Jeg kan forstå det er rigtig, rigtig svært for dig lige nu og også fremadrettet.

Prøv om du kan gøre dig stærk, for din mors skyld, men også for din egen.

Du skriver at tingene enten er sort/hvide, gode/dårlige....kan du ikke vælge, også selv om svaret måske er negativt, at vende den om, så du skal gøre gode ting for din mor? Det ved jeg godt du vil...måske lidt svært at forklare og jeg kender ikke meget til borderline.

Dog ved jeg at Kræftens Bekæmpelse har grupper, hvor man kan få støtte og vejledning hele vejen og hele tiden....og du behøver altså ikke miste din mor, selv om det værst tænkelig skulle ske.

Lægerne er dygtige og man kommer også langt med et positivt sind, så hjælp din mor med at have det....ikk?!

Meld dig ind i en gruppe for unge med forældre med kræft, hvis det er det din mor har, det er guld værd at ahvev andre at sparre sig med, og du kommer stærkere igennem livet...helt sikkert.

Stort kram og mange tanker om held og lykke!

Jeg prøver at være stærk, men jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal være det... Og ja.. hvis det kommer dertil, at det er kræft, skal jeg også i grupper osv.

Lige nu skal vi bare prøve at leve livet, som vi plejer. Men for pokker. Den er bare rigtig rigtig grim at have hængende over hovedet.

men prøv at vende brillerne...altså at tænke positivt....hele tiden...!

Du HAR din mor nu....tænk på det du vil lave med hende...fokusér på det, hvad vil du forkæle hende med, hvilke spil vil du "banke" hende i osv osv....vend tankerne væk fra det negative og flyt det over på det gode der skal ske jer her i jeres ferie.

Det lyder så nemt...men med noget anstrengelse, kan det lade sig gøre, at vende tankerne...skriv det ned, så det bliver lidt mere håndgribeligt....

Og ja...som du selv siger: vi skal prøve at leve livet......ja, for pokker da....ud og afsted...alt det der kommer ind på plus-kontoen, er med til at gøre minus-kontoen mindre....

Kram

Jeg skal prøve. Indtil videre ved vi jo stadig ingenting..:)

Åh, hvor ville jeg ønske at jeg kunne skrive noget som kunne trøste dig og gøre dig glad...

...Sikke en hård tid du og din mor går igennem lige nu

Sender dig et kæmpe virituelt trøste-kram og alle mine positive tanker til din mor...

Håber af hele mit hjerte at det slet ikke er så slemt som du tror lige nu!

Kære melanie

Jeg tør og vil ikke skrive for meget, når i ikke ved om den knude er kræft eller ej.

De værst tænkelige tanker må du i den grad forsøge, at holde nede og du skal fortsat til ringridning og lave de ting der var planlagt.

Du må ikke grave dig ned i alle disse hvad nu hvis tanker - det gavner hverken dig selv eller din mor.

Om 14 dage kan meldingen sagtens lyde på, at det ikke er kræft.

Jeg har selv stået i samme situation og kender alt til angsten, men i min mors tilfælde var det ikke kræftknuder.

Har så for kort tid siden mistet min far til lungekræft og mindre end 2 mdr efter døde min mor af en blodprop - jeg er så lige fyldt 34 nu, men det er stadig for tidligt og det vil det nok være uanset alder.

Du må IKKE tage sorgerne på forskud - når angsten maner sig frem, så bekæmp den og gå i gang med noget....ta til ringridning og få tankerne på afstand.

I skal begge fortsætte livet - selvfølgelig vil de næste 14 dage...måske mere hvis prøverne ikke dur - være svære....men hold jer igang og sørg for at være optaget af nogle ting der ikke omhandler det store spørgsmål i venter svar på.

Knus herfra.

1000 tak... Jeg kan godt nok slet ikk hænge sammen lige nu. Det er bare de værste tanker jeg kører rundt i hovedet på mig.. Ville ønske jeg kunne spole tiden 2 uger frem, så vi ved hvad vi har at gøre med. Det bliver nogle rigtig dumme og trælse uger.

Men der er ikke andet at gøre end at leve dem igennem.. ligemeget hvor ked af det og sur man er, hjælper det ikke noget som helst.

Det kan jeg også sagtens sige til mig selv, men kan bare slet ikke styre mine tårer. Jeg tuder stort set hele tiden.

Jeg kan bare ikke forstå det. Har vi ikke været nok igennem efterhånden.. Jeg sidder med en psykisk sygdom, har mistet min far, som var alkoholiker, min mor blev opereret sidste år, og nu det her.

Kan ikke forstå hvad vi har gjort, siden vi ikke kan få lov til at have det godt. Og det er jo klart, at når jeg er vant til at alting ender dårligt, så kan jeg ikke tro at det her ender godt....

Min mormor og morfar og min mor opfører sig lidt som om ingenting er sket.. og det er der jo egentlig heller ikke endnu.. men... det kan jeg bare ikke.. kan ikke rigtigt forstå hvorfor de ikke reagere på det.

Puha.. det er godt nok svært...

Jeg er ked af det du har været igennem, men det er rart at høre fra en der ved hvad det handler om...

Jeg får bare rigtig dårlig samvittighed over at tage afsted, men ja.. jeg skal afsted i aften og i morgen. Så må vi se hvordan det går.

Lige nu sidder jeg og læser om kræften, og om spredning til hjernen osv, og det skal jeg da bare lade være med. Jeg får det bare SÅ meget dårligere, for jeg bliver sikker på at det er det der sker. At den har spredt sig og at det er for sent.

Jeg vil gå om til vores købmand efter cigaretter om lidt, og ja.. jeg ved udemærket godt det er dumt at ryge, og jeg stopper også. Men lige nu kan jeg ikke. Har fået mig en ordentlig forskrækkelse om ikke andet, så rygning bliver helt sikkert stoppet. Snart!

Så vil jeg se om jeg kan få slået lidt græs eller gjort lidt rent. Komme lidt igang. Selvom jeg helst vil synke helt sammen, læse om sygdommen, ligge under dynen osv. Men det hjælper bare ikke. Livet går jo videre uanset hvad der sker...

Ryg du bare kære melanie - det er ikke dét du skal dunke dig selv med oveni hovedet lige nu, selvom jeg godt ved, at også dette giver dig dårlig samvittighed.

Jeg røg også under min fars sygdom selvom han stoppede - røg også efter hans død....røg også da min mor døde...men netop idag stopper jeg...for nu er det nu. Men nej det er det ikke under sådan et forløb.

Den dårlige samvittighed over, at man kan grine og have det sjovt, selvom ens mor måske er alvorligt syg....åhh ja det kender jeg alt for godt til.

Men melanie...du skal også overleve i det - du skal have luft, have lov at komme væk fra det, glemme det lidt og det må og skal du ikke have dårlig samvittighed over.

Du vil opleve at du sidder og griner og har det sjovt - at du faktisk i noget tid glemmer alt det med din mor....og sådan skal det også være - du skal samle energi og kræfter....og nej det gør du ikke ved, at sidde og læse som du gør nu - tværtimod.

Får hun diagnosen, så jo...så må du gerne sidde og sætte dig ind i sygdommen MEN du skal lytte til lægerne - for det der står på diverse sider omhandler ikke netop din mors tilstand....den kender kun lægerne.

Så ud med dig melanie - ud og strigle hesten...rid en tur i dette blæsevejr og græd ud imens....og giv også dig selv lov til, at være glad og giv dig selv luft i nogle gode stunder og oplevelser.

Og når du er sammen med din mor...så er det også tilladt, at grine, at lave sjov - spille kort og drille og hvad ellers...

Grav ikke dig selv ned.

Jeg ved godt du er rigtig rigtig bange lige nu - og det er helt iorden at du er det. Men melanie...i ved ikke noget endnu og selvom ventetiden er ulidelig, så gør noget godt for dig selv. Din mor er også taget på arbejde - der kan hun få tankerne lidt væk fra det hele...det har du også brug for. Så afsted med dig...gør noget for dig selv nu.

Det er hårdt at læse men jeg er rigtig glad for at du skriver...Har snakket med min mor i tlf. Hun har det fint nok, men går lidt rundt ved siden af sig selv siger hun. Forståeligt nok.

Jeg gik en tur om til den lokale købmand. Købte smøger og et fødselsdagskort til min veninde, som holder 30 års i aften. Jeg skal med derover, men ved ikke lige hvordan og hvor længe. Men jeg skal ud i hvert fald.

Det er ellers gråt i dag, men solen skinnede lige kort, og det var bare så smukt udover de gule marker. Tog også et par billeder af det..:)

Det var rart lige at komme lidt ud.

Mht det med rygning. jeg har egentlig ikke rigtig lyst til at ryge.. er bange for det, hvis man kan sige det. Har købt tobak og det i tyskland i går, men har besluttet at give det til veninden som holder fødselsdag, da hun også er ryger. Så jeg stopper efter ringridning. Det vil jeg prøve i hvert fald.

Jeg har ikke hest længere desværre.. Ellers ville jeg også bruge tiden på den.. Og komme lidt væk på den måde...

Jeg har ikke ret meget andet end min mor. Selvfølgelig har jeg veninder men de to nærmeste jeg har, bor langt væk fra mig, så jeg kan ikke bare sådan besøge dem. Jeg taler selvfølgelig rigtig meget med dem.

Men jeg har egentlig mange omkring mig, som vil være der for mig. Nogle som jeg egentlig ikke forventede ville være der.

Det er dejligt at se at de er der når det rigtigt brænder på.

Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal tænke og opføre mig... Jeg har siddet og rokket inde i mit gamle værelse. Da jeg stod op og gik derind knækkede filmen bare og jeg satte mig ned og hylede og skældte ud på den dumme dumme mand der sidder oppe i himlen og gør det her.

Da jeg gik den tur, sagde jeg til mig selv at det er ikke kræft, og at det ikke er noget ondt. Men har svært ved at overbevise mig om det, for hvad skulle det ellers være..

Jeg sidder bare og kigger ud i luften.. ved ikke hvad jeg skal gi mig til.. Der er stadig 3 timer til hun kommer hjem.

Men selvfølgelig skal jeg leve videre. Og der skal være plads til glæde, selvom det er hårdt. Men det er sørme godt nok svært. Men jeg er glad for at andre kan tænke positivt for og med mig, så jeg selv ser det positive.

Det er næsten ærgeligt at jeg har ferie, for jeg kunne måske godt bruge stadig at komme på arbejde for at komme lidt væk fra det hele. Men nu må vi se hvordan det går.

Pu ha det er en svær tid de næste 14 dage for jer alle...

Du skriver at din mor, mormor og morfar opfører sig som om intet er sket..men tro mig, de går alle 3 med tankerne rette på det, men holder det inde for at være stærke indtil den endelige besked foreligger...

Hvis det nu viser sig, at det er kræft din mor har, så er det jo ikke ensbetydende med en dødsdom.......Det skal du altid have liggende som en af de positive tanker i baghovedet.

Jeg har mistet min far til lungekræften (han blev kun 54 år) og der kontaktede vi kræftens bekæmpelse meget tidligt i forløbet (faktisk meget kort tid efter diagnosen var stillet) og hold da op de er søde, hjælpsomme og rigtig gode til at lytte til det man har på hjertet...

De står en bi hele vejen også bagefter.....så hvis du føler det hele bliver lidt for meget og bare trænger til at læsse dine tanker og følelser af, så ring til dem..også gerne nu inden I ved om det er kræft eller ej.....

De kan give dig nogle redskaber til at komme igennem de næste 14 dage, så de ikke bliver alt for hårde...

Skriv herinde igen når diagnosen er stillet...hvis du har brug for gode råd, bare få læsset af eller andet er du hjertelig velkommen til at kontakte mig på min mailadresse:

teng@post.cybercity.dk

Stort knus til dig...

Hej Melanie

Jeg kan desvæære følge dig i dine tanker og følelser lige nu. Min mor fik konstateret lungekræft for 3½ år siden. (og kræft i lymferne)

Efter en lang og hård tur med kemo og strålebehandling var knuden i lungen næsten væk. Men desværre havde det spredt sig, så hun har lige været igennem det en gang til. MEd dertilhørende indlæggelser + 3 blodpropper, der gør at hun ikke kan gå så langt.

MEN MEN MEN - som hun siger - jeg skal - jeg vil - jeg KAN.

Hun er ved at planlægge ferie. Hun og min far skal til tyrkiet i uge 45 ca. Hun er på camping og de "låner" børnebørnene til overnatninger. Der er stadig et liv selvom man får kræft. OGså selv om det er svært for dig at se lige nu.

JEg vil tro at grunden til din mor og andre familiemedlemmer "lader som ingenting" er at de ikke har lyst til at snakke om det lige nu. Jeg tog en lang snak med min mor da det startede, og vi lavede en aftale. Denne dag snakkede vi sygdommen godt igennem, og ellers skulle vi kun snakke om det når hun havde lyst til det. Efter undersøgelser og svar på disse, snakkede vi igen om denne del. Men som hun sagde, så skal der være andet i mit liv end sygdom. Desuden har vi den aftale at mig og min far snakker om det når hun ikke er der, hvis vi har mere brug for at snakke.

Sådan kører vi den dag idag... Men lige den første tid gik jeg rundt som i en osteklokke. Havde svært ved at koncentrere mig om arbejde, hjem mv. Men der bliver hverdag en dag. Der kommer opture og der kommer nedture. Nyd de gode dage og glæd dig over de gode ting.

Du er velkommen til at skrive til mig i en PB, hvis du har brug for at læsse af på en der har det tæt inde på livet.

Knus og kram herfra

Ps. min bedtefar levede i 20 år med lungekræft, efter at lægen sagde at han havde 3 måneder igen...

