Det minder lidt om min farfars historie:
Han var en bondeknægt i Nordfriesland da 2. Verdenskrig brød ud. Han blev indkaldt, og måtte jo komme da han ellers ville være blevet skudt for en krigsret - 17 år gammel i 1944. Han var så også i Frankrig til uddannelse, og en dag var han ude med en gruppe soldater. De overnattede i en skole. Midt om natten stod han op, kun iført bukser, og går ud for at lette sig. I det samme bliver skolen ramt af en bombe, han slåes bevidstløs og overlever - som den eneste. Dagen efter slutter han sig til en anden gruppe, og overlever også resten af krigen.
Derhjemme på bondegården fik dem derhjemme et brev om at han var omkommet... Man havde jo fundet hans hundetegn imellem ligresterne i skolen, og dengang, unden EDB, var kommunikationen jo ikke så nem. Han kom alligevel hjem, og de glemte alt om brevet.
Indtil han skulle have sin landmandspension, der fik han et brev om at det kunne han ikke få, for han var ikke W.... C......, for han var faldet i krigen!!! Han måtte finde folk der havde kendt ham før krigen til at vidne at han vitterligt var W..... C...... 
Jeg håber du kommer dig over tabet af din mor, og håber at de andre med tiden også vil se det sjove i at kommunen kom til at rode i det - en lidt sjov ting i en trist tid.
/Lene
Selvfølgeligt sagt i sjov, men det forklarer da en del...
