Der er ca 4 indlæg om depression eller frustrerede teenagere herinde om dagen, man skulle tro det var et must for at være hesteinteresseret - nu er jeg rigtig kold når jeg siger: Søg efter kl 23 og du vil finde en masse om emnet.

Jeg håber du får en rigtig god snak med din læge, som helt sikkert kan hjælpe dig.

Heidi: Og hva så om der allerede er 4 indlæg om samme emne? Der er ski da også andre emner der bliver taget op i flere tråde.

Kære Cashew...

Du skal lytte til din mor og gå til lægen , det er det eneste rigtige at gøre. Jeg gik med en depression i 1½ år, før jeg til sidst erkendte, at jeg bare ikke kunne rejse mig alene! Jeg måtte have hjælp, ikke af en psykolog, som allerede uden succes var afprøvet, men af lægen.

De ting du skriver lyder ret velkendt, prøv at søge på depression på google, her kan du læse meget om symptomer osv... det havde jeg stor glæde af, idet det var noget af en øjenåbner, at det rent faktisk er en sygdom og noget rent kemisk som sker i hjernen. altså ikke bare noget man kan tage sig sammen til at ændre!!

Til HeidiS som skriver lidt irriteret over " alle de deprimerede hesteteenagere"...jeg er altså 40 år og synes måske du kunne bruge dit overskud til bare at undlade at læse de indlæg om emnet og lade dem som rent faktisk har glæde af at dele erfaringer, søge ligesindede osv, læse dem. Ved godt, at dette er en hesteportal, men alle emner tages jo op her ikk?

Vær glad for, at du ikke har det meget plagsomme problem og vis istedet forståelse for dem der har.

God bedring Cashew!

Kærlig hilsen Christof

Heidi:

Nu er det sådan at jeg ikke bare er som "alle andre" og derfor gerne søger svar for netop MIG..

Men tak for dit råd. Vil da søge alligevel og se om der dukker noget brugbart frem..

Men hop evt indlæg over hvor du synes "de irriterende hestetøser skriver om deres teenage problemer" over - du er ikke tvunget til at afgive ét svar.

Jenna: Jo tak. Jeg håber han kan. Men er bar usikker. For føler bare pt at ingen kan hjælpe mig - Udover MIG selv. Men jeg jo dum nok til ikke at tage mig sammen til noget. Lige meget hvor meget jeg siger til mig selv

Christof: Hvad snakker man præcist med lægen om ? (Skriv evt en PB - hvis du føler for dét) Jeg har lige søgt lidt på google.dk og netdoktor.dk og kan egentlig godt se at jeg har de samme syntomer.

- Tak for jeres svar

jeg har set dep, håber du får det bedre, du er velkommen til at skrive til mig hvis du har lyst

Hej Cashew

Du skal bare fortælle lægen nøjagtig det du har skrevet da du startede denne tråd.

En god læge kan sagtens finde de relevante og ikke relavnte symptomer i sådan en samtale. Desuden er der nogle rent fysiske træk ved deprimerede patienter som er ganske tydelige.

Der er mangel på mimik i ansigtet, det hele går ligesom lidt langsommere og er lidt stivnet. Kuløren er sådan lidt gennemsigtigt, kropsholdningen anspændt og ofte græder deprimerede mennesker lettere end andre. Desuden kan de blive lidt febrilske hvis de presses i visse situationer og ellers bryder de helt sammen.

Der kan være mange årsåger til at folk bliver deprimerede og de nogle kan tackle kan andre ikke og omvendt.

I første omgang vil du højst sandsynlig blive tilbudt anti-depressiver og det tager et stykke tid før de virker -ofte går der et par måneder før den kemiske virkning opnår fuld effekt. Men bare det at komme til lægen og føle at der bliver taget hånd om en starter en forandring.

Du skal derefter sætte dig ned og tænke nøje over hvorfor du har reageret på situationen som du har. Hvad det er du ikke kan tackle, som gør at din krop/sind bruger det at blive ked af det som forsvar. Et rigtigt dårlig forsvar endda.

Det er vigtig at få analyseret nogle af dine primære handlemønstre, sådan at du fremover i dit liv kan håndtere det som er svært uden at blive "helt fra den ".

Måske synes du ikke at der er nogen åbenlys årsag, måske er det bare det hele. Men når man får talt om det, viser det sig at der faktisk er nogle grunde og dem må man få lært at tackle.