Kære Melanie

Jeg ved, hvordan du har det. For mindre end en måned siden mistede jeg min mor til kræften.

Jeg har ikke lyst til at skrive en hel masse om hendes sygdomsforløb her, men jeg vil give dig et godt råd - nemlig at få talt om det hele.

Tal med din mor, resten af din familie, venner, din mors læger, en psykolog hvis det er nødvendigt. Det er så vigtigt, at man ikke går og putter med en hel masse spørgsmål og angst. Få det ud, få svar på dine spørgsmål - og vigtigst af alt, fortæl din mor, at du elsker hende og at du vil gøre alt hvad du kan for at støtte hende igennem det forløb, hun skal igennem.

Min verden brød sammen den dag, mor fik stillet diagnosen. Men hun var heldigvis en rigtig sej kone, som insisterede på, at det her skulle vi som familie nok komme igennem, så længe vi bare talte sammen! Og vi talte os svimle, for der var SÅ mange ting, vi havde brug for at sige og høre osv.

Så derfor - SNAK for alt i verden om tingene, og lad være med at lukke øjnene og håbe på det bedste. Uanset hvad udfaldet af din mors undersøgelser bliver, så har hun garanteret også brug for at tale om det - så vær der, og vær stærk hvis du kan, men giv også din mor lov til at være MOR og trøste dig, når du er ked af det.

Jeg krydser fingre for, at det går godt med din mor, og at hun er hos dig mange, mange år endnu.

for alle svar.. Det er utroligt svært lige nu, men jeg prøver at tænke så positivt så muligt.. det er bare pokkers svært.. Hun har oven i købet trykken i den ene side af hovedet og synsforstyrrelser på det modsatte øje, så tankerne de løber bare totalt af med mig. Selvom jeg ved at det kan være 1000 forskellige ting, tænker jeg bare at det har spredt sig til hovedet. Jeg VED godt jeg ikke må tænke det, men det er så svært at lade være....

Hun vil ikke rigtig snakke om det. Men der ligger jo heller ikke noget fast endnu, og indtil der gør det, vil vi prøve at tænke positivt. Men jeg er jo vant til at der ikke er noget som helst der går godt, så hvorfor skulle dette gå godt. Jeg tror og tænker det værste. Jeg ved ikke hvordan jeg skal tænke.. jeg har slet ikke lyst til at tænke på det. Har lyst til at begrave mig under min dyne de næste 2 uger, indtil der ligger svar. Håber på at jeg vågner op og at det hele bare var et mareridt.

selvfølgelig mest på mig, da min mor ikke har været til undersøgelserne endnu.

Jeg aflyste både ringridning om torsdagen og fødselsdagen om fredagen. Jeg magtede det slet slet ikke.. Så fredag hyggede mig og mor os bare med mad udefra og tv.

Men jeg tog afsted lørdag. Nogle kammerater kom og vi festede lidt her, før vi tog hen på pladsen. Det var rigtig dejligt og de var super søde til at få mit humør lidt op.

I går så vi bare film og fik pizza.

Min mor er stadig meget meget træt. Orker ikke rigtig noget som helst, men jeg tror også alt det her gør sin del til det.

Har det selv på samme måde, og jeg er blevet totalt deprimeret. Gider intet. Vil bare sove hele tiden. Hun kommer i dag, hvor vi skal hen og se lidt på kræmmermarked på ringriderpladsen.

Vi skulle ha været på en tre dages tur rundt i DK her i næste uge, men da hun skal til undersøgelse lige den dag, har vi valgt at flytte den. Så vi tager kun afsted i to dage. Vi skal til Givskud løvepark og derefter kører vi til Randers og sover på en kro, og i Randers regnskov bagefter. Meningen var at vi sku til jesperhus også, men det bliver for meget køren for min mor. Desværre har jeg ikke selv kørekort, og det er noget rigtig @!#$ lige nu. Men sådan er det jo.

Jeg ringede til vores kontaktperson i Sønderborg i dag. Bare for at snakke. Har meget brug for at snakke, men jeg kan ikke blive ved med at snakke om det med mine venner, familie og slet ikke min mor. Den kontaktperson vi er blevet tildelt var der ikke i dag, men snakkede med en anden i stedet. Det var rart, men også skræmmende. Hun fortalte at der er meget meget stor mistanke om at det er kræft. Men hun sagde også at de jo kan meget i dag, og at de stadig ikke ved med 100 % sikkerhed at det ER kræft. Kun at mistanken er meget stor.

Men puha.. sys det er hårdt det her.. er ved at blive skør i hovedet af at tænke over det hele tiden.. At så er det kræft, så er det ikke, og hvad kan det så være.. Det kan være 1000 ting.. På en måde glæder jeg mig til næste fredag, hvor vi får svar, for så ved vi hvad vi har at gøre med. Og på en måde kan jeg slet slet ikke overskue den dag. Hvordan det kommer til at gå, hvordan jeg reagere, hvordan min mor reagere, hvordan vi tackler det hele. Jeg ved ikke rigtigt hvordan man forbereder sig til sådan noget..

Hej med dig.

Hvor er det en rigtig træls situation, som du og din familie er i.

Du skal prøve at tænke på, at det ikke behøver at være kræft, og hvis det er kræft, så er der som regel en kur for det.

Jeg var i præcis samme situation som din mor sidste år. Min kæreste og jeg havde planlagt at skulle til Australien, og i den forbindelse fik jeg taget røngtenbillede af mine lunger. Efter 3 dage blev jeg ringet op af min egen læge, som fortalte mig, at der var fundet en knude på min venstre lunge, og så skulle jeg hen til lægen for at få taget blodprøve osv.

Min knud blev "behandlet" som akut-kræft, og jeg var igennem alle de ting, som din mor har været/ skal igennem. Og efter alle undersøgelserne/ små operationer kunne lægerne stadig ikke fortælle, om det var kræft, så de valgte at jeg skulle have den fjernet.

Jeg var indlagt i 8 dage og fik fjernet knuden. Heldigvis var det ikke kræft, og det eneste men jeg har i dag er mine ar. Og så skal jeg have røngtenbillede af mine lunger hver 1/2 år.

Jeg håber du kan bruge min historie til at blive lidt mere fortrøstningsfuld, du er også meget velkommen til at fortælle din mor den. For sådan en historie kunne jeg godt have brugt sidste år

Hilsen Heidi

Selvom din historie ikke er rar, er jeg rigtig glad for at du fortæller den. Det giver mig en smule håb om at der ikke er noget alvorligt med min mor.

Problemet er stadig, som jeg godt selv kan se, at jeg kun ser tingene sort/hvidt. Jeg skal hele tiden overbevise mig selv om, at hvis det er kræft, behøver det ikke at betyde at jeg mister min mor i morgen. Det sagde jeg også til sygeplejersken, og hun gav mig ret. Man hører bare tit de historier hvor alt er @!#$ og det ender dårligt. Ikke så meget dem hvor det ender godt og folk bliver helbredt.

Kære Melanie. Det gør mig rigtig ondt at læse med din mor..

Jeg kender dig ikke, men jeg ved hvilken smerte du går igennem ligenu.

Selvom det nok ikke er det du har brug for at høre, syntes jeg alligevel du skal høre min historie.

Den 27 april 2010, mistede jeg min store søster Mette Heide i en alder af 32 år.. Hun forlod sig sine to små drenge og hendes mand. Du har måske hørt om hende. ? Hun var i tv og i aviserne, fordi lægerne havde opgivet hende her hjemme. Hun var selv sygeplejerske, og vidste godt hvordan mange af tingene forgik. plus vores kusine også er sygeplejerske.

Min søster havde en vilje styrke der sagde spar to, men hun havde jo også noget at leve for.. Hendes to små børn. Hun kæmpede for at overleve, for at se sine drenge vokse op. Desværre, var hendes sygdom så speciel, at vi ikke her hjemme kunne gøre noget.. Hun døde IKKE af kræften. Men hendes organer kunne desværre ikke længere..

Min søster fik behandling i frankfuret hos en speciel læge, som havde speciale i lige præcis hendes tilfælde. Man fandt ud af hun havde en speciel lever/tarm kræft.. Men igen desværre var hendes sygdom så speciel, at kun 1 % har den. Derfor havde man svært ved at hjælpe hende, og finde HVOR hendes tumor sad henne. Det var en kamp for lægerne dagligt. de havde hendes sygdomstilfælde, med til konferencer rundt omkring i udlandende..

Jeg syntes man skal huske, at man heldigvis er blevet ret gode på kræft området, og man skal også huske, at kræft ikke nødvendigvis betyder en dødsdom. Men jeg kan sagtens følge dig, i at så snart man høre om kræft = med død. Men det BEHØVER det ikke være.

Vi havde det nøjagtig på samme måde som dig. Det vigtigste man kan gøre, er stadig at holde sig igang med dagligdagens gøre mål. det er så vigtigt at holde sig igang. For når først angsten har fat, er den svær at slippe. Tal med din mor, når du bliver bange. Har du søskende/gode veninder, tal med dem også når du kan mærke du bliver bange.

Jeg syntes heller ikke du skal læse for meget om kræft, rundt omkring på nettet. Netop fordi at din mors sygdom endnu ikke er bekræftet. Forhåbenligt, er det ikke noget..

Husk det også er iorden at grine og have det sjovt, det er med til at glemme noget af det grimme.

Min mormor af en alder på 83 år, har to gange i sit liv haft brystkræft.. og ja hun lever idag, på trods af at dengang, vidste man ikke ret meget om kræft. Så der er altså stadig chancer for overlevelse.

Hvis du har brug for det, må du gerne skrive over privaten til mig.

Mange tak for at du deler din historie. Jeg er rigtig ked af det du/I har været igennem, og jeg er ked af at du har mistet din søster.

Der er flere i min familie der har haft kræft. Min morfars søster har haft brystkræft, og er helbredt. Min fars søster har haft kræft i læben og er helbredt og min fars brors kone har haft brystkræft og er helbredt.

Jeg ved godt alt det du skriver. At det ikke er en dødsdom, at det ikke behøver at være kræft. Jeg kan sagtens forstå det, men jeg kan ikke skubbe tankerne væk alligevel.

Min mor var her idag. Det gik super fint. Vi fik snakket lidt om det, men prøver også at snakke om andre ting. Det er hårdt at se hende så træt.

Jeg er også selv træt. Rigtig træt. Men sover heller ikk ordentligt, får ikke noget ordentlig at spise osv. Har fået ondt i ryggen af bare at ligge i sengen hele tiden, og desværre fungere min sygdom (borderline - sygdomsangst) sådan, at kan jeg mærke nogle af de symptomer på fx. lungekræft, er jeg bange for at jeg selv får/har det nu.

Min far døde fx af en hjerneblødning, og hver gang jeg får hovedpine, tror jeg det er en hjerneblødning. Det er et eksempel. Det er ikke så tit jeg tror det længere. Men sådan er det ved at blive nu, med det her lungekræft.

I morgen har jeg heldigvis noget at give mig til. Bare småting, men det er stadig en udfordring, når jeg helst bare vil ligge under dynen og se tv.

Og onsdag skal jeg til behandlingsgruppe og så må jeg snakke med dem om hvordan jeg holder mig nogenlunde ovenpå. Desværre er der ferie på psyk. de næste tre uger.

Efter behandling onsdag henter mig mor mig, og vi kører så hjem til min mormor og morfar tidligt torsdag morgen, og de kører os til Odense, hvor min mor skal have den PET-skanning. Så sover vi der, og tager afsted på tur fredag til lørdag. Så er der kun en uge til vi får svar, og ja.. så må vi se hvad der sker efter det...

Lige en opdatering herfra.

Torsdag i sidste uge var vi i Odense, hvor min mor fik den her PET-scanning. Vi sov hjemme hos min mormor og morfar til fredag, hvor vi kørte afsted på vores planlagte mini-ferie. Det var super hyggeligt, men samtidig svært at nyde det fuldt ud.

Vi var først i Randers Regnskov, ude at spise på Bones og sov så på en lille kro deroppe. Dagen efter tog vi til Givskud Zoo, hvor det selvfølgelig begyndte at øse ned da vi ca. var halvvejs rundt.

Vi kørte hjem igen, og jeg sov ved min mor til søndag.

Mandag morgen drog vi atter mod Sønderborg, hvor hun fik en bronkoskopi. En slange ned igennem næsen, hvor de så har skyllet lungen og suget væsken op igen + de har taget en biopsi.

Det var sgu ikke særlig spændende at være med til, og de troede de havde klappet lungen sammen på hende da hun ikke iltede så pænt bagefter. Det gik dog hurtigt godt igen, og hun kom med hjem. Vi sov igen hos min mormor og morfar.

Tirsdag tog jeg hjem, og min mor fik rigtig ondt inde i lungen, som hun beskriver det, og så har hun faktisk bare fået det super dårligt med feber, hosten, frysen osv.

I går aftes tog hun til vagtlægen, som dog intet kunne høre på hende.

I dag kom den værste dag så - indtil videre. Vi skulle ned og have svar på prøverne, og den mulige dom.

Desværre var de undersøgelser hun har fået lavet ikke fyldestgørende, så der skal endnu en biopsi til. Denne gang udefra. Derudover har hun fået taget endnu et røntgenbillede som viser at hun har noget væskehalløj og sammen med feberen synes lægen det var bedst at indlægge hende, så hun kan få behandling gennem drop.

Jeg er lige kommet hjem dernede fra nu.

Lægen er 95 % sikker på at det er kræft hun har, de mangler blot at finde ud af hvilken form, og hvilken behandling hun skal have. Heldigvis sidder der ikke noget andre steder. Kun i lungen og lidt i lymfesystem-halløjet nede ved lungerne. Han sagde at de nok ikke ville vælge at operere hende, da knuden sidder for tæt på hjerte og arterier.

