God tur du smukke - hils deroppe.

det er helt rart med en "postiv" aflivningshistorie - en hest i høj alder, mæt af dage fik lov at sove stille ind uden smerter og at have nået at blive sølle.

Midt i din sorg og savn, må du kunne glædes over at have haft en hest så længe, at den har haft så godt et liv og du til sidst kunne ende det med ære og værdighed, til rette tid.

det giver os med gamle heste håb om selv at kunne sige farvel med mere glade minder end sorg.

Det gør mig ondt at høre. Jeg kendte den smukke Valine, da hun var unghest (havde min pony i samme stald, og min veninde endte med at låne hende et par år).

Skøn hoppe og herlige lange ører!

Det lyder som om, hun har haft et dejligt liv hos dig .

Jeg håber, at du kommer godt igennem sorgen. Det er altid så svært at miste en god ven.

Venlig hilsen Mitte

der er noget over ældre heste, det lyder som om hun har haft et skønt liv med en god afslutning hos dig.

jeg har selv en på 20 år og frygter den dag han skal herfra om maaange år

Tak.

Mitte, kunne da godt tænke mig at høre, hvad du kan fortælle om Valine fra dengang...(hvis du vil fortælle det) ?

Smukke Valine er savnet for altid, hun var en meget speciel hoppe, havde sine egne meninger, men var den mest kærlige og glade hoppe på jorden.

Hun vil blive savnet altid, af mange, både dyr og mennesker.

He he, jamen som du selv skriver en helt speciel hoppe med sine egne meninger om tingene! Sådan har hun vist altid været

Jeg lærte hende at kende, da hun stod på Amager, og der var hun vel lige knap fire år, og hende der ejede hende havde købt hende som føl. Valine var så høj (og langøret!), at hun var lidt hårløs på ørespidserne, fordi de ramte loftet.

Jeg var tit sent i stalden, og måtte flere gange hente Valine ind for hendes ejers mand, for selvom Valine var den sidste hest ude og stod der i mørket og kulden, så ville hun da SANDELIG ikke hentes ind af en MAND, fy og føj!! Men lige så snart jeg (eller en anden af hunkøn nærmede sig), skyndte hun sig hen til en, for SÅ ville hun da gerne ind og have sin aftensmad... Skøre hest!

Jeg husker også, at hun var utroligt sød og beskyttende overfor føl og små ponyer, bl.a. min der var noget gammel og skrøbelig og et ponyføl, som hun nærmest stjal fra moderen. Den kunne akkurat lige få lov at komme hen og die hos sin mor, men ellers skulle Valine sandelig nok klare resten... De var altid sammen de to. Så sødt!

Og så lånte min veninde hende et par år, da daværende ejer skulle have barn. Hun var meget glad for hende, og havde egentlig gerne ville ride dressur på hende, men Valine havde altså andre planer, hun havde det med at se spøgelser i ridehuset (sjovt nok så hun dem aldrig, når de sprang eller lavede noget der passede damen...).

Der var en ret kendt dressurrytter på det ridecenter hun stod en overgang, der var MEGET interesseret i hende, og mente at hun 'kunne gå hele vejen'...

Hun virkede nu mest som om hun selv nød en tur i skoven mest, og min veninde sagde, at hun altid kom hjem med et stort, glad grin efter en skovtur på Valine, for der virkede hun til at være gladest.

Nå ja, og så var der dengang min veninde og jeg var redet til nærkøbmanden og jeg stod og holdt hestene. Der var to gutter, der var ved at DØ af grin, og spurgte om jeg ikke havde fået en liiidt for stor størrelse hest at ride på (jeg er ikke ret høj!). Den araberhoppe jeg red på stod simpelthen gemt bag Valine, så de troede kun jeg stod med en hest!

Ja, ja, det var lidt minder om en super dejlig hest. Smuk var hun og skæg med sit lidt specielle sind. Det er altid dem der er sjovest, selvom man måske ikke lige får opfyldt sine ambitioner, men de lærer en et og andet om ydmyghed .

Jeg er glad for, at hun tilbragte sit liv hos dig, det lyder som om hun var meget højt elsket. Det er jo det man håber for alle de dejlige heste, man har mødt i sit 'hest-liv'.

God vind fremover.

Venlig hilsen Mitte

Hvor er jeg glad for at høre din historie vedr. Valine, det er jo bare Valine om igen, søde smukke valine i en nøddeskal, sådan har hun jo altid været, hvor jeg elsker hende.

Hun har bare altid været sin egen, smukke hoppe, og sjov har hun altid været, kærlig og omsorgsfuld for alle andre små ponier har hun altid været.

Og at springe, var hendes sjoveste hobby, samtidig med at ride i skoven, hun elskede det, plus at bare at ride tur.

Dressur gad hun ikke mere, selv om at hun var kanon dygtig til det, men det var som, at hun sagde, ja ja, det kan jeg da godt, men jeg gider ikke dressur, hun elskedede at springe, plus at løbe stærkt, det bedste hun vidste var, at løbe stærkt i galop, så følte hun sig fri, sjove skøre hoppe....

Hvor er jeg glad for at høre dig fortælle om valine, det varmer mit hjerte, specielt, nu hvor hun ikke er her mere, og du kan fortælle mig om hendes liv i hendes tidligere år, hun var bare så sjov og sød, en hel speciel hoppe, der vil aldrig kommme en som hende.

Fortæl mig gerne mere, hvis du kommer i tanke om mere...

Hvem var den mand der skulle hente valine ind, (var det en passer eller hvad ?)

Mig bekendt var hun kun ejet af avler, Hanne, Charlotte og jeg.

Jeg vil gerne høre alt, hvad du kan fortælle og huske...

Det var såmænd Hannes stakkels mand, der stod der i vinterkulden og lokkede for den skøre hest . Han var altid så sød ved hende, og hun opførte sig som om han stod og lurede på at være ond ved hende. Hun var ikke ligefrem retfærdig overfor den stakkels mand! Slemme hest...

Og min veninde lånte Valine af Hanne et år eller to, mener jeg, da Hanne havde fået barn. Så kom hun tilbage til Hanne, da hun skulle sælges og min veninde desværre ikke havde råd til at købe hende (og hun ville også gerne have en hest, der var bare lidt mere begejstret for at gå dressur. I mellemtiden har hun så slået sig på avl og udstilling af welsh cobs).

Åh ja, og Valine og min lille dartmoor pony kunne snildt have startet deres eget slagtøjsband - de var begge slemme til at hamre på boksdøren, når det var fodringstid. Var til at blive idiot af at høre på dem. Hesteverdenens svar på Safri Duo (dog uden nogen videre rytmesans!). Heldigis stod de i hver deres staldafsnit, ellers var de andre heste vel blevet døve!

Mand, jeg kommer til at savne alle de søde heste, jeg har kendt og især min lille pony . Havde hende i 18 år, hun var 27, da jeg var nødt til at give hende fred. Det er næsten 20 år siden jeg sagde farvel, og af til knuser jeg stadig en tåre over det. Men jeg husker mest alle de glade minder. Heldigvis.