Det er hamrende svært at være ung, men hvis du får styr på det, bliver det også nemmere at blive voksen.

Nu har du jo været på hestenettet i et par år, så vi er nogle som har fulgt dig fra sidelinien (også da du havde et andet ryttersnaknavn) og uden at blive alt for personlig, så er det mit indtryk at du er en dygtig og ambiøs pige, der gerne vil kunne det hele - og gerne mere end.

Det er tit de perfektionistiske og stræbsomme dygtige piger som ikke kan indfri deres egne meget høje krav til sig, selv som bliver deprimerede når de på et tidspunkt ikke helt kan kontrollere og styre deres liv til fulde.

Jeg tror du skal slippe nogle af de præstationskrav du sætter til dig selv og acceptere at ingen af os er perfekte og at nogle gange er det man gør godt nok - det behøver ikke altid blive bedre.

Tilgiv mig hvis jeg tager fejl af dig, det er bare et bud som du kan vælge at tage hvis du synes det passer.

I hvert fald held og lykke med det hele.

mvh. katrunte

En depression er individuel, men symptomer kan f.eks. være

• følelse af nedtrykthed.
• Markant nedsat lyst/interesser.
• Reduceret energi, svær træthed.
• Nedsat selvtillid eller selvfølelse.
• Selvbebrejdelser, svær skyldfølelse.
• Tænke- og koncentrationsbesvær.
• Svær indre uro eller hæmning.
• Søvnforstyrrelser.
• Betydningsfulde ændringer i vægt eller appetit.

Netdoktor.dk har mange gode artikler om emnet, som bestemt er værd at læse.

Lægen kan enten udskrive en recept på antidepressive medicin til dig eller lægen kan give dig en henvisning til en psykolog.

Det skader ALDRIG og snakke med lægen om det. Vær ikke bange for at lyde mærkelig, åndssvag osv. For det er du IKKE! Du er god, fordi du netop søger hjælp/svar. Sig tingene som de er, at du tror, at der er en depression på vej. Fordi du normalt er fuld af smil og energi osv.

Det kan være svært at komme over en depression, men det kan sagtens lade sig gøre.

Det handler om, om dit glas er halv tomt eller halvt fuldt.

Se det positive i ting, vend det negative om, så der kommer noget positivt ud af det.

Tingene kan ALTID blive være end de er nu, ALTID.

Du er velkommen til at skrive en PB.

Jeg mener ikke noget negativt med mit indlæg - det var snarere med et smil på læben jeg skrev det...

Men tror vist det er ved at være dén tid på måneden siden I alle kan hidse Jer op over jeg skriver frustrerede teenagere.

HeidiS: har du ikke noget pænt at sige, så hold din mund lukket eller fingerne væk fra tastaturet.

'Frustrerede teenagere' er et stort problem og det bør tages alvorligt. Selvfølgelig er der nogle teenager, hvor livet går i sort, hvis en anden har en magen til bluse som dem selv. Men der er rent faktisk andre som har problemer og brug for at sted at komme af med dem.

Det er ikke et must for hesteinteresserede, jeg citere netdoktor:

På en tilfældig dag vil mellem 100.000 og 200.000 danskere have en depression. - Det kan da ikke være hesteinteresserede alle sammen, vel?

rigtigt at der er mange herinde der har det skidt, men jeg har nu ikke noget imod at folk skriver herinde. Hvis man føler det kan hjælpe at skrive det i et forum, hvor andre mennesker kan læse, prøve at forstå, eller måske er man heldig at der rent faktisk ER nogen der forstår, så kan jeg intet dårligt se i det.

Der bliver lavet mange indlæg der ligner hinanden, og jeg kan ikke bebrejde folk der har det skidt at de skriver deres egen historie - tror ikke man har overskud til at søge om emnet, og hvis man har, syntes man måske ikke helt man kan identificere sig med de andre der skriver.

Men derudover så er der mange der i vintermånederne får de her vinterdepressioner - jeg har selv tildensen, men der har (7-9-13) intet været i år, so far!

Men det er meget almindeligt, og man bliver bare nødt til at prøve at overbevise sig selv om at det går over igen... ligesom en forkølelse som man bare føler tager livet af én - det går over igen! (ja, det var lidt sort, men jeg er forkølet lige nu, og det er BARE nederen).