Hun skal nok være indlagt til hun har fået taget den biopsi, og så går der yderligere en uge før vi får endeligt svar. Så det er to uger igen.

Jeg er helt ude af den igen. Havde ellers lige fået stablet mig selv nogenlunde på benene, men ja..

Jeg skal starte på arbejde igen på mandag. Er noget spændt på hvordan det går.

Min mor har ikke rigtigt reageret på det endnu.. hun er selvfølgelig ked af det, men hun holder det meget for sig selv.

Tak fordi i gider at læse med, og om ikke andet at jeg må kommer ud med det..:)

Hej Melanie

dejligt at høre om jeres lille miniferie, imens i står med dette sygdomshalløj.

Din fortælling røre mig dybt, da jeg har haft samme sygdom tæt inde på livet ( min far blev syg da jeg var 24 år og jeg var lige blevet mor til mit første barn, så der var mange svære følelser ) - så jeg kan følge dine bekymringer og din angst for at miste. Godt din mor og dig kan støtte hinanden i en meget svær tid.

Jeg håber alt bliver godt igen for jer, krydser alt hvad jeg kan og sender positive tanker i jeres retning.

Knus Birgitte

for dit svar. Ja det er sgu svært lige nu. Selvom jeg godt har vidst at muligheden var rigtig stor, så har man alligevel håbet på at der ikke var noget ondartet.. vi har det stadig ikke sort på hvidt. Men når lægen siger som han gør, ja.. så er det jo svært at blive ved med at holde håbet oppe.

Jeg er totalt tom lige pt. Jeg græder snot bare jeg tænker det mindste. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal tro, tænke og føle lige nu.

Det hele er så uvirkeligt.

Har ikke så mget at sige, andet end at du må prøve at holde modet oppe.

Kæmpe trøstekram til dig og din mor

(Ps...håber du har lagt smøgerne på hylden, du nævnte selv på et tidspunkt du vil stoppe)

Jeg er ikke helt stoppet endnu.. Men er trappet rigtig meget ned. Men stopper da. Det er klart.

Hvordan går det med din mor nu?......

Sikke noget. Kan forstå dig helevejen. I år 2003 fik min mor konstateret kræft i mindste stadie, og hun var igennem en hård periode med kemoteraoi. det var rigtig hårdt for hende og for os. Vi har ej en særlig stor familie og min far snakker jeg ikke med. Hun gik til kontrol i 3 år hver 3 måned og blev heldigvis erklæret rask. Det sad dog ikke i lungerne, men enhver form for kræft er modbydelig. Jeg kan sagtens huske hvordan det var da vi skulle ha svar, og vi brød begga sammen da vi fik det ( jeg var med min mor deroppe) Inden svar, prøvede jeg at bevare håbet om at det ikke var ondartet... det hjalp mig lidt til at takle det.. Håbe på det bedste..

Det vigtigt at snak med nogen om det, om så ikk andet at få noget professionelt hjælp. Og så mener jeg det er vigtigt ikke at tage sorgerne på forskud. Vent på svaret og tag den derfra Andet kan du ikke gøre nu, jo du kan støtte din mor og snakke om det.

Men jeg opdatere da lige...

Min mor er stadig indlagt. Hun har en rigtig grim lungebetændelse, som de ikke rigtigt kan få bugt med + hun fik væske i lungen. Hun fik sat et dræn i, så væske kunne komme væk, og det har lindret rigtig meget. For en uge siden var jeg sikker på hun ville stå af.

Nu har de pillet drænet ud, da det var tilstoppet, og sat et nyt ind. Hvis de ikke kan få betændelsen ud (det vil ikke rigtigt løbe, og de skyllede først 2 x dagligt, nu 6 x dagligt) skal hun have et tykkere dræn i, og det skal gøre kirugisk.

Hun får antibiotika i drop stadig, og de har skiftet en masse gange før de fandt det der virkede. Hun har ikke feber mere, og hendes infektionstal er faldet til det halve af hvad det var da hun blev indlagt.

Der er selvfølgelig opstået lidt flere problemer under indlæggelsen. Hun får nu blodfortyndende fordi hendes blod vidst var lidt for tykt, og hendes mave er noget bøvl, fordi hun ligger så meget ned. Hun får også ilt hele tiden, da hendes ene lunge jo nærmest er ude af funktion.

Men hun ser bedre og bedre ud for hver gang vi kommer derned.

De kan stadig ikke sige noget om, om det er kræft, før de har taget den biopsi, og den kan de ikke tage før infektionen er væk. Lægen snakkede om hun skulle have en bronkoskopi mere. Så hun kommer nok ikke hjem forløbig. Vi besøger hende nogle gange i ugen, men det er sgu hårdt, når man også skal have en hverdag til at fungere derhjemme synes jeg.

Jeg var selv ved lægen i mandags, bare for at snakke, og for at få bekræftet at de symptomer jeg selv går med, er pga. stress. Han synes dog det var godt at jeg har dem, og også at jeg græder når jeg snakker om det, fordi det betyder at jeg reagere på det.

Vi vil ikke kontakte kræftens bekæmpelse, før diagnosen ligger fast. Lige nu tror vi stadig på at det "bare" er en voldsom lungebetændelse. Lægerne siger at hun har haft den i LANG tid, bare uden at kunne mærke det. Den har sat sig rigtig godt fast.

Det er sådan set det jeg ved lige pt. Er lige kommer hjem dernede fra, så jeg er rigtig godt træt..:)

Men jeg er klart ved bedre mod nu, end jeg har været. Det er som om det med kræft er kommet lidt på afstand fordi de bøvler mere med det andet nu. Så må vi jo se hvad tiden viser.

Tak fordi i spurgte til hende.

til dem som evt. skulle være interesserede...

Min mor fik i går svar på den sidste prøve der blev taget - lungebiopsien og det er desværre lungekræft..:(:(:(

Egentlig er jeg ikke overrasket, og alt er som det "plejer".. eller.. som det har været det sidste stykke tid. Men jeg ved heller ikk rigtigt hvordan jeg skal reagere og opføre mig...

Mor er meget ked af det, og det er jeg selvfølgelig også. Men til sidst var vi godt klar over at det var det der var galt.

Knuden var der jo stadig til trods for at hun er blevet behandlet i jeg ved ikke hvor længe mod den lungebetændelse hun havde. Og lægerne sagde jo enten kræft eller lungebetændelse..

Desværre ikke godt nyt herfra

Øv, det er jeg ked af at høre, det var ikke lige det I havde brug for.

Hvad skal hun igennem nu af behandling?

Stort kram herfra...

Kære Melanie....

Det var dog en trist besked du og din mor har fået, men I var jo begge forberedt på at det kunne være det eftersom det ikke gik den rigtige vej...hvis du har brug for en snak eller skrive lidt sammen, så ved du hvor jeg er

Hvornår skal din mor igang med kemo?

Kæmpe knus fra mig til dig

Vi ved ikke noget endnu... Hun fik diagnosen i går som sagt og nu bliver alt hendes halløj sendt til Odense og så overtager de. Vi skal derover den 31 august til samtale, så efter det ved vi nok noget mere...

Men så vidt vi ved sidder der kun noget i lungen og lidt i lymfen bagved...

Jeg har lige været igennem nøjagtig det samme.

Min mor havde kræft. Knuden var stor - og der skulle kemo til før de ville operere. Og det har været PISSE hårdt. Kemoen er super slem - og nu venter operationen og strålebehandlingerne

Jeg reagerede negativt. Altså jeg reagerede på det værst tænkelige - og alle sagde "hun er jo ikke død" og den slags ting - men min måde at tackle tingene på, var at reagere voldsomt - rock bottom - og så arbejde mig op derfra - jeg er blevet mere og mere optimistisk henad vejen i forløbet - og tror nu mere end nogensinde, at min mor nok skal klare det her.

Men hvis du har brug for at reagere på samme måde - så gør det. Forkerte reaktioner findes ikke.

Dog vil jeg lige sige, at de her reaktioner havde jeg når min mor ikke var der - når jeg var hjemme - og især når jeg var ude at løbe - jeg har skræmt livet af mange fodgængere fordi jeg kom løbende tudbrølende med tårerne flyvende efter mig - men det virkede sgu.

Så giv slip og giv dig selv lov til at være ked af det - og når du så er helt nede, hvor det ikke kan blive værre, så sæt af og kom op igen - livet går videre og I skal også leve selvom hun måske er syg. Det er jo det man gør, når man elsker nogen - så er man der også når livet er svært.

Jeg krydser fingre for din mor

Tak for at du deler, og hvor er jeg ked af det på jeres vejne. Det er SÅ hårdt.

Jeg synes det er svært lige nu. På en måde har jeg det fint nok, for jeg kan ikke ændre på situationen alligevel, og jeg har haft tid til at reflektere over en masse ting og har set alle situationer i mine tanker.

Men alligevel bliver jeg ufatteligt ked af det, bange, tror selv jeg har ALLE slags kræft, og reagere rigtig meget på det.

Jeg får også dårlig samvittighed over den måde jeg selv lever på. Jeg ryger (stadig - men stopper når jeg kan), er overvægtig, bruger ikke solcreme osv. På en måde synes jeg at jeg fortjener at få kræft, men jeg kan ikke samle mig om at ændre min måde at leve på lige nu. Det er meget mærkeligt at have flere modstridende følelser omkring den samme situation.

Men jeg kan intet gøre. Jeg kan ikke gøre andet end at lade tiden gå og vise hvor det bærer hen, og så håbe på det bedste. Selvfølgelig kan min mor overleve det her. Også fordi det er blevet fanget nogenlunde tidligt. Men hun kan også dø af det.

Min morfar var med i går da vi fik beskeden. Han kørte os, og da han skulle til at hjem i går, kunne han slet ikke lade være med at græde, og han er, ligesom min mor, typen der ikke viser sine følelser særligt meget. Det var så ubeskrivelig hårdt at se ham stå der, og slet ikke kunne holde tårerne tilbage. Jeg gav ham et knus, og havde slet ikke lyst til at give slip på ham igen.

Min mor kan slet ikke have at folk rører ved hende nu. Hun begynder at græde bare man stryger hende over skulderen. Det er SÅ synd for hende.

Jeg synes det er så uretfærdigt. Det er ikke mere end et år siden at hun blev opereret i ryggen, og hun er ikke engang kommet sig helt over det, før hun fik det her. Vores liv har bestemt ikke været let, og jeg kan ikke lade være med at tænke på om det nogensinde kommer til at gå godt. En uge inden alt det her startede turde jeg endeligt at sige til mig selv at nu gik det sgu godt. Jeg har fået anti-depressiver i mange år, var stoppet med dem, fået en kæmpe nedtur, kæmpet mig op igen, bare for at få lov til at falde endnu engang. Stopper det nogensinde? Får jeg nogensinde lov til at være glad og tilfreds. Så tilfreds som man kan blive. Jeg ved godt at der ikke er nogle mennesker der er 100 % lykkelige altid.

Kære Melanie

Jeg er rigtig ked af at høre om din mors diagnose. Krydser fingre for, at hun bliver rask igen.

Har jo selv været hele møllen igennem med min mor, så jeg kan godt sætte mig ind i, hvordan du har det.

Men lad mig lige slå fast: INGEN fortjener at få kræft - uanset hvor usundt man lever!

Lige nu har du ikke overskud til at ændre på din livsstil, og lige nu er nok heller ikke det rette tidspunkt. Koncentrer dig i stedet for om at være der for din mor, for hun har brug for dig. Tro mig, man finder uanede kræfter frem, når man står i sådan en situation, så du skal nok komme igennem det!

Stort trøstekram til dig - og din mor!

Tak for dit svar.

Jeg prøver også at være der for min mor 100 %. Det er bare rigtig svært når man i forvejen har en masse at bøvle med.

Jeg har lidt svært ved at se hvad hun har brug for. Men jeg har været med fra starten. Jeg har været med til alle samtaler, mange af undersøgelserne osv. Det er mig der har stillet spørgsmålene og forklaret min mor tingene når vi kom hjem, fordi klappen er gået ned for hende.

Jeg vil ikke presse for meget på, og behandle hende meget anderledes end jeg plejer, men jeg er der for hende hele tiden, så meget som jeg selv kan klare. Selvfølgelig hjælper jeg hende med småting, men det nytter ikke at jeg overtager hele hendes hus fx. når hun er der.

Jeg vil rigtig gerne tage støvsugeren, hente piller ind til fyret og gøre ting hun ikke selv kan klare, men jeg lader opvasken og madlavningen stå fx. så hun selv har lidt at gå i krig med. Ellers bliver det simpelthen for trist for hende.

Selvfølgelig er der ingen der fortjener at få kræft, men jeg har det lidt som om at jeg selv beder om det. Det er lidt svært at forklare.

Men nej.. lige nu er der ikke overskud til ret meget...

Jeg har siddet her ved min computer siden min mor kørte, og det er efterhånden nogle timer siden. Kan bare ikke rigtig komme herfra.

Det er helt rigtigt, at du ikke skal overtage totalt for din mor Hun har jo også behov for at gøre dagligdags ting, som ikke minder hende om, at hun er syg.

Jeg fornemmede med min mor, at bare det at vi var der, præcis på samme måde, som vi plejede at være, grinede og hyggede og bare gjorde helt almindelige ting sammen - det var noget af det bedste, vi kunne gøre for hende. For det er jo vigtigt at bevare en dagligdag, på trods af sygdommen.

Jeg kan godt forstå, du har svært ved at tage dig sammen til noget som helst - sådan havde jeg det også. Det ER bare pissehårdt - andet er der ikke at sige til det.

