikerer med os... det er i min verden logisk at selfølgelig går de det..

hvem kender ikke katten der kredser omkring en og ekstrem kælen fordi madskålen er tom..

stiller jeg mig med ryggen til min hest og den vil kløes, så bliver jeg da både nusset og pillet i indtil jeg da vender mig om og klør den..

når jeg rider "fortæller" hesten da også tit hvis der er noget.. havde en hest der "lige" havde fået ordnet tænder og der var altså noget ved ridningen.. ringede til dyrlægen og bad ham komme og ordne tænder... ja men det er kun 4 måneder siden ja svarede jeg.. men der er noget.. det viste sig der var en spids helt inde ved bagerste kindtand, der ikke var taget ordentligt.. det blev ordnet og så var der intet bagefter..

den klassiske er hvis dyrlægen kommer og jeg har travlt.. i det øjeblik hestene ser mig på folden er de smuttet.. de ved udemærket godt der skal ske noget.. det tog mig lige et par gange at fatte... når dyrlægen kommer skal jeg have god tid og ro på, så dyrlægen ringer altid en halv time før han kommer.. og så er der ingen problemer og de er som regel hentet på 5 minutter

hvor mange gange har vi ikke oplevet hesten stopper op og kigger efter noget, den mener er "farligt", hesten der bukker eller sparker ud fordi vi presser den... osv.. de kan jo ikke tale, så derfor må de da på andre måder fortælle os hvad det ønsker, vil, kan, kan ikke klare fordi de ikke er klar, bange eller hvad det så end må være..

jeg har altid sagt at hestene og andre fortæller os en masse.. så er det jo op til os at lytte til vores dyr.. og så lære at forstå..

min datters fjordhest Ronaldo aka Thor, kunne også sagtens kommunikere med mig (passer, udmuger af boks, leverandør af guffer med mere) op i mod jul: Hey, stik mig lige skålen med nisseøl. Eller "hey, stik mig lige skålen med mash!" eller "jeg vil gerne have massage lige der!" og jeg leverede hver gang <3