Jeg syntes også det er rigtig fint at du tager til lægen, for det eneste der kan hjælpe en rigtig (altså, de findes jo i større eller mindre grad) depression, er medicin.

Derudover er det vigtigt at du har nogle veninder/familiemedlemmer du kan tale med om hvordan du har det, og græde ud ved. Når man har en depression, kan man nemt komme til at føle sig meget alene, selvom man slet ikke er det, og derfor er det vigtigt at du kan tale med nogen, som er tæt på dig, om det.

Det kan godt skræmme folk, hvis der ligepludselig kommer et udbrud fra dig, men husk endelig på at det ikke skræmmer dem væk!

Du må bare ikke tro at de ikke siger noget behjælpeligt, fordi de ikke VIL hjælpe

Jeg har skrevet en kort version, fordi jeg kan se at der er andre der har givet dig en god og lidt mere detaljeret forklaring - primært var det bare for at sige at jeg syntes der skal være plads til alle herinde, uanset om man skriver noget, der kan minde om andre indlæg

Held og lykke med det - jeg håber snart du er ovenpå igen

Malllou: Tak for det

Katrunte: Du kan vist godt have ret ang at vær perfektionist til tider. Jeg har da ikke brug for hjælp til nogle ting, jeg klarer det hele selv. Skolen skal være perfekt, lektier lavet inden aften, arbejdet skal gå godt, det går mig MEGET på hvis der fx er minus eller plus i kassen - dvs at kassen ikke passer med 0,- og går op (Arbejder i netto). Hvilkent den ikke gjorde igår.

Hvis hesten ikke går optimalt eller har en af sine dage, plejer vi dog at stoppe træningen - men så begynder jeg at tænke på om hvad jeg gjorde forkert siden hun gjorde dét og det og ikke reagerede på dét og det. Desuden om hun måske er syg eller har ondt siden hun gjorde dét osv..

Hvis jeg har været til fest - så næste dag tænker jeg hele festen igennem. Hvorfor gjorde jeg egentlig lige dét og det? Det skulle jeg ikke have gjort - og så går det selvbearbejdelse i meget af det.

Så du har på et punkt nok ret i ang at; Jeg KAN og VIL selv..

Tak for din forklaring ang. depression, læge osv - det prissætter jeg virkelig du gad tage tid til.

Vinnie: Jeg har lige læst lidt på netdoktor og kan godt se der står mange "gode ting" om dét derinde. Tak

Tak for din forklaring ..

MissBuffel: Har også gået og tænkt over om det måsker en noget med kulden og vinteren at gøre ..

Hvad hvis det er det? Er vinter dep, det somme som en "alm dep" ?

- Tak for jeres mange svar, det har hjulpet lidt med indblik i det med depressioner. Tak fordi i gav jer tid

// Sandra.

Vinnie:

Jamen det er da også en rigtig pæn pædagogisk holdning du har, men har du overvejet at ikke alle kommer op af hullet de befinder sig i ved at blive strøget MED hårene???

Jeg kunne sagtens copy_paste mine 15 tidligere svar i depressionstråde, og JO jeg er vitterligt bekymret over vores frustrerede teenagere, men der findes fora hvor der sidder behandlere bag tasterne, der er betalt for at stryge små piger med hang til dyre bluser med hårene, og jeg mener de er bedre placeret dér hvor der er proffessionel rådgivning end hér!

Egentlige depressioner tror jeg slet ikke det er - som jeg har skrevet i en tidligere tråd, gør det ondt at blive voksen (Nogen bliver det jo først som 35 årige) - det er åbenbart bare blevet lidt "IN" at søge trøst og medlidenhed fordi vi idag har så brede kommunikationsmuligheder til rådighed.

Jeg har selv været nede og vende, gøre skade på mig selv, mine forældres deprimerede ven begik selvmord ved at hænge sig midt i stuen, hjulpet mange venner ud af "twillight"- zonen, da min egen sygdom har givet mig masser af indsigt i mennesket. Læst psykologi osv... Jeg HAR noget at have mine svar i - de er bare lidt kontroversielle!

Der findes forskellige former for depressioner. De fleste kender til `Fødselsdepression´ og det er jo ikke det samme som en vinterdrepression.

Vinterdepressioner kommer i takt med at vejret bliver trist og gråt, og det er mørkt meget af tiden. Det kan godt få nogle til at syntes at deres liv er gråt og trist

Håber på at det går godt hos lægen, og bliv ikke forskrækket hvis de vil "fylde" dig med medicin - det hjælper!