Så du må bare hænge i, så I kommer igennem forløbet på den bedst mulige måde

Hej.

Jeg er ked af at høre din mor har fået kræft. Jeg har selv været igennem et 10 år langt forløb med min mor, så kan nikke genkendende til de ting, du oplever og føler lige nu.

Det er svært at give gode ord/råd med på vejen, men jeg får sådan lyst til at anbefale dig til kræftens bekæmpelse. De har tilbud om individuelle samtaler, og at kunne deltage i gruppeforløb for unge under 28. Det hedder unge og sorg, du kan prøve at læse om dem på nettet.

Jeg ville den dag i dag have ønsket, jeg selv havde haft den mulighed. Men da jeg var 17, var der kun meget få tibud af den slags. Man har så senere fundet ud af vigtigheden af, at den unge har muligheden for at tale om sine bekymringer, problemer osv. med andre unge. Da man nemt kan komme til at føle sig forkert og alene i et sådan forløb.

Håber du kan bruge det til noget. Hvis du har behov foryderligere info, er du velkommen til at sende en pb.

Tanker fra Pernille.

10 år er godt nok lang tid. Er hun blevet rask?

Vi har overvejet kræftens bekæmpelse, og vi skal også have fat i dem. Lige nu tror jeg vi prøver at synke meddelelsen, inden vi går videre.

Men vi har lige snakket om det i dag. Spørgsmålet er hvor længe jeg kan være i den du taler om, da jeg jo bliver 28 næste år.

Lige nu ved vi ikke helt hvor slemt det står til med hende. Det håber jeg vi får lidt mere at vide om den 31 hvor vi skal til samtale i Odense.

Vandet Hestepension. Undskyld jeg ikke lige har fået svaret dig. Har haft det rigtig skidt de sidste par dage.

Jeg kan godt mærke er jeg ændre mig når jeg er alene i forhold til når jeg er sammen med min mor/snakker med hende. Når jeg er alene, giver jeg meget mere slip på mine frustrationer og mine følelser, og jeg tuder på en helt anden måde.

Når jeg er hos hende, prøver jeg at være den samme som jeg plejer...

Bare et lille trøstekram herfra og håber alt det bedste for din mor og dig. Knus Heidi

1000 tak.. det varmer meget lige nu..

Kære Melanie. Har lige læst din tråd for første gang i dag, og jeg vil bare fortælle dig, at jeg sender mine varmeste tanker til dig, din mor og hele jeres familie. Jeg krydser fingrer for jer, og håber at læse et positivt svar inden længe.

Fortsat god søndag.

Mange varme knus fra mig

Mange tak for det... Jeg håber selvfølgelig det giver noget positivt den 31. Men jeg tvivler.. Forventer det værste men håber på det bedste...

Der er faktisk mange der er blevet helbredt for denne sygdom,flere end vi tror.

Årsagen til at de officielle instanser,medicinal industrien,mfl.ikke vil fortælle offentligheden om hvad der kan gøres er simpelthen at der er flere penge i at slå os ihjel med kemo,og diverse medicin.

Tænk over hvad inpact det ville have på diverse godgørende foreninger som lever af at samle penge ind fra godtroende og velmenne mennesker,som alle tror at de gør en indsats for at hjælpe forskningen med at finde en kur,som dem helt oppe i toppen af den selv samme forskning er klar over allerede eksisterer.

Det kaldes at save den gren af man selv sidder på,så enkelt er det.

Her et et par sider som er værd at kikke på,og så danne sin egen mening efter at havde læst dem med åbne øjne,altså øjne der forstår at se uden for den lille boks som de fleste mennesker er helt tilfredse med at de er blevet sat i fra barnsben.

www.davidicke.com/articles/ medicalhealth-mainmenu-37/29121

Viser at kræft er en svamp som kan fjernes,men de læger som har bevist det,er blevet frataget retten til at prakticere,da det er forbudt at helbrede os,de skal istedet for fylde os med industriens kemikalier,som de bilder os ind måske vil hjælpe os.

www.curenaturalicancro.com

En side som er drevet af Dr. T.Simoncini,en Italiensk læge som de fik stoppet da han begyndte at helbrede istedet for at slå ihjel.

Jeg har lige tjekket siden,men det ser ud til at de har fået den ned,men der er et link til ham på den næste side.

www.theshenclinic.com

En klinik i England som bruger ovenstående læges metoder,samt andre metoder også,der er en oversættelse i sidens menu til dansk for dem som ikke er så gode til engelsk.

Dette er ikke skrevet for at bringe nogens @!#$ ikog,dem som benægter at det kan lade sig gøre,men er skrevet for at hjælpe dem som har brug for det,og jeg selv kan bevidne ved at have set flere såkaldte uhelbredelige,og dødsdømte mennesker blive helbredet for denne lidelse,at det ikke er en gang humbug,men en alternativ måde at helbrede de fleste kræft sygedomme på.

Dem som måske vil komme med at det ikke er videnskabligt bevist,skal tænke på hvorfor det ikke er det.

Men er det ikke bedre at blive helbredt,for sin sygdom,af en metode som ikke virker iflg videnskaben,end at dø af en metode som videnskaben selv har bevist ikke virker.???

Som sagt dette er skrevet med håbet om at bare en der har problemet måske kan hjælpes,ikke for at deltage i en dabat,om lægevidenskaben.

Dem som har lyst kan sende en PB,hvis at de ønsker nogle oplysninger som ikke er med her,jeg skriver ikke mere i denne tråd.

Man kan føre hesten til vandet,men ikke tvinge den til at drikke,som man siger.

Føler med dig Melanie, har først lige set tråden nu og sender dig et stort trøstekram.

Har selv stået i samme situation, vi har desværre haft kræft inden for familien lidt for mange gange.

For 7 år siden fik min far konstateret lungekræft. Heldigvis blev det opdaget i tide og sad "godt" - han kunne opereres. Det var en hård omgang, men han slap billigt. Han kunne "nøjes" med at få fjernet en halv lunge og ingen efterbehandlinger. Efterfølgende gik han til undersøgelse hver halve år og for et år siden blev han erklæret helt rask, da ingen undersøgelser siden operationen viste noget som helst.

Men det er også vigtigt, at man tænker over ikke at "provokere" det til at komme igen. For har man først haft lungekræft vender det nemmere tilbage, hvis du f.eks. ryger, bliver udsat for passiv rygning osv. Så min mor og han holdt op med at ryge, da han blev opereret og de har holdt det lige siden. Deres hjem er også blevet røgfrit og han undgår fester og fødselsdage, hvor han ved der bliver røget tæt.

Alligevel troede vi det var gået galt i foråret. Han begyndte at få problemer med at få luft og de synes der var skygger på hans lunger. "Heldigvis" var det bare væske i lungerne, ikke at det er rart, men bedre end en ny gang kræft. Nu skal de så bare finde ud af, hvorfor væsken samler sig i lungerne, for selvom de tømmer det ud, kommer der bare tilbage igen.

Desværre ramte lungekræften en anden del af familien - nemlig min fars tvillingebror, så der er vist noget i generne der. De har beggge været storrygere og ikke levet særlig sundt, så generne har vist trivedes i stor stil. Desværre gik min farbror ikke til lægen, da han begyndte at føle sig syg. Han overbeviste sig selv om, at det bare var en kold lungebetændelse.....men vi ved jo - efter min fars forløb - at netop lungebetændelse kan være et symptom på lungekræft. For 14 dage siden mistede vi min farbror - han blev 63 år. Han nåede at få diagnosen, men havde gået med det så længe, at de ikke kunne operere, for der var rigtig meget knude i begge lunger. Samtidigt var han begyndt at få væske i kroppen - både i lunger, mave og kroppen i al almindelighed. De kunne ikke gøre andet, end at tilbyde ham kemo og se hvordan det reagerede på det. Han døde 3 dage efter første kemo - hans hjerte kunne ikke holde til det. De mener han fik blodpropper i lungerne sammen med hjertestop. Han har tidligere haft blodpropper i hjertet, men ikke lyttet til sin krop. Han fortsatte desværre den livsstil, som hans krop ikke kunne tåle. Men han fik fred på en god måde - han led ikke, havde ikke ondt. Han lagde sig tilbage i sin seng og så var det slut.

Min svigerfar fik i foråret konstateret kræft i mandlerne, men 21 strålebehandlinger fik bugt med det og han er stærkt på vej tilbage igen. For 5 år siden blev min svigermor opereret for kræft i halsen, men blev også kureret.

Rigtig mange rammes desværre af kræft, men prøv at være positiv - mange bliver også raske og har mange gode år efter.

Jeg krydser fingre for din mor og dig den 31. Håber de har en god løsning og din mor bliver helbredt.

Sender mange tanker til dig

til jer begge to..

Indlægget fra Den Gamle Smed ved jeg ikke lige helt hvordan jeg skal forholde mig til...

Jeg tror på at lægerne gør hvad de kan for min mor. Jeg kan ikke rigtig se hvorfor de ikke skulle gøre det.

Jeg har læst en del om alternativ behandling men jeg har ikke lyst til at min mor skal gamble med sit liv, og bruge nogle ting som ikke er bevist virker. De VED trods alt at kemo og stråler osv virker ved nogle.

Selvfølgelig kan man prøve de ting, hvis der ikke er andet der virker, men at sige nej tak til det lægerne synes er bedst, synes jeg er en ret stor risiko at tage. Så kan man jo have hver sin mening om disse ting...

Luminator. Det er dejligt med en slags solstrålehistorie. Men desværre sidder mors knude, så den nok ikke kan opereres og det har allerede spredt sig til lymfeknuderne mellem lungerne.

Men jeg vil ikke tænke så meget på om de kan gøre noget eller ej for vi ved ikke hvad de har tænkt sig at gøre i Odense.

Så vi venter bare og ser ad. Selvom det ikke er spor sjovt.

Puh, det er umuligt at sige noget, der kan hjaelpe dig i den her situation. Men haaber paa det bedste for jer!

Jeg har selv haft kraeft meget taet inde paa livet i rigtig mange aar, og mistede baade min bror og far til den lortesygdom. Saa jeg er lige som dig virkelig bange for at miste min mor ogsaa. Det eneste man kan goere er at nyde tiden sammen, tale mest muligt og samtidig forsoege at fortsaette sit eget liv. Du skal vaere stolt af dig selv over at du har stoettet din mor saa meget allerede og huske, at tillade dig selv at vaere langt nede i perioder og glad i andre situationer. Det hjaelper ikke din mor, at du faar daarlig samvittighed over at le fx som du skrev ovenfor. Proev at lave saa meget 'hyggeligt' sammen som I kan under vejs.

Selvfoelgelig goer laegerne langt henad vejen alt hvad de kan, det eneste jeg kan sige er, at I ikke skal vaere bange for at presse lidt paa til tider. Vi kaempede haardt mod ventetider mange gange, og det hjalp altsaa. Forhaabentlig faar I ikke brug for det, men det kan altsaa vaere noedvendigt at presse lidt paa og ikke acceptere ventetider. Bare et velment raad.

Min mor måtte desværre opgive "kampen" mod kræften for 2 et halvt år siden.

Men jeg nød de 10 år jeg nåede at få med hende efter hun blev syg. Vi levede alle mere intenst og huskede at værdsætte hinanden og livet hver dag.

Nu kommer så det store arbejde at leve livet uden min mor og sygdommen. Det får jeg hjælp til nu, dog ville jeg ønske jeg havde gjort det før, både under forløbet og lige efter hendes død.

Det er også derfor jeg anbefaler unge og sorg. Så når i har sunket beskeden kan i jo undersøge det nærmere. Jeg er dog ikke klar over om man kan blive i gruppen efter man er fyldt 29. Men i kan altid ringe til kræftensbekæmpelse og få mere af vide om deres tilbud også til din mor.

Min gik i en gruppe for andre kræft ramte, det havde hun rigtig god gavn af.

Husk på at mange bliver helbredte idag eller lever længe med deres kræftsygdom. Der er mange solstråle historier.

Nyd hinanden og livet hver dag. Det hjælper min at tænke på at det gjorde vi :0).

Mange knus herfra.

lige sige at jeg tildels kan tilslutte mig Den Gamle Smeds udtalelser. Dette fordi jeg på flere måder selv er kommet bag systemet og hvordan det virker.

Nu skal din mor gøre det som hun føler er rigtigt for hende. Men den gamle smed har klart en pointe. Desværre fristes jeg til at sige. Men vores sundhed er der jo desværre en vis økonomi i. El rettere- vores sygdom.

Det er konstateret at visse kostråd mv kan afhjælpe, og være med til at helbrede.

Jeg vil dog ik sige mere- for du skal ik blive skræmt. Og i skal ik gøre noget som ik virker rigtigt for hende el jer.

Sidst men ikke mindst forstår jeg hvordan du har det. D 18 sep sidste år 10 dage efter min mands fødselsdag sagde vi farvel til min svigerfar grundet akut leukemi.

I morgen skal jeg igen til begravelse da manden i et fælles vennepar har mistet sin far til asbestlunger, som endte ud i kræft.

Men husk på at sådan behøver det jo slet ik ende. Disse to typer er meget (specielt den første) agressive typer, som desværre arbejder enormt hurtigt, og kører op og ned - så man føler sygdommen tager P*is på en!

Sådan behøver det slet slet ik gå for din mor HELDIGVIS.

Du må meget gerne fortælle om evt. kostråd.. Det går min mor nemlig ret meget op i nu.. Hvad der er godt at spise fx.

