Sidder helt og tuder på dine vegne - jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dig - men sørg for at være der mens din morfar er indlagt og mens han evt dør - nyd din sidste tid med ham

Du skylder ikke din morfar at være stærk - kun at være der - husk det - nyd minderne og tiden lige nu

Tag et par album med på hospitalet og snak og tud sammen med ham

Trøsteknus herfra

Du skylder ikke NOGEN at være stærk! Du har lov til at være ked af det. Selvom det ser mørkt ud nu, så skal alting nok blive bedre...Hvis han dør nu, hvilket du vel et eller andet sted selv tror, synes jeg at kunne fornemme på dit indlæg, så bliver sorger også til at bære på et tidspunkt...men det tager lang tid, og det er en kæmpe process. Brug den sidste tid til at være så meget sammen med ham som overhovedet muligt.

Sagde Karina, der som 17-årig mistede sin far.

føler virkelig med dig, jeg mistede min morfar 12 februar i år.

han blev indlagt med lungebetændelse og var i bedring og skulle egentlig ha været hjem dagen efter. jeg var ude og besøge ham om onsdagen hvor han skulle ha været hjem torsdag. min mor blev så ringet op onsdag nat at han var blevet dårlig igen og torsdag aften var han meget dårlig, han lå med ilt og var ikke til at komme i kontakt med, hele familen var der og da de tog hjem blev jeg lidt tid alene med ham, det var virklig hårdt at se ham ligge der, jeg havde jo lige snakket med ham dagen før.

glemmer aldrig det billede af ham ligge der.

men jeg fik heldigvis sagt hvor meget jeg elsker ham og jeg håbede vi sku ses igen, han fik et kys og jeg gik, dagen efter var han væk.

man kan ikke forberede sig på det, jeg vidste nok godt inderst inde at jeg ikke så ham igen.

jeg kunne heller ikke forestille mig han ikke sku være her mere. han blev 87, og var frisk til det sidste.

undskyld mit lange indlæg.

hvad fejler din morfar?

håber for jer at han blir rask igen, det er sgu ik sjovt.

store krammer fra mig.

... uvægerligt slutte med at man dør.

Det er svært at miste, men husk at din morfar har haft et langt og forhåbentligt godt liv. Han har børn, børnebørn og oldebørn der elsker ham - det er da stort!

Du skylder ikke nogen at være stærk, men for din egen og din morfars skyld vil det være godt at indse at denne sygdom KAN ære enden på hans liv.

Vær hos ham, fortæl ham at du elsker ham og hvor meget han betyder for dig - og hvis det lakker mod enden for ham, så vær der når han dør, hvis du har muligheden.

Jeg har netop for et par uger siden taget afsked med min mor - hun er ikke død, men har sandsynligvis kun få måneder tilbage. Men hun bor i Mexico og jeg bor her - så jeg kan ikke være der hos hende.

Uanset hvor meget jeg fik fortalt hende og vist hende at jeg elsker hende, og uanset hvor meget jeg sagde farvel, så ved jeg at når beskeden kommer om at hun er død (den kan komme i morgen eller om et halvt år - det vides ikke, men det er usandsynligt at jeg ser hende igen) så vil jeg sandsynligvis alligevel komme til at bebrejde mig selv at jeg ikke var der nok. Også selv om jeg ved at det ikke er muligt.

Den mulighed har du - brug den hvis det er nu det er tid!

Og når han er død, så husk, at du skal ikke være stærk for nogen - men du kan dele sorgen med din mor og moster og øvrige familie.

Trøstekram...

trøste kram herfra...

Ih hvor jeg stortuder nu... Kæmpe trøst herfra - håber det bedste for Jer!

Min egen højtelskede morfar døde for en måned siden.. og det gør bare så ondt. Jeg savner ham hver evig eneste dag, og når jeg bliver student og får huen på på fredag - så er det bare ikke længere det samme, når han ikke er der. Intet er det samme længere.

Jeg ved, at man "skal videre". Men ved også, at sorg skal bearbejdes med tiden, og man skal ikke bare "glemme" - det gør blot det hele værre.

Hej.

Føler med dig, jeg har nemlig været igennem det selv.

Mistede min Morfar i sidste uge. Dette er en meget stor sorg, da han er en af de mest betydningsfulde mennerske i mit liv.

Jeg er nermest opvokset på hans shetlænderstutteri, og han har lært med stort set alt om shetlandsavl.

Jeg tænker på ham hver dag, og tuder endnu et par gange om dagen, men prøver at huske på at han nu har fred og ikke kommer til at ligge syg i flere måneder.

Jeg syntes selv at han var for ung 78 år, men kræften to magten, og heldigvis viste vi det kun i en uge at enden var nået.

Jeg prøver også at være stærk for min Mormors skyld, men jeg VIL altså også ha lov at græde min sorg ud...

Morfar blev begravet i Fredags, men valgte at fuldføre Løgstør dyrskue lørdag. Havde tilmeldt en hoppe som var født hos ham, og ville jo gerne stadig reklamere for hans betydningsfulde avl af shetlandsponyer.

Min hoppe gik fløj og fik 23 point og ærespræmie, og måtte da lige tørre tåre væk fra øjnene..og sende et smil op mod himmlen...håber Morfar sidder på en sky og kunne se hende...

Håber at din Morfar kommer sig...

Kæmpe tanker og kram Helle

Hej.

Først og fremmest er jeg ked af og høre det står så skidt til .

Og som de andre siger. DU skylder ikke nogen og være stærk. Man har lov til at være ked af det når en man holder så meget af er så syg .

Sørg for at være sammen med ham så meget så muligt. Evt ta ud og besøg ham og snak med ham . Det tror jeg helt sikkert ville betyde rigtig meget for ham. Og det som FIESTA skrev med at ta et fotoalbum med der ud ville være en rigtig god ide.

Jeg mistede selv min mor for 16 år siden da jeg var 2 år .

Det er utrolig hårdt, men på et tidspunkt blir det bedre og man lære at leve med sorgen.

Jeg har tit perioder hvor jeg savner min mor rigtig meget og kan være rigtig ked af det og i dårligt humør .

Når vi er ude på kirkegården ved hendes grav kunne jeg tude. Men da min far og bror er med gør jeg det iik. Jeg holder det for mig selv hvilket er dumt. Men jeg kan bare iik græde foran dem.

Trøste kram herfra og så håber jeg det bedste for alle sammen