Lægen vil sikkert også foreslå dig at du skal sørge for at have en masse god opbakning - det er mindst ligeså vigtigt som medicinen. Det er vigtigt at der er nogen der forstår dig, hvis du fx til en fest går helt kold og bare vil hjem. Ét skridt af gangen... Rom blev ikke bygget på én dag (elsker det ordsprog ).

Håber du skriver en "update" når du har været hos lægen

MissBuffie: Okay, tak for dit svar

Dét skal jeg nok. Jeg skal dog først til lægen på mandag, for hun havde ikke tid før..

Hej Sandra

Hvor jeg føler med dig når jeg læser, hvordan du har det lige nu. Jeg lider selv af en svær depression, som får mig til at føle nøjagtigt som du beskriver. Jeg plejer også at være glad og positiv altid. Og det ER virkeligt svært at acceptere, at man pludselig ikke er det længere.
I virkeligheden er der jo ikke noget man hellere vil, end at vende tilbage til sit "gamle jeg".

Men Sandra, du må IKKE bebrejde sig selv, at du har det som du har det! Det er ikke din skyld, det er simpelthen en ubalance i din krop/hjerne/hvad man nu skal sige, der gør at du føler det hele er ligemeget. Jeg ved det er svært, men prøv om du kan lade være med at slå dig oven i hovedet hele tiden, med ting som du gerne ville gøre/ville have gjort anderledes osv. For det kommer der ikke noget ud af.

Da min læge konstaterede, at jeg havde en depression, brugte hun bl.a. et spørgeskema til hjælp. Jeg kunne svare ja til alle spørgsmål. Husker ikke alle spørgsmålene, men nogle af dem var om man ikke følte livet var værd at leve, om man havde tænkt på selvmord osv.

Det er super at du snakker med din mor om det. Jeg gjorde den store fejl, at jeg ikke indviede min familie i det fra starten af, og de kunne jo sagtens mærke, at jeg havde det skidt. Så de forstod ikke hvad der var galt. Husk, at det også er svært at være "pårørende"/ven/familie til en, der har en depression. Hvis man aldrig selv har prøvet det, så ved man ikke hvad det er. Og disse folk vil måske mene, at du bare skal tage dig sammen. Men det kan man ikke når man har en depression.

Du kan prøve at se på www.depnet.dk - en side for folk med depressioner med info, chat osv.

Lidt gode råd, som har hjulpet mig meget:

- sørg for at få noget frisk luft - gå gerne en tur hver dag, man bliver mere positiv af lidt motion

- sørg for at spise regelmæssigt i løbet af dagen (gerne 6 små måltider), da vores humør er meget påvirket af om blodsukkeret er stabilt

- prøv og tal så åbent om det, som muligt, så det ikke bliver et tabu

- vær tilfreds med dig selv når du har gjort noget, du synes er godt

Sidst men ikke mindst - så er det super at du har din hest. For det var nemlig - da min depression var værst - det absolut eneste, der kunne få mig ud af sengen.

Pas rigtig godt på dig selv, få en god og ærlig snak med lægen i morgen. Og har du behov for at snakke mere om det, så er du meget velkommen til at skrive en privat besked.

Hej Rikke.

Tak for dit velformulerede og lange svar

Jeg kan bare ikke rigtig lade være med at bearbejde mig selv for ikke at tage mig sammen. Som sagt - plejer jeg jo at vær aktiv, energisk og normalt plejer jeg ikke - en torsdag eftermiddag - at sidde her ved computeren?

Plejer at vær sammen med min veninder, hos hesten, samt i skolen. Ikke en gang at tage til tandlægen kan jeg tage mig sammen til

Det eneste jeg faktisk gider - er at tage ud til hesten, som jeg skal i aften..

Jeg synes bare det underligt, for det ligner ikke mig - men samtidig KAN jeg bare ikke.. Kan ikke tage mig sammen til de ting i min hverdag hvoraf jeg plejer at føle stor glæde, smilende og var energisk og akiv - glad. Hvorfor kan jeg ikke det? Jeg forstår det bare ikke. Jeg forstår bare ikke hvorfor jeg ikke kan give mig dé spark i r'ven som det kræver og så afsted, ud af døren. I skole, ud med veninderne, arbejde osv osv..