Men jeg har bare slet ikke lige haft overskud til at læse de der links som Den Gamle Smed satte ind. Ikke endnu i hvert fald.

kan dem desværre ikke selv- det eneste jeg husker er alt hva der er grønt. Dvs agurk, broccoli, porrer, ærter mv.

Ellers er hun desværre nødt til at læse linksene- tjek evt chris macdonald ud. Ham vis far havde kræft og lavede kostændring. I rette tid en super hjælp.

Glæde af at læse Brian Holm: "Den sidste kilometer", der handler om hans kræftsygdom, men så sandelig også om, hvordan kræftsyge OG deres familier gerne ville behandles, men oftest ikke bliver det.

Den kan læses uden særlige præferencer til cykelløb. (Jeg købte den af den grund, men blev egentlig grebet af hans, "Hvad kan vi SÅ gøre- for alle andre, det går ud over" -budskab. Holm er en hård nitte, og så endda ikke....

Det gør mig rigtig meget ondt på din, og din mors vegne. Men, det er svært at håndtere, når man ikke kender hinanden fysisk IRL.

---

Hvad Den Gamle smed end måtte mene, så er kræft mange forskellige sygdomme, med mange årsager. Der er ikke éen kur mod kræft. Der er hundrede!

---

At kunne gøre noget aktivt i kampen mod sygdom *har* en effekt, om ikke andet psykologisk: Man GØR noget.

Kost er noget man let kan læse sig til viden om, og let kan ændre selv.

Men: Det vigtigste for kræftpatienter er, at de spiser mad de føler trang til- og kan lide. Ikke noget med fisk/spinat/lever, hvis man hader det!

Hvis man vil spise is- så er det det kroppen hungrer efter, og det er OK.

jo andet på om man er af den mening at kosten kan hjælpe og deltage aktivt i at udslette kræften om is er ok fordi man hungrer efter det- frem for spinat eks.

at læse om din mor. Du er der for hende og det er rigtig svært for dig men også for hende.

Jeg synes du er en fin, stærk og dejlig person, som endda har overskud til at følge med din mor til samtalerne på hospitalet mm. Du har så meget overskud at bære på det, men lov mig at I får taget kontakt til Kræftens Bekæmpelse !

Min mor mistede min far for 6 år siden til kræften. Siden har hun været rådgiver for Kræftens Bekæmpelse for pårørende og efterladte. Det er hun meget glad for og er blomstret op på en god måde.

Desuden har jeg mistet min svigermor til kræften, hun kæmpede mod den i 12 år og nu har jeg to nære veninder som begge to har brystkræft, øv det er en rigtig møgsygdom.

Kostråd, når kræften opdages er det afgørende hvilket stadie har det spredt sig etc. Hvilken slags form for tumor er det, er den aggressiv eller blot en der vokser og generer. Jo tidligere man opdager kræften og sætter ind med god sund kost, kan man rette lidt op på det. Men de skader som der er i kroppen pga kræften er svære at rette op på igennem kosten.

Chris MacDonalds far er død, af kræft. Det er et par måneder siden. Jeg har hørt ham et par gange og giver ikke 5 flade for ham. Han er blot en person som er god til at tale og tager penge for det. Før var jeg næsegrus af beundring for ham, men så da han kom til et foredrag på Rigshospitalet (min arbejdsplads) ændrede jeg mening og holdning overfor ham.

Respektér din mor, vil hun lave kosten om, så hjælp hende. Vær for hende og vær god ved dig selv !

Sender dig rigtig mange tanker og mange knus,

Beagle.

På kemo og den slags, hvor kroppen kan hungre efter chips og cola.

Is hev jeg kun frem fordi, jeg så et indslag i nyhederne, hvoraf det fremgik- at is er fast inventar på kræftadelingerne. Eller i hvertfald- den man så. (Det var vist med børn)

Hvis du magrer af og har kronisk kvalme, så er is måske lige det, du kan få ned fremfor "sund kost". Om dine arterier clogger sammen om 50 år, er vist ligemeget i den forbindelse.

Kræftbehandling er ingen ferie på gule plader- og behandlingen i sig selv er ingen bivirkningfri tur i medicinland. Desværre! Man overlever, men får bivirkninger og måske senfølger.

Ikke-ryger vegetarer dør også af kræft.

til jer alle...

Mht til det med kostråd, har min mor fået bogen om lungekræft og en masse pjecer. Deri står der en masse om hvad hun kan spise, og hvad hun skal sørge for at få.. bl.a. godt med protein osv. Jeg har sagt, da jeg ved en masse om sund kost osv, at jeg rigtig gerne vil hjælpe hende. Det er hende selv der "går op i" at spise det hun får at vide er godt for kroppen lige nu. Jeg tvinger hende ikke til noget som helst. Jeg er der for hende, og vil selvfølgelig hjælpe hende med de ting. Jeg tror også det er en god måde for hende at aflaste lidt på. Det som i skriver med, at så GØR hun noget.

Jeg har sagt til hende, at hun skal ikke gøre noget eller spise noget, hun ikke har lyst til! Hun skal spise det hun kan lide, fordi hun kan lide det.

Det du skriver Beagle, gør mig rigtig glad. Jeg har ikke ret meget overskud til at være der for min mor, fordi jeg har så meget at bøvle med PT, men jeg gør så meget som jeg kan. Jeg har ikke overskud til at tage med hende til alle de fremtidige undersøgelser. Jeg er selv igang med en uddannelse, og jeg har et arbejde jeg bliver nød til at passe... Der kommer nogle undersøgelser nu her. Hun skal have endnu en PET/CT scanning for at se om det har spredt sig mere, hun skal have en mamografi, og hun skal have undersøgt hendes nyrefunktion + at hun har en tid der den 31 til informationsmøde. Jeg har sagt til hende, at jeg rigtig gerne vil med til informationsmøderne. Der hvor de har svar på prøverne etc. men at jeg ikke kan tage med til alle undersøgelserne. Jeg hverken kan eller vil lægge mit eget liv HELT til side. Og det vil hun heller ikke have at jeg gør. Jeg bliver nød til også at tænke på mig selv, for hvis jeg først går ned, så kan jeg ikke være der for hende.

Men det er SÅ hårdt. Men jeg har ikke noget valg. Jeg kan ikke bare sige at ej.. det her kan jeg ikke holde ud, det må jeg væk fra. Det er bare noget man er nød til at gå igennem.

Det fylder ikke hele min verden længere. Det er rigtig rart at jeg kan tage på arbejde, og så bare være der, uden at vi skal snakke om det hele tiden. Har jeg brug for at snakke, så snakker vi, har jeg brug for at græde, når filmen knækker, så har jeg en skulder hos dem alle. Det betyder så meget..

Men det gør simpelthen for ondt hvis jeg skal gå og tænke og græde over det hele tiden. Det er lidt som om man har to verdener at leve i. Den ene, som er mega ulykkelig, bange, frustreret osv og så den anden, hvor jeg bare er mig, næsten som det plejer at være.

Selfølgelig skubber jeg det ikke væk hele tiden. Jeg snakker stadig med min mor hver dag, jeg græder hver dag.. bare ikke hele tiden længere.

Kræften er fuldstændig ligeglad med om jeg sidder og græder snot hele tiden, eller om jeg lever mit lev, stort set som jeg plejede. Det gør absolut ingen forskel for min mors sygdom. Den forsvinder ikke af den grund.

Først vil jeg lige sige,at jeg virkelig føler med både dem der har mistet famile og venner,samt dem som har fået denne sygdom.

Det var ikke min mening at skrive mere i denne tråd,men jeg tror at der er noget som er blevet misfortolket i mit tidligere indlæg.

For dets første er jeg da sikker på at lægerne gør hvad de kan,og de ikke bevist skjuler noget.

Problemet er at det er ikke den almindelige læge eller videnskabsmand eller kvinde som der er noget galt med,men derimod dem aller-aller øverst oppe i midicinal industrien.

De skjuler bevist noget,som bevirker at man både i industrien,og på uddannelses stederne,ikke er i stand til at informere og lære fra sig vedr. kræften,på en måde så de studerene lære hvordan at man kan bekæmpe sygdommen.

Hvis at man læser hvad der står på de sider jeg har lagt på,vil man bedre kunne forstå hvad kræft egentlig er og hvordan det kan bekæmpes og i de fleste tilfælde helbredes,(kommer an på hvor fremskredet det er )selvom at der er mange tilfælde hvor dødsdømte patienter er blevet fuldt og helt helbredt med andre metoder end dem som videnskaben påstår er det eneste der virker.

Men man må ikke være blind for hvor mange penge der bliver samlet ind,som der skulle gå til forskning,og hvor ender de???

Det er så vigtig en indkomst for dem som modtager,og da de har så stor magt i hirakiet,er de i stand til at stoppe alle de læger som virkelig privat har fundet diverse kure som helbreder,og som regel uden grimme bivirkninger.

En af de læger hvis web site jeg har lagt på,havde for stor succes med at helbrede kræft patienter,så han var en torn i øjet på medicinal,og uddannelses systemet i Italien.

Hvad skete der?? Jo han blev idømt 3 års betinget fængsel,udelukkende fordi han helbredte syge mennesker,og gjore det med uskadelige midler,som medicinal industrien ikke ville røre ved,da pengemaskinene (indsamlingerne) ikke måtte gå i stå.

Heldigvis for mange mennesker world wide,fortsætter han nu,og har samarbejde med forskellige health kliniker i mange lande.

Vel at mærke kliniker som er drevet af læger,som har fundet ud af hvilken svindel som ligger til grund for at skjule helbredelses teknikerne,for at holde skrækken og håbløsheden om denne sygedom i live,så pengene stadig strømmer ind fra velmene mennesker overalt på kloden.

Jeg prøver igen at lægge Dr.Tullio Simonsini web site på,men hvis linket ikke virker så find den på en af de andre sider jeg lagde på,eller google den,for den er der,jeg ved ikke hvorfor at den ikke virker her.

http://www.curenaturalicancro.com/

Igen jeg er IKKE ude på at begynde en større diskution om en sygdom som nogle siger kan helbredes,men andre siger at det næsten er umuligt,jeg er jo ikke læge,heldigvis,men jeg vil gerne vise dem som er motiveret til det,nogle ting som bevistligt har hjulpet i tusindvis at dødsyge mennesker world wide.

Og det eneste det kræver for at forstå disse ting er en smule mere åbentsind,og så nogle engelsk kundskaber,da siderne er på engelsk,selvom ihvetfald 2 af dem kan oversættes ved hjælp af google,og den ene har endda en dansk oversættelse indbygget.

Så til dem som har lidt besvær ved sproget,I kender garenteret nogle som vil hjælpe jer,og tro mig det er det værd.

Og helt ærligt,hvad har syge mennesker at miste?? jo selvfølgelig livet hvis det skulle stå til medicinal industrien,husk på at det er IKKE alle de almindelige læger som virkelig tror på det de har lært der er noget i vejen med,de gør hvad de kan,men skulle måske begynde at se lidt uden for boksen de lever i.

Det er noget tid siden jeg sidst har opdateret. Men synes at dem der har fulgt med skal vide hvad der sker.

Det går desværre slet ikke godt.

Da min mor kom hjem fra indlæggelsen, begyndte hun at få hovedpine og kaste op, og for små 14 dage siden, da vi var i Odense til info-samtalen kunne hun slet ikke gå selv. Jeg skulle støtte hende konstant, da hun ellers ville vælte. Benene ville slet ikke som hun ville. Hun kan heller ikke køre bil længere. Hendes reaktionsevne er væk, og hun føler ikke hun havde krafter til at dreje rattet ordentlig.

Vi kom op og snakke med lægen, og han siger, at han er bange for at der sidder noget i hovedet på hende. Han aflyser nyreundersøgelsen og PETscanningen, da mor er for syg til kemo. Hun skal i stedet have en scanning af hovedet. Af behandling kan han tilbyde lindrende og livsforlængende, men de kan ikke helbrede hende.

I mandags skulle hun så til Sønderborg og scannes, og under scanningen hæver hun op i hovedet og bliver helt rød... hun har reageret allergisk overfor kontrastvæsken, og skal ligge til observation. Hun kommer hjem igen tirsdag.

I går ringer lægen fra sygehuset, og kræften har desværre spredt sig til hjernen.

Hun får medicin nu, som hjælper med at tage trykket i hovedet, så hun slipper for de symptomer hun har haft. Hun får hjemmepleje hver dag, flere gange om dagen og hun har fået en rolator at gå rundt med. Hun går dog meget bedre nu.

Men desværre er der intet at gøre. Vi skal til møde igen i Odense på onsdag. Så må vi se hvad de siger der. Vi ved ikke hvor meget der sidder i hendes hovede. Sidst sagde han at de kunne give hende stråler begge steder, som så gerne skulle stoppe væksten...

Jeg har haft kontakt til kræftens bekæmpelse nogle gange. Men jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op. Hvordan jeg skal føle, tænke og gøre. Vi var et eller andet sted godt klar over det, men alligevel.

Mor er sådan okay rolig. Hun siger at hun har accepteret det. Men hvordan kan man det? Hvordan kan man acceptere at ens mor nok bliver taget fra en, om ikke så forfærdelig længe.

Hvordan forbereder mig sig til det?

Åh, Melanie... Jeg har fulgt med på sidelinjen. Hvor er det forfærdeligt for både dig, din mor og resten af jere familie og omgangskreds.

Jeg sender dig en kæmpe trøstekrammer. Jeg tænker på dig. (Selvom jeg jo godt ved, det ikke hjælper et hak...)

Selvom det måske ikke hjælper på situationen er det dejligt alligevel:)

Det er ubeskriveligt svært i øjeblikket. Ville ikke ønske dette for min værste fjende...

