En rigtig solstråle historie herfra. Sidste år i oktober/november begyndte min fjordhest at opføre sig ekstremt. Bukkede uden varsel, så flere spøgelser end normalt, løb fra mig og var ikke til at gå tur med.
Til en start slog jeg det hen med dårlig ooførsel, og det gjorde jeg helt frem til 22 december. Her var reaktionerne så voldsomme at jeg ikke længere kunne håndtere ham, hverken fra ryggen eller fra marken. Det gik fint ved strigling, men så snart vi skulle ud var der noget galt. Det var hver gang han skulle stoppe eller sænke tempoet.

Den dag i december blev jeg enig med mig selv om noget var galt. Jeg undersøgte ryggen, og har aldrig set så voldsomme reaktioner på tryk...den stakkel havde jo ondt.
Afsted til doktor dyr med ham. I mellemtiden overtog kæresten håndteringen, jeg stolede ikke på at jeg kunne mere.
Han blev røgntnet og scannet, intet at se, men den tilknyttede kiropraktor kunne mærke enorme låsninger i ryg, lænd og bagpart. 2 måneder og 3 besøg senere fik jeg meldningen han er klar nu (det blev til 2 kortisol behandlinger og 3 kiropraktor behandlinger).

Jeg var ikke meget for at starte op, stolede ikke på hesten og ikke på at det var ok. Det blev til mange gå ture til en start, der skulle findes noget tillid, og den kom, min vilde uregerlige pony var væk, og igen var han rolig og reagerede "normalt" på tingene igen.

Vi startede langsomt op med ridning og har nu været i gang i et par måneder. Roligt og langsomt, men det virker.
I dag havde jeg valgt at få ham kontrolleret af kiropraktor, for at være sikker på alt er ok. Og vi fik så meget ros. Han var overrasket over han var blevet så fin, for det var ikke godt da vi kom for 6 måneder siden.
Det var så fedt at høre. Nu var ømheden han havde grundet at ryg og bagpart blev brugt korrekt.

Jeg har lært ikke at give op.
Jeg er heldig at have en fantastisk dyrelægeklinik lige on hjørnet der tager en seriøst, også selvom man kommer med en lille gul og blander sig med de store brune...de synes jo også han er fantastisk.