Det er jo ikke en gang fordi det særlig sjovt at sidde herhjemme i min seng og græde eller skrige? Jeg ved ikke.. Har lyst til begge dele.. Stille mig op ude på græsplanen og bare skrige af fuld halskræft - og så lægge mig i mit sorte hul bagefter og græde af frustration ?

- Du skal have tak for dit svar, det hjalp i hvert fald en del til at få indblik i hvad jeg bør og ikke bør gøre .. Desuden i hvert fald gennemtrængende beslutning til at jeg SKAL tage mig 110% sammen til at tage til lægen på mandag..

// Sandra.

Kære Cashew

Du kan vist godt have ret ang at vær perfektionist til tider. Jeg har da ikke brug for hjælp til nogle ting, jeg klarer det hele selv. Skolen skal være perfekt, lektier lavet inden aften, arbejdet skal gå godt, det går mig MEGET på hvis der fx er minus eller plus i kassen - dvs at kassen ikke passer med 0,- og går op (Arbejder i netto). Hvilkent den ikke gjorde igår.

Hvis hesten ikke går optimalt eller har en af sine dage, plejer vi dog at stoppe træningen - men så begynder jeg at tænke på om hvad jeg gjorde forkert siden hun gjorde dét og det og ikke reagerede på dét og det. Desuden om hun måske er syg eller har ondt siden hun gjorde dét osv..

Hvis jeg har været til fest - så næste dag tænker jeg hele festen igennem. Hvorfor gjorde jeg egentlig lige dét og det? Det skulle jeg ikke have gjort - og så går det selvbearbejdelse i meget af det.

Det her svarede du og det er præcis den opfattelse jeg har af dig. Du skal tage lige nøjagtig de linier, som du har skrevet til mig og kopiere dem ud.

Det var nemlig præcis dét som jeg mente.

Din "personlighedsstype" er nemlig i overhængende fare for at få sig en gedigen stress-depression. Når alt skal analyseres, kritiseres, bearbejdes og forbedres, lige fra arbejdsindsatsen over hobbyen til festen, får din hjerne og din krop aldrig fred. Det du kalder at gennemtænke er i virkelig en ret destruktiv måde at pine sig selv.

Du holder aldrig fri fra dig selv og stiller urimeligt høje krav. Jeg læst mellem linierne i nogle af dine indlæg hvor fokuseret du er på detaljer - det er flot at du ved så meget, men det er usundt ikke at kunne holde fri fra de små ting.

Jeg vil anbefale dig at få et par timer hos en god psykolog som kan lære dig at holde fri fra den perfekte elev, mearbejder, rytter, veninde, partypige og alt det andet du forsøger til fulde.

Bare halvdelen af det du kan og gør er mere end nok !! Tro mig !!

Slip tøjlerne i mere end en forstand. Du kan ikke holde til det i længden, kære ven.

At bebrejde sig selv alt hvad der ikke er 110 % i orden slider dig ned til sokkeholderne før tid, og din krop bryder sammen fordi dit hoved er ved det, og du ikke kan stoppe det.

Det skal du have lært.

Afsted med dig til lægen, gerne med henvisning til en dygtig ungdomspsykolog med speciale i piger fra "flinkeskolen".

Bliv nu ikke skræmt, du er ikke unormal eller personlighedsforstyrret eller andet.

Der er masser der har det sådan, men vi lever i et godt og moderne samfund, som har mulighed for at hjælpe dig til at tackle den del af en selv, som gør det lidt svært for den anden. Og nogle gange en lille redigering af ens handlemønstre gør en en stor forskel.

Det med at ville have kontrol over alt fanger dig mere end det gør dig fri. Viden er fint, men nogle gange skal du bare tillade dig at være lidt dum.

Alt er ikke dit ansvar !

Heller ikke selvom du mener at du kan bære det - for det kan ingen. Jo mere du tager på dig, desto mere bliver der bare læsset på. Det er dig selv som skal sige stop inden du går i knæ.

Jeg udtaler mig lidt skråsikkert omkring dig, men jeg kender/har kendt en del af din slags. Og graver nogen af os lidt i overfladen på os selv, kan vi såmænd også godt genkende dele af det.

Så ud i verden med dig - uden så mange krav til dig selv.

(og en tur til lægen)

mvh. katrunte

Katrunte: Ja, du har jo nok muligvis rart - for jeg sidder lidt med åben mund da du bar rammer så præcist ..