Kære Melanie,

Det gør mig virkelig ondt, at det går din mor så dårligt - og man håber altid til det sidste.

Jeg er selv tidligere lymfekræft-patient fra 2004 (jeg var dengang 38 år og alenemor til 2 børn) - men hvor jeg overlevede imod alle odds.

Derimod mistede jeg en veninde, Anita på 33 år (mor til 2 små) lige efter jul. Hun blev tilsidst meget afklaret med, at hun skulle bort. Hvis det kan hjælpe dig, kan du læse hendes tanker i hendes blog dagbog her:

http://anitasdagbog.blogspot.com/

Kort tid efter døde min fætter af lymfekræft - og derefter helt uventet endnu en veninde på 47år...

Den forbandede sygdom!!!

Det er vigtigt at I får talt ud om alt - få sagt alt det, der skal siges inden det er for sent, OGSÅ selv om det er så frygtelig svært at se sandheden i øjnene.

Kram og de bedste ønsker fra

Winnie

Jeg vil prøve at læse hendes blog når jeg lige har overskud til det.

Og tak for det du skriver. Selvfølgelig håber man, men... det er svært når det ser ud som det gør.

Vi taler også meget om det. Eller.. jeg gør. Min mor taler generelt ikke ret meget..:) Har hun aldrig gjort. Hun gør sig aldrig de store tanker om ting. Altså. Det er svært at forklare.

Kære Melanie

Jeg har ikke læst alle indlæg i din tråd, men jeg fulgt lidt med på sidelinjen, og jeg kan kun udtrykke min dybeste medfølelse for dig og din mor. Jeg ved ikke om du har søskende, familie og venner, som støtter dig - men det håber jeg du har. Og jeg synes, det er dejligt at se, at du udtrykker dig i ord på skrift (det håber jeg, du bliver ved med), og hvor mange der her på HN sender dig varme tanker og ord!

Min egen mor døde den 24. august, kun fire uger efter hun fik stillet diagnosen kræft. Det er en lang historie, som jeg ikke vil komme ind på her, men bare fortælle at jeg tror jeg ved, hvordan du har det. Jeg ønsker dig styrke til at gøre din mor glad, forkæle hende og få hende til at smile. Jeg tror det værste for din mor er at se dig ulykkelig.

Jeg vil så gerne trøste dig, men lige nu tror jeg du behøver styrke - og jeg sender dig mange tanker. Pas godt på dig selv og pas godt på din mor.

Kærlig hilsen

Jeannette

-

Jeg har lige læst det meste af den blog der blev linket til, og jeg sidder nu og tuder igen. Hvor er det bare en dum og uretfærdig sygdom!

Jeanette: Jeg er meget ked af at du har mistet din mor.

Jeg prøver stadig alt hvad jeg kan at være der for min mor, men det er umuligt for mig, ikke at vise at jeg er ked af det og at det er hårdt. Jeg ved godt det ikke er sjovt for min mor at se mig ulykkelig, men jeg kan ikke være andet i denne situation. Jeg prøver at være glad og vi griner også. Men det er svært.

Det er da for meget! Det gør mig så ondt for din mor- og dig.

Alvorlig sygdom er ingen skovtur, men husk nu- at du OGSÅ har et liv. Du skal ud og møde venner og få go energi, så du er i ro med dig selv, når du er hos din mor.

Når du besøger venner; Tal højst 15 minutter om dig og din mors sygdom. Gå videre til noget andet.

Ingen kan holde til sygdomssnak altid. Det er vigtigt du OGSÅ får opladet dine "batterier"- altså får god energi og overskud.

Kære Melanie

Det gør mig frygeligt ondt at høre, at lægerne ikke kan hjælpe din mor. Hvor er det hårdt og uretfærdigt! Dog synes jeg, det virker som om, både du og din mor tackler situationen flot, selvom det er noget af det værste, man kan komme ud for.

Har lægerne givet jer en tidshorisont?

Der er jo desværre ikke så meget at sige, andet end at jeg håber, I kommer igennem forløbet på den bedst mulige måde, og at lægerne formår at holde din mor smertedækket, så hun kan have det tåleligt.

Kæmpe trøstekram herfra!!

Kære Melanie.

Har lige opdateret mig i din tråd. Jeg er meget ked af at høre det ikke går godt med din mor.

Håber i får en god sidste tid sammen. Selv om jeg ikke kender dig, så ved jeg hvad du går igennem lige nu. Det er bare slet ikke retfærdigt og umuligt at beskrive med ord, hvor hårdt det er.

Jeg syntes du takler det rigtig flot, og håber så inderligt du har nogen at støtte dig op af.

Jeg kan anbefale "bogen til mine kære".

Mange tanker fra Pernille.

Pinny: Jeg husker mig selv. Hvis jeg ikke har batterierne fyldt op, som du siger, så kan jeg ikke være der for min mor.

Vandet: Jeg synes vi tackler situationen så godt som vi kan. Vi kan jo ikke rigtigt gøre andet, for vi har ikke andet valg. Hvis kræften har valgt at tage min mor, kan jeg intet stille op. Ikke andet end at få det bedste ud af det.

Selvfølgelig er der dage og stunder hvor jeg slet ikke kan acceptere det og hvor jeg tuder og tuder. Og disse stunder har min mor også. Hun græder nu mest fordi hun bliver rørt. Rørt over hvad folk gør for hende, og hvad vi siger osv. Ellers synes jeg hun har taget det enormt flot. Jeg har rigtig stor respekt for hende. Tror ikke selv jeg kunne tackle det på den måde hun har.

Hun sagde til mig, da vi fik beskeden om at de ikke kunne helbrede det, at hun var bange for de ting hun gik glip af. Jeg sagde at hvis det var fordi hun var bange for at gå glip af at jeg blev gift, og får børn, så kunne hun jo måske vente til hun blev 90 år, og stadig ikke se det. For det er jo ikke sikkert at jeg fik børn og blev gift osv.

Hun har besluttet at give mig et kørekort. Så det starter jeg på, på tirsdag. Såjeg håber meget at jeg kan nå at tage det, og køre nogle ture med hende inden det er for sent.

Der er ikke sat nogen tid på. Det er meget individuelt. Men da vi var i Odense sidst, sagde lægen, at halvdelen af folk som mor, ikke er levende efter 8 mdr. Det var ikke så rart at høre.

Hun har ikke smerter nu. En smule hovedpine, men ellers har hun det faktisk okay. Hun føler sig ikke syg som sådan. Heldigvis.

Pernille: Jeg har også tit haft følelsen af at det her bare ikke er fair. Vi har været SÅ meget igennem, og det er bare ikke okay. Men igen.. det kan jeg tænke fra nu af og til den dag jeg selv dør. Det hjælper overhovedet ikke noget som helst. Vi skal alle sammen herfra en dag, og mine forældre skulle åbenbart tidligere afsted en vi havde forventet. Men det er sådan livet er. Vi kan ikke selv bestemme. Og jeg tror jeg får mere ud af, at acceptere det, end jeg gør af at gå og være sur og ked af det. Ikke at jeg nogensinde vil forstå det, og være glad for det, men acceptere det, det bliver jeg nød til.

Tror også det er lettere for mig at sige nu, for hun lever jo endnu. Det bliver nok mere svært den dag hun ikke er her mere.

Jeg har hørt om den bog. Vi har overvejet at hun skal kigge på den der hedder "Min sidste vilje". Men måske vi skal have fat i begge to.

Jeg har lagt nogle link på,og jeg ved at de har hjulpet mange mennesker,overalt i verden,og da det jo ser ud til at den almene behandling ikke rigtig virker (desværre) ja så er der vel ikke noget at tabe ved at prøve,eller hvad???

Sproget bør ikke være nogen hindring.

Kære Melanie,
Jeg har også fulgt med på sidelinien, og har ikke rigtig vidst hvad jeg skulle skrive, selvom jeg har haft lyst til at udtrykke min medfølelse for dig. Desværre er det bare så svært at sætte ord på.
Men nu hvor jeg har læst den sidste melding, blev jeg nød til at skrive alligevel.

Jeg er virkelig ked af din, din families og ikke mindst din mors situation. Det er en så forfærdelig melding at få, og den er svær at forholde sig til. Men hvad jeg kan læse på dine beskeder, så lyder det som om I begge takler det rigtig flot.

Jeg kan rigtig godt lide idéen med kørekortet. Det giver dig et mål, og forhåbentlig jer begge en rigtig god oplevelse, når du har bestået.

Jeg mistede selv min mor, da jeg var 13 år. Ikke til kræft, men til skrumpelever. Vi fik aldrig en klar melding om hun ville klare den, før samme dag hun rejste videre, efter 3 måneder på intensiv.
Så hvor uretfærdigt det end lyder, så er du heldig. Du kan nå at forberede dig (så forberedt som man nu engang kan blive), og I kan nå at få nogle gode stunder sammen.
Dette er naturligvis ikke sagt for at sige "jeg havde det værre end dig", for det mener jeg ikke jeg havde. Men brug den sidste tid så positivt du nu kan, og som en anden skriver - Husk at få sagt alt der skal siges.

Jeg vil fortsat følge med, og jeg ønsker dig og din familie al det bedste, og håber inderligt at din mor vil komme godt herfra (forstå mig ret), uden alt for mange smerter.

Jeg kender dig ikke, men sender alligevel et trøstekram.

Jeg er glad for at høre din mor ikke har smerter eller føler sig syg. Hvis du, forstår hvad jeg mener :0).

Det er et rigtig godt udgangspunkt at acceptere tingene som de er, og være tilstede i det som nu engang er realiteterne. Det er en god egenskab at have, selv om det kræver mange kræfter. Da realitertene jo på ingen måde er rare at forholde sig til.

Som du selv så fint skriver, så kan man ikke bruge uretfærdighedsfølelsen til meget, men den kan være svær at holde på afstand.

Jeg syntes, det er flot med kørekortet, og hvor ville det være fantastisk at kunne give hende nogle køreture bare dig og hende. Man snakker også altid godt, når man sidder i en bil.

Jeg passede min mor til det sidste. Gik til diætist, lavede mad til hende osv. Det var den bedste gave jeg kunne give hende og jeg fortryder ingenting den dag i dag. Min far var/er også inde i billedet, men han arbejdede meget så fandt vi ud af det på den måde.

Tror også min mor var tryg ved den "ordning".

Jeg er helt sikker på, i finder den bedste måde der fungerer for jer.

Endnu engang vil jeg understrege, hvor vigtigt det er, at du også får talt med nogen om forløbet. Det er så essentielt at få afløb og luft for alle tanker og oplevelserne. Da det er voldsomt at være på sidelinjen til et kræft forløb.

Mange tanker fra Pernille.

Det betyder så meget at folk svarer her... Det er jeg rigtig glad for.

Den gamle smed: Jeg har sagt til min mor at der er alternativer, men synes selv hun skal tage skridtet videre, hvis det er det hun vil.

Jeg skal nok læse de links igennem.

Lykke: Jeg er ked af at du har mistet din mor. Jeg har jo selv mistet min far, meget pludseligt. På en måde ville jeg hellere det. Det er ikke så hårdt som det her er synes jeg. Der er det "kun" sorgen man skal igennem. Der er SÅ mange ting, i det her, der skal tænkes på, føles og arbejdes med.

På den anden side er jeg rigtig glad for at jeg kan nå at sige farvel til hende, at vi kan nå at snakke om hvordan hun gerne vil have det, og om hvad hun gerne vil have jeg gør bagefter. Men jeg synes det er svært. Svært at vide hvilke ting man gerne vil have sagt, at svært at vide hvad man vil spørge om.

Pernille: Jeg har også tænkt mig at være der, når det begynder at gå rigtig dårligt. Vil tage plejeorlov, og være ved hende til det sidste. Selvom det er det hårdeste jeg nogensinde har gjort, og jeg tuder bare ved tanken om det, så tror jeg at det er rigtig vigtigt. Både for hende og for mig. Og det har jeg også sagt til hende. Jeg er bare bange for at det kommer til at gå så stærkt at jeg ikke kan nå det. Fx. hvis det sker inden jeg har kørekort, så vil det alligevel tage mig noget tid at komme op til hende.

Men jeg har fået at vide, at hun ikke bare vil falde om og dø. Hun vil gradvist blive dårligere og dårligere, for til sidst at dø. Og pga hun får prednisolon, vil det gå ret hurtigt, fra hun får det dårligt, til hun er væk. Det sagde min læge til mig.

Men indtil da, bliver jeg nød til at fokusere på mit eget liv, og på kørekortet. Jeg skal selv leve, selvom det er enormt svært, ikke at få dårlig samvittighed over det.

I dag har jeg gået meget ved siden af mig selv. Når man ikke snakker om det, og når jeg ikke tænker over det, så føles det et eller andet sted bare som en ond drøm man har haft. Når jeg vågner om morgenen, tænker jeg også at det bare er en drøm. Det kan ikke være virkeligt. Det er så urealistisk et eller andet sted.

Kære Melanie

Det virker så brutalt at være praktisk, men hvor meget ved du og din mor om den hjælp I kan få fra kommunen?

Du skriver bla, at du vil søge plejeorlov - det mener jeg, du kan få i op til seks måneder og sandsynligvis allerede fra nu. Plejeorlov gives, så du er der for din og kan give hende omsorg. Derudover kan I samtidig få hjælp til feks pleje, rengøring, mad, seng og mange andre praktiske ting. I kan bede om at få et møde med kommunen, hvor I sammen vurderer, hvad din mor har brug for nu, og det kan så løbende ændres - også med kort varsel.

Samtidig synes jeg alligevel, det er en stor personlig belastning at have plejeorlov. (Jeg kunne ikke selv, da min mor blev syg, men heldigvis ville og kunne min søster). Nu bagefter føler jeg, at det var det bedste, vi kunne gøre for min mor. Der er ingen tvivl om, at min mor var meret tryg hjemme.

Du er meget velkommen til at skrive til mig, hvis I har spørgsmål, som jeg måske kan hjælpe med at svare på.

Mange kærlige tanker fra Jeannette

.

Kommunen er allerede med inde over. Hun får hjemmehjælp 4 gange dagligt og der kommer også en sygeplejerske og hjælper med at dosere medicin.

Vi skal snakke med en socialrådgiver i Odense på onsdag efter samtalen med lægen.

Jeg har selvfølgelig en masse spørgsmål, men det er faktisk mere mht når hun er væk. Jeg føler det er bedst at få afklaret de ting nu, så tidligt som muligt så det kan give mig ro i sindet, og så mor er med inde over mht bisættelse osv. Det er bestemt ikke sjovt at snakke om, men det er nødvendigt.

Jeg vil ikke tage orlov nu. Både jeg og min mor vil blive skøre af at jeg gik rundt hjemme hos hende hele tiden. Det er mere til sidst jeg gerne vil være der.

Puhaaa det er en stor nød at sluge.

Har lige nu siddet og læst hele dit indlæg fra ende til anden, og nej hvor er det en rørende tråd. Har helt tårer i øjnene. Mest af alt fordi jeg selv prøvede det samme med min pap-mormor.

Jeg synes det er ganske forfærdeligt det både din mor og dig må gennemgå. Trods meget dårlige udsigter. Men jeg håber at du vil nyde din mor det næste stykke tid og virkelig få fortalt hende hvad hun betyder for dig og ikke mindst at du elsker hende.

Jeg vil også rigtig gerne sende dig et kæmpe trøstekrammer for det har du vidst brug for. Håber på miraklernes tid ikke er ovre endnu.

Kæmpe knus herfra.

Solveig.

for dem der er interesserede...

Vi har været i Odense to gange siden sidst. Først i onsdags, hvor mor fik lavet en støtteskal til hovedet og vi snakkede økonomi med en socialrådgiver. Planen var også at hun skulla have en scanning, så de ved hvor de skal stråle henne, men da vi ikke havde fået en ordentlig info-samtale efter den sidste scanning af mors hovede, blev der lavet lidt om i det. De havde åbenbart glemt at vi skulle have den samtale.

Den har vi så været til det i dag, og ikke nok med at der sidder noget i hovedet, så sidder det i hele hovedet, og der er meget. Vi måtte ikke se scanningen, hvilket jeg egentlig godt kan forstå, men jeg ville gerne have set det.

Planen er nu, at mor på mandag skal have sin første strålebehandling. 1 gang på knuden i lungen og så 5 behandlinger på hovedet. Dvs mandag til fredag. Så skal der gå to uger, og så skal de se hvordan knuderne har reageret.

Men der er ikke noget at gøre. Mor bliver ikke rask, men de kan ikke sige, hvor længe hun har tilbage.

Jeg er så ked af det lige nu, og jeg kan slet ikke stoppe med at græde. Ved slet ikke hvordan mit liv skal se ud, hvis hun ikke er her mere.

Hej Melanie.

Jeg har fulgt med i jeres forløb og jeg kan virkelig nikke genkendene til det.

For ca. 3 uger siden fik min mor konstateret lungekræft. Hun var egentlig bare inde for at få lavet et røngtenbillede af hendes skulder da hun har haft ondt i skulderen i nogle måneder, beskeden lyder så på at der sidder en knude på hendes lunge! Og så startede helvede ellers bare, min mor skulle til diverse undersøgelser (nøjagtig de samme som du beskriver i starten). Lungekræften har spredt sig og sidder i nogle lymfer, knoglen i skulderen, hofteknoglerne, og en enkelt ryghvirvel, så de kan desværre heller ikke fjerne det, men behandle hende med kemo og på den måde få kræften til at "sove".

Det er en helt ufattelig følelse der går igennem en, angst, frygt, sorg og en hel masse tanker og følelser man slet ikke kan sætte ord på.

Jeg sætter virkelig stor pris på min familie mere end aldrig før, det er trist man skal nå helt derud før man egentlig indsér hvor vigtig ens familie er. Det er rigtig hårdt for os alle, men ikke mindst min mor, jeg tror slet ikke man kan sætte sig ind i hvor svært det må være for den person der er ramt af kræft.

Jeg elsker min mor overalt på jorden og jeg kunne slet ikke forestille mig et liv uden hende! Jeg håber og tror på at lægerne kan få bremset kræften så jeg har min mor i nogle gode år endnu. Jeg ved det bliver en hård tid, men vi støtter og hjælper alle hinanden og jeg tror det er vigtigt i den her tid.

Jeg kan mærke det hjælper rigtig meget at snakke med andre der er i samme situation, og med nogen der ved noget om alt det her, for nogengange kan man godt føle at man er helt alene i verden om det.

Men skriv endelig hvis du har brug for at snakke med en i nogenlunde samme situation, jeg vil i hvert fald hellere end gerne snakke

Hvor gør det mig ondt. Det er simpelthen det værste man nogensinde kan komme ud for.

Hvis du har lyst må du gerne skrive en pb til mig.

hej melanie..... jeg skulle finde ud af hvorfor den hest som min datter rider på har hvidt snot ud af næsen og kiggede på forskellige hjemmesider , jeg endte så her og faldt så over din sørgelige historie om din mor og ville bare så gerne høre hvordan det videre gik men pludselig stoppede det og jeg blev nød til og melde mig ind her..... undskyld hvis jeg kommer sådan brasende men det rørte mig bare sådan.... så hvordan er det så gået siden ? Hvis man må få lov ? jeg kom helt fra det jeg igrunden søgte herinde.....

kærligste hilsner mor til natalie

Nu fik jeg lige skrevet en masse og så fik den åbenbart ikke sendt det.

Men det går rigtig fint med min mor, tak fordi du spørger.

Hun fik det lidt dårligt efter strålerne, fordi hun skulle trappe ud af medicin. Men hun satte dosis op igen, og har været der siden, og det går rigtig fint.

Hun tabte alt håret i forbindelse med stålingen, men det er lige så fint begyndt at vokse igen.

Hukommelsen er rigtig dårlig, men det er der vel ikke noget at sige til. Udover det er hun som hun plejer.

Tror ike på at lægens prognose holder, hun skal nok klare den længe endnu. I hvert fald hvis det fortsætter sådan her.

Jeg har fået taget kørekort og har overtaget mors bil, da hun ikke må køre mere..:) Så nu er det min tur til at få kørt en masse med hende...:)

Hvor er det dejligt at høre, at din mor er i bedring!!

Gode tanker herfra

hvor er jeg både ked af at høre om din mor, og samtidig glad på jeres vegne at hun har det bedre............ jeg ved i har været en del igennem, specielt dig, så jeg håber alt bliver godt for jer

pia (magic)

hej melanie , det var godt og høre at det er gået godt og at hun har det fint trods det hun har været igennem og selvfølgelig også dig , ønsker al held og lykke til jer begge..... kærligst mor til natalie

Som tidligere kræftramt vil jeg sige til jer pårørende: der er ikke noget værre end at være den der er syg og så skal rende og trøste folk.

Det er den syge der har det værst. Husk det. At skulle gå rundt og opmuntre folk man kender er simpelthen det værste når man er pissebange selv, så vær lige lidt stærke så deres kræfter ikke skal bruges på jer.

Kan huske jeg hadede det så meget når folk kom og var helt grådlabile og sagde ting som: 'ihhh jeg var SÅ chokeret' - Nå hvordan fanden tror du jeg har det - det er MIG der er syg!!

..selv om man ved det er udtryk for omsorg (og folks egen dødsangst) så er det ufedt.

Først til Ane:

Det der synes jeg bare overhovedet ikke var særligt fedt at læse!!!

Har jeg nogensinde sagt at jeg har det værst?

Men jeg kan kun føle hvad jeg selv føler og give udtryk for det. Jeg kan godt forstå det er voldosmt hårdt at være den syge og være bange, men når den syge ikke er her mere, hvem er så?? Hvem er det der står med alt bagefter... Både savnet og jeg ved ikke hvad?

Folk siger tit, en død hest er en glad hest.. Sådan har jeg noglegange tænkt i denne her situation. Det kan godt være det er unormalt, men jeg er heller ikke rask!

Jeg synes overhovedet ikke man kan dele det op i hvem der har det værst.. Som kræftens bekæmpelse selv siger, så er det hele familien der bliver ramt af kræft, og ikke kun patienten selv.

Det er hårdt på forskellige måder.

Det er hårdt for min mor, fordi hun må give afkald på en masse ting. Hun må ikke køre bil mere, hun må ikke arbejde mere, hun står med angsten for at blive mere syg, og for at dø. Selvfølgelig er det hårdt og mega svært. Men det er saftsuseme også hårdt for mig. Jeg har taget kørekort, er igang med 2. hovedforløb på skolen lige nu, og har været med til 99 % af de ting min mor har skullet, med undersøgelser, svar osv. SAMTIDIG med at jeg har flere psykiske diagnoser, der egentlig var blevet ganske ok at leve med, men som nu er brudt frem i allerhøjeste grad igen OG et arbejde, OG det at skulle se sin mor blive så syg, på så kort tid + at være pisse bange for at miste min sidste forældre, som stort set betyder alt for mig. Hvis det ikke er hårdt, så ved jeg ikke hvad det er.

Til jer andre: Tak

jeg har lige læst noget af din tråd, den fangede min opmærksomhed fordi jeg selv går og har en knude der er voldsomt øm,mellem ribbenene.

jeg har for et halvt år siden fået undersøgt ved blodprøve om der var kræft,men tror ikke den siger alt.

det har været godt for mig at læse din tråd om dine følelser, for nu vil jeg ikke involvere mine børn før jeg har vished omder er noget on min mistanke, min ældste datter er nemlig gravid og har været sy en måned med mave tarm problemer og en cyste der blev opereret væk, så hun skal først blive rask, før hun skal tænke på andet. om jeg er bange alene eller om mine døtre også er det hjælper jo ikke mig. det er nok når jeg ved noget sikkert, så kan jeg involvere dem .

Jeg er glad for det er gået godt med din mor og kan forstå det du og hun har været igennem for mistede selv min mor på samme måde, men lægerne blev bare ved at slå det hen som infiltrationer til det var for sent at gøre noget.

Håber i begge kommer jer helt over det chock i har gennemlevet.

knus June

På en måde synes jeg det er en rigtig god idé at vente med at involvere dine børn, så længe du bare involvere dem når du har fået at vide hvad det er. Jeg krydser selvfølgelig alt hvad jeg kan, for at det ikke er noget alvorligt. Men du skal undersøges grundigere. Kræft kan ikke som sådan afsløres med en blodprøve nej. Det tog sindsygt lang tid før de fandt ud af at det var kræft min mor havde.

Men hun har ikke mærket nogle smerter overhovedet. Ikke med knuderne som sådan.

Og lige for at tilføje noget. Min mor er ikke rask og det bliver hun heller ikke i følge lægerne. Knuderne kan ikke fjernes, men de kan holdes i ro. Bliver det værre kan hun få flere strålebehandlinger, men den eneste grund til hun har det godt nu, er fordi hun er korrekt medicineret med binyrebarkhormon. Så snart hun stopper med det, går der er uge så er hun tilbage hvor hun begyndte pga væske og tryk i hjernen.

Det var et kæmpe chok og det er det stadig. Selvom hun har det godt, frygter man jo stadig den dag kommer, hvor hun bliver meget syg. Det kan gå så utroligt hurtigt.

Jeg har skrevet det sådan som det opleves at være den syge!

Tænk over det.. bare lige en gang uden at blive stødt over at jeg skriver som jeg skriver..

Der er for mig ingen tvivl om, hvem der har det værst, når kræften rammer - nemlig dine nærmeste.

Jeg er selv tidligere kræftpatient - har fået fjernet en nyre pga nyrekræft. Selvfølgelig var jeg bange for min egen fremtid - men allermest for mine nærmeste... Det var på en eller anden uforklarlig måde nemmere for mig, for det var mig, der vidste hvordan jeg havde det...Mine nærmeste kunne bare gætte...Når man står midt i, hvor tingene sker, så må man følge med. Og det var for mig bedre at der skete noget, og at man vidste noget. Så kunne man se frem og glædes over at "nogen hjalp".

Ingen andre end din mor ved fuldstændig hvordan det er at have præcis hendes sygdom. Og ingen andre end dig ved fuldstændig hvordan det er at have præcis din mor...

Så - du har al mulig ret til at føle at det er hårdt for dig. Og jeg føler med dig. Og håber det bedste for jer begge to.

/Rita

Hej igen Ane...

Jeg bliver stødt over den måde du skriver tingene på. Det kan jeg ikke bare sådan lige lade være med. Det lyder som om du mener at jeg har ondt af mig selv, og kun synes det er hårdt for mig - at jeg er egoistisk. Hvorfor tror du jeg har gjort alle de ting jeg har gjort her det sidste halve år. Det er sgu da ikke (kun) for min egen skyld.

Det lyder som om jeg kun tænker på mig selv... Hvordan skal jeg kunne føle hvad min mor føler, og tænke på det, når hun ikke fortæller mig noget? Jeg kan ikke tænke hendes tanker, jeg kan ikke mærke hvor bange hun er. Det her er skrevet ud fra MIT synspunkt, og jo, jeg tænker da dagligt på hvordan HUN har det. Men jeg kan jo heller ikke gå og pusse-nusse og "nårh, hvor er det synd for dig". Sådan kan hun slet ikke have, at man er overfor hende.