Men hvordan KAN jeg dog lærer at lade vær med - generalt - at tænke så meget osv?

Det da umuligt, for dét jo mig? Sådan er jeg jo - åbenbart?

Jeg kan gå i evigheder og tænke over - hvis jeg gik hjem fra skole fordi jeg følte mig sløj - om det nu også var okay, hvorfor holdte jeg ikke bare ud. Hvad vil min mor sige, hvad med mit fravær, hvad vil min lærer sige til mig næste gang fordi jeg ikke var der til sidste timer osv osv. Jeg får ret nemt skyldfølelse og selvbearbejdelse som du siger - og det er FRYGTELIGT.

Men jeg kan ikke lade vær med ta tænke sådan? Jeg kan ikke bare gå fra skolen - hvis jeg føler mig dårlig - og lade vær med tænke over fx de overstående ting?

Kan ikke bare gå med "god samvittighed" selvom jeg generalt ikke ligefrem har lavet noget dårligt eller forkert.

- Tak for dit lange svar, jeg "glæder" mig også lidt til at komme til lægen på mandag.. Men jeg aner ikke hvad jeg skal sige?

Min mor presser også lidt på. Hvordan har du det? Vil du tale om noget? Hvad tænker du på også?

Kom vist også til at bide hovedet lidt af hende hér idag - fordi hun bliver ved med at spørger hvad jeg tænker på - MEN JEG VED DET IKKE!

Det som om mit følelses- og tænkecenter er lammet.. Jeg ved ikke hvorfor jeg har lyst til at skrige og græde, dét har jeg bare lyst til?

Bør jeg sige undskyld til min mor? Nu går jeg endda også og tænker over det. Mit hoved sprænger om lidt.. Jeg ved jo godt hun kun vil det bedste for mig og ikke vil ha og ikke kan li at jeg har det sådan hér ..

Æv hvor er livet hårdt til tider..

Hej Cashew

Du skal printe den her tråd ud.

Dine egne forklaringer siger alt!

Vis den evt. til din mor og til lægen. Du formulerer dine bekymringer/problemer så ganske fint selv, så hvis du går i stå kan du bare læse din egen beskrivelse op.

Hvis din læge dygtige nok, kan vedkommende forstå det og hjælpe dig videre.

Din mor kan sikkert også godt bruge det til noget, hun er nåske ikke klar over at hun har et datter med sådan et massivt præstationskrav til sig selv.

Held og lykke til dig, nu har du fået hul på bylden, det skal nok gå.

Og du skal nok lære at holde op med at tænke for meget over tingene -du skal bare have hjælp til det.

Det kræver nogle helt konkrete øvelser og nogle støttesamtaler, så er den i hus.

mvh. katrunte

Katrunte: Dèt vil jeg så gøre Skal nok skrive når jeg hvar været hos lægen på mandag ..

Tak fordi du gad dig tid til at vejlede og skrive så lange beskeder til mig - det har hjulpet en del og fået mig til at åbne øjnene rent faktisk - over for nogle af de problemer jeg åbenbart uvidende går rundt med

- Tak endnu en gang

Det er lidt ligesom at læse om mig selv i din alder. Jeg havde det også meget svært, og så blev jeg sur på mig selv over det, for jeg havde jo ikke nogen grund til at være ked af det. Jeg havde det specielt svært som teenager, men jeg kan stadig en gang imellem blive fuldstændig fortvivlet.

Det er ikke sikkert, at du kan bruge det jeg skriver til noget, men her kommer lidt om, hvordan jeg har prøvet at tackle det.

Jeg er lige præcis en perfektionistisk type, jeg tænker altid efter om jeg kunne have gjort noget anderledes, jeg kommer ofte til at slå mig selv i hovedet med det jeg har gjort forkert. Jeg stiller meget høje krav til mig selv.

Det ses nok også på, hvor jeg er nu. Jeg er 24 år og er snart færdig med min universitetsuddannelse med et snit, der er to-cifret. Og det har bestemt ikke været nemt, jeg har haft det meget svært i perioder uden at kunne forklare hvorfor.

Da jeg gik i 2. g, blev jeg syg med høj feber, da jeg skulle til eksamen. Det samme skete i 3. g, hvor jeg havde mellem 39 og 40 i feber i 4 uger i træk. Det samme skete igen og igen på universitetet. Jeg blev simpelthen syg af mine alt for høje forventninger til mig selv.