Canis Lupus: Hvor er jeg ked af det med din morfar. Kan også love dig jeg var bange for at miste hende, da hun var indlagt i de 3 uger. Men hun er stærk, og jeg tror at med præcis den sygdom, at det er vigtigt at kommer hurtigt igang med den rigtige behandling. Jeg har fået at vide, at fik hun ikke binyrebarkhormon, da hun startede på det, ville hun dø meget hurtigt. Jeg forstår heller ikke helt at hun har det så godt, når hun "burde" være meget mere syg. Men man kan næsten ikke mærke det på hende. Hukommelsen er som sagt ikk for go, men ellers er hun jo frisk og glad:)

Rita: Jeg kan rigtig godt følge dig, og forstå hvad du mener. Man længes lidt efter at vide hvordan den syge egentlig har det. Og min mor kan bare ikke rigtig finde ud af at forklare det. Hun har aldrig været den der taler så meget, og nogle gange har jeg været en virkelig ond datter, og bare presset og presset for at få nogle ord ud af hende. Fordi jeg selv er så modsat. Jeg er jo meget mere åben. Men hun ved ikke hvad hun skal sige. Eller også vil hun ikke sige det, for at skåne mig.

Men man føler sig SÅ magtesløs. Jeg KAN ikke hjælpe hende... Jeg kan ikke gøre hendes rask...

nu har trådstarter jo overhovedet ik skrevet at hun har det værst, at det ik er slemt for hendes mor el andet. Tvært imod kommer hun herind, og læsser sine følelser af- så hun måske netop bedre kan være der for sin mor.

Så sys jeg det er enormt trist at du bruser ud som du gør. Jeg er ik et sek i tvivl om at TS ved hvordan det må være for hendes mor. Det kan man tydeligt læse i hendes tekster.

Der er da ingen grund til at bruse ud som du gør- selvom du menerh un ik skal føle sig stødt. Når hun læsser af her, og hun er der for sin mor. Hun deltager aktivt i hele forløbet med sin mor.

Det er simpelthen fuldstændig unødvendigt gjort af dig, at få det til at lyde som om TS mener hun er værst ramt og bare hopper rundt i selvmelidenhed. Det er jo slet ik det hun giver udtryk for - hun giver udtryk for helt normale ting i en sådan situation.

Vh. hende der holdte vores lille familie samlet mens svigerfar var under behandling, blev erklæret døende OG åndede ud, under begravelsen og efterfølgende!!! Dette med min kun 5 mdrs søn på armen, vis dåb svigerfar heldigvis nåede, og havde som den sidste ting han VILLE deltage i. Han døde 10 dage efter min mands fødselsdag...

Kom ik her og snak om hvem det er hårdt for! kræft rammer HELE familien. Jeg tror alle har det lige slemt når det kommer til alt- men på forskellige måder.

I misforstår mig.. og jeg opgiver at foklare mig..

bare husk at være stærke for jeres kræftsyge familiemedlemmer så godt som i kan

Det er skidesvært at trøste familiemedlemmer/venner som græder og 'bryder sammen' og når man er syg. Det er bare det jeg prøver at sige, ikke specifikt til trådstarter, men til alle med syge familiemedlemmer og venner.

over and out

Først tak til dig stute..:D Det var dejligt med noget opbakning.

Dog vil jeg sige til Ane, at jeg er ked af at jeg misforstod dig, men det er svært at kunne forstå dig, som du gerne vil, når du skriver som du gør.

Jeg forstår det er svært for den der er ramt. Ingen tvivl. Men det er lige så meget de pårørende der skal trøste den ramte.

Og så synes jeg det er svært at være pårørende til én så tæt på, for ALLE synes jo det er synd for hende. De synes måske også det er synd for mig, men det er jo ikke mig der er ramt. Forstår i?

Så på den måde kan jeg godt få lidt selvmedlidenhed. For alle trøster mor, og hvor er det synd for hende. De tænker bare ikke på at jeg er ligeså meget med i det.

Spørgsmålet går altid på; Hvordan har din mor det? Hvordan går det med din mor?

Dejligt at få en positiv opdatering. Det lyder som om din mor er en sej kvinde, der vil livet.

Jeg syntes, du klarer det rigtig flot, og har på intet tidspunkt tænkt at du havde ondt af dig selv.

Det er så vigtigt at der også tages hånd om de pårørende, da de er en stor del af hele forløbet.

Undersøgelser har yderligere vist at pårørende til kræftramte som vel og mærket har været igennem et langt forløb på flere år kan udvikle feks. post traumatisk stress. Da det at være på sidelinjen er en stor belastning specielt hvis den er langvarig.

ikke for at negligere nogen indlæg, men snarere at påpege vigtigheden af, at de pårørendene også bliver hørt og har nogle at tale med omkring de bekymringer/tanker osv. der unægtelig vil opstå når en man holder af er syg.

Fortsat held og lykke med det hele Melanie.

KH Pernille.

Vedr. Ane:

Jeg forstod faktisk godt Ane i "første hug"

Jeg læste det som noget generelt og ikke møntet på trådstarter.

Måske fordi at jeg selv har følt lidt det samme som Ane.

Jeg fik uhelbredelig lymfekræft i 2004 og overlevede imod alle odds, hvor kræften stadig er sat i bero.

Jeg var godt klar over, at min familie (forældre/søstre) følte sig hjælpeløse og kede af det - men jeg havde behov for, at de var stærke - sammen med mig - for jeg havde altså tænkt mig at kæmpe og overleve det her!!!

Jeg husker tydeligt, at jeg sagde: "Det er da godt, at det er MIG, der har fået sygdommen - for I andre ville da aldrig have klaret den, sådan som I hænger med næbbet!!!"

Den kommentar bevirkede, at de smågrinede lidt og pludselig blev de positivt tænkende igen - og stolede atter på, at jeg nok skulle klare den.

Det betød alt for mig!

Kære Melanie,

Det glæder mig meget, at det går bedre med din mor.

Jeg føler med dig og ønsker jer alt det bedste.

Nyd hver eneste dag og glæd jer også over de små ting her i livet!

Kh Winnie

- der har mistet 2 veninder indefor det samme 1/2 år til kræften. (Anita 32år og Kirsten 47 år)

Læs bl.a. Anitas Dagbog i kampen om her: http://anitasdagbog.blogspot.com/

Jeg synes, ud fra det, jeg har læst, at du er vokset stærk med de urimelige krav. Det er flot klaret!

Og din mor og du ønskes fortsat alt det bedste.

til jer begge..:)

Jeg tænkte at jeg lige ville opdatere til dem der har fulgt med i tråden i løbet af de sidste mange måneder.

Det går desværre skidt med min mor igen.. Strålerne hjalp hende i lidt over 3 mdr. Hun tabte alt håret, men fungerede super fint i hverdagen. Hun kunne selv lave mad, gøre lidt rent, gå i haven, gå ture osv. Det er desværre slut nu.

For en måneds tid siden begyndte hun at få det dårligt igen. Hun har haft meget kvalme igennem hele forløbet, men det gik helt galt med det og med hovedpinen. Hendes plejere sagde at det var bare spændinger i nakken, det var bare en virus med det opkast osv. Der gik en 4-5 dage, hvor hun vågnede op rigtig tidligt om morgenen, men hovedpine og hun kastede rigtig meget op. Søndag d. 26.3 blev hun indlagt på Haderslev sygehus. Hun har en åben indlæggelser der, til hvis hun skulle få det dårligt. Jeg var til barnedåb ved min venindes søn samme dag, men måtte køre derfra om eftermiddagen, fordi jeg troede det var slut igen. I et døgn havde hun kastet alt op hun fik at spise, hun havde super meget hovedpine og fra kl. 10 om formiddagen til kl. 14.30 om eftermiddagen, mistede hun igen balancen og kunne SLET ikke gå selv. Vi måtte have hende i en kørestol.

Jeg tog fra sygehuset om eftermiddagen da mor var meget træt, og jeg sov hjemme i hendes hus. Jeg var sikker på hun ikke ville vågne op næste morgen. Men det gjorde hun heldigvis.

Lægen på sygehuset som kom rundt om mandagen da jeg var ude hos hende, mener det er kræften der vokser igen eller rumstere i hvert fald, og hun blev øget i binyrebark hormon. Tirsdag er hun frisk igen og bliver udskrevet. Det er ufatteligt hvad det medicin kan gøre altså.

Desværre gik der kun et par dage, så var den gal igen. Hun bliver sat op og ned i medicin, og det hjælper ikke rigtigt. Hun vågner op med hovedpine hver morgen og kaster op.

Hun har nu fået nogle andre smertestillende piller, så nu har hun ikke hovedpine mere om morgenen, men hun kaster stadig op.

Det palliative team er indenover nu, og hun har fået morfin plaster på osv. Så må vi se hvordan det går...

Jeg selv har det rigtigt skidt lige nu. Har haft en okay periode, i de mdr. min mor har haft det godt. Jeg har været på 2. hovedforløb på skolen og klaret det okay.. Man kan godt se på karakterene at jeg ikke er fuldt ud koncentreret. Jeg bestod forresten kørekortet i første hug, og har jo fået mors bil, så jeg kan køre op til hende så tit jeg vil.

Helt ærligt, så har jeg det helt af helveds til... Ikke kun med min mor men med hele mit liv synes jeg...

Jeg hænger mig selv langt ud af halsen. Der er så mange ting jeg gerne vil ændre, så jeg får det bedre... motion, kost, rygning osv, men kan bare slet ikke magte noget som helst. Min mors situation påvirker mig SÅ meget...

De sidste par dage har været helt slemme. Har ikke kunne få de ord frem jeg ville sige, har klovnet rundt i sætninger, fået stik og jag i hovedet, smerter i hele kroppen, massive spændinger i nakken og jeg ved ikke hvad. Jeg ved godt det er stress. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal afstresse.

Jeg tog til lægen for et par mdr siden og havde det rigtigt dårligt. Pressen for brystet, hamrende hjerte osv. Han sendte mig til en masse undersøgelser. Røntgen af hjerte/lunger, EKG, en masse blodprøver og blodtryk osv osv osv. Jeg fejler intet. Jo, mit blodtryk er lidt for højt, men det skyldes stress. Hjerte/lunger, ekg og blodprøver er super fine.

Puha.. det blev alligevel lige en lang opdatering, men havde lige brug for at komme ud med det...

Tak til dem der læser med..

Jeg har læst med i din tråd, og er virkelig ked af at høre at det går skidt med din mor. Den sygdom er lunefuld nogen gange, lige som man synes at det går godt kan det skifte.

Jeg kan godt forstå at du har det svært, sådan som du beskriver hvordan du har det, har jeg også prøvet. Min veninde var syg i 6 år af brystkræft med spredning til knogler og lever.

Hele hendes sygedomsforløb gik meget op og ned, der var perioder hvor hun havde det godt og perioder hvor det gik skidt, jeg var med i hele forløbet og har desværre fået angst efter det. Jeg tænker at du måske også har angst udfra hvordan du skriver du har det.

Det er meget voldsomt at være tæt på et menneske som er så syg og det har påvirket mig meget, og gør det stadig, det har ændret mit liv fuldstændigt. Jeg håber virkeligt at din mor får det bedre igen og at lægerne kan holde kræften nede, så du kan have din mor i mange år endnu.

og 1000 tak for dit svar.. Er rigtig ked af det du har oplevet med din veninde og ja, jeg kender alt til angsten.

Som der også står et sted i tråden mistede jeg min far for 10 år siden, det gik meget meget hurtigt, og jeg nåede ikke at snakke med ham før han var død. Han fik en massiv (måske flere) hjerneblødninger. Efterfølgende røg jeg ud i noget skidt, og der udviklede jeg angst og depression osv osv. Jeg fik diagnosen borderline for nogle år siden, har taget anti-depressiv medicin i mange år, men besluttede mig for at stoppe med dem på egen hånd for et år siden. Det gik så fint synes jeg, men fik en kæmpe nedtur da jeg stoppede alligevel, men så gik det pludselig rigtig godt i en uges tid eller noget, og så blev min mor syg, og det har selvfølgelig slået mig totalt ud, og jeg er næsten helt tilbage i angsten og depressionen igen

I dag har jeg været dygtig.. Skulle til massør og gik derhen.. Det tog ca. en times tid, og det var jo dejligt vejr, og dejligt at komme ud at bruge sig selv lidt.

Jeg kontaktede kræftlinien i dag, og snakkede i 50 min. med en rigtig sød dame. Det har hjulpet lidt. De er super super søde at snakke med og har al den tid man skal bruge til at få snakket.

Hvor har du bare været meget igennem, må være så frygligt at du har mistet din far, synes at livet kan være så uretfærdigt nogen gange. Jeg vidste godt at min veninde nok ikke ville blive 60 år, for lægerne havde sagt at hun ikke ville blive helbredt men at de kunne give hende livsforlængende behandling. Hun var igennem 5 forskellige slags kemo kure og stråling. Lægerne gjorde virkelig hvad de kunne og hun fik da 6 år med sygedommen, men det kom som et kæmpe chok for mig at de ikke kunne gøre mere for jeg var slet ikke forberedt på at miste hende allerede, hun var kun 32 år. Men jeg er så glad for nu at jeg trods alt fik lov at kende hende 11 år af hendes liv:-)

Jeg håber virkelig at lægerne kan hjælpe din mor så hun kan leve mange år endnu, de er så dygtige idag og heldigvis kan man leve mange år med en kræftsygdom.

Ked af at høre at du også slås med depression og angst og borderline, det gør jeg nemmelig desværre også, og det gør jo en mere sårbar, men med det du har været igennem synes jeg godt nok at du lyder som om at du klare det rigtig flot.