Men ved de sidste tre eksaminer har jeg ikke været syg. Jeg har arbejdet rigtig meget med mig selv, jeg kender tegnene på, at det er ved at gå galt. Jeg har lært, at det er meget vigtigt, at jeg husker at spise regelmæssigt, husker at komme ud og væk fra opgaverne, husker at holde pauser, og husker mig selv på, at det er vigtigere at jeg ikke bliver syg end at min opgave bliver til et 13-tal.

At være som jeg er, har givet mig mange frustrationer, MEN jeg tror også, at det har gjort mig dygtig og opmærksom på andre områder. Efterhånden er jeg blevet bedre til at bruge det positivt i stedet for at gøre mig selv ked af det. Og det er jeg sikker på, at andre også kan gøre. Jeg er sikker på, at du kan arbejde med dig selv og gøre din perfektionisme til din force. Det tager bare tid.

Jeg tror, at det bedste, du kan gøre for dig selv, er at acceptere, at du har det svært lige nu. Acceptere at der er noget, du skal arbejde med. Acceptere at det tager lang tid og at det ikke går fremad hele tiden. Du skal også acceptere, at du begår fejl, siger noget dumt eller tror noget forkert en gang imellem, og at du ikke kan ændre fortiden. Til gengæld kan du lære af det til en anden gang.

Jeg ved ikke, om jeg har haft en depression på et tidspunkt. Jeg har aldrig talt med lægen om det. Jeg har faktisk aldrig talt med andre om det end min kæreste. Men han har været fantastisk og hjælper mig med at passe på mig selv, og jeg tror, at det er meget vigtigt, at man har en til at hjælpe sig med det.

Nogle har muligvis brug for medicin, men jeg tror, at man kan komme langt uden. Jeg ville selv være meget betænkelig ved at skulle på medicin, for jeg har set, hvad uforsigtig medicinering har gjort ved en af mine veninder. Så sørg for, at du går til en læge, som du stoler rigtig meget på.

Mvh

Anna

Hej Anna

Tak for din tid til at skrive. Kan sagtens se hvad du egentlig mener og "din historie" hjælper også - for jeg ser mig selv generalt også sådan.

Men.. I skolen - får jeg ikke særlig gode karakter og generalt ikke en læsehest.. Jeg ville gerne kunne fx matematik som jeg er virkelig dårlig til - men jeg kan ikke?

Jeg bliver ved og ved og ved og jeg opgiver snart. Jeg KAN ikke.. Det samme med Kemi.

Resten af fagene er fine og dem kan jeg skam sagtens, men mat og kemi - der jeg tæt på at opgive, hvilkent egentlig heller ikke ligner mig.

Det som om jeg har SÅ mange ting i mit hoved pt at jeg ikke kan overskue noget som helst. Dérfor mit sorte hul. Og jo - du har måske ret, for lige nu sidder jeg her på 37 i feber, ondt i halsen, hovedet, næsen løber er svimmel og generalt bar træt. Dvs = Jeg er blevet SYG og med en væmmelig hoste.. Ak ja..

Min veninde og anden veninde - skændes. De bruger nærmest mig som midterrubrik. Jeg skal bestille rejse, få lavet sommerferie skema til på arbejdet. Jeg skal på arbejde mandag og onsdag. Jeg skal i skole - men end ikke dét kan jeg overskue pt. Min veninde fra min klasse (har ikke været i skole siden onsdags) skrev til mig at vi har fået dét og dét for og dét og dét skal afleveres. Mit fravær er på højdepunktet pt grundet meget sygdom i løbet af HELE året og nu jeg syg igen?

Jeg har lyst til at stille mig op og SKRIGE !!

- Tak fordi du skrev

jeg har også en depression. min psykiater mener at det nok er fordi jeg stiller for høje krav til mig selv.

det startede med at jeg var ked af det, men da min hest så døde stoppede jeg med at gå nogen som helst steder. psykologen kunne ikke hjælpe mig, så jeg kom til en psykiater, som gav mig medicin, og det har hjulpet mig rigtig meget! nu går jeg på et dagafsnit på psykiatrisk afdeling, og så arbejder jeg meget med at prøve at stole på folk, sænke mine krav til mig selv, og så noget så simpelth som at stå op om morgenen!