Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

KOOR vandt Dressurens Venner - Cup kvalifikationen i Skive

Det blev holdet fra Kjellerup og Omegns Rideklub (KOOR), der vandt 2. kvalifikation i Dressurens Venner - Cup, som blev afviklet hos Skive Rideklub i weekenden. Ud over æren har sejren også sikret KOOR en plads i turneringsfinalen, der afvikles til september. 2. pladsen gik til holdet fra Viborg Rideklub (VIR), mens holdet fra Ikast Rideklub (IRK) blev nr. 3.

 

Top 3 i Dressurens Venner - Cup hos Skive Rideklub


1. plads Kjellerup og Omegns Rideklub (KOOR)

Pia Gram-Sørensen/Korporal Hærup
Anne-Sofie Møller/Ferrari
Karen Marie Bruun/Jakas Don Lux
Jesper Bisgaard Nielsen/Don Bernardo


2. plads Viborg Rideklub (VIR)
Rikke Bækgaard/Skovlys Herbert
Merete Holst Nielsen/Lucia-H
Anette Damsgaard/Latino
Mette Hassing Mikkelsen/Capaia VG


3. plads Ikast Rideklub (IRK)
Martin Korsbæk/Sion Af Hvarre
Stella Mark/Mosegaardens Fini
Stephanie A. Lauridsen/Mozart Qvist
Søren Carly Wind/Højersmindes Rocky


Skive Rideklub - et fristed for børn og unge
Skive Rideklub har eksisteret i 37 år og har i dag 275 medlemmer, hvilket gør den til den største rideklub i Skiveområdet. 70 - 80 % af klubbens medlemmer er børn og unge, og der er en meget stor elevskole i klubben. Netop børn og unge er også noget af det, klubben vægter meget højt.

 

Babyer, børn og unge
"Vi gør rigtig meget for børn," fortæller Jane Neess, formand for Skive Rideklub.

"Klubben skal være et fristed for de børn og unge, der kommer her, og der er liv og aktiviteter alle ugens dage. Vi har en rigtig velfungerende elevskole med mange elever. Og som noget nyt har vi babyhold hver lørdag formiddag. Her er eleverne under 7 år, og deres forældre er med til at trække og hjælpe deres børn. Det er enormt hyggeligt, og det har været en kæmpesucces, og der er lange ventelister".

Netop arbejdet med at få fat i rytterne allerede fra de er helt små, er nok en af årsagerne til, at der er så mange børn og unge i klubben.

 

Ridelinje og Skive Ny Ridecenter
Skive Rideklub ligger skønt ved siden af Skive Travbane og Fly plantage. Plantagen giver selvfølgelig mange muligheder for dejlige naturoplevelser til hesteryg, og klubben og travbanen har i årenes løb etableret et samarbejde, hvor de hjælper hinanden med ting, der har med driften af stort hestehold at gøre. En berider er ansat som daglig leder af klubben, og her dyrkes stort set alle ridesports discipliner lige bortset fra voltigering. Den nye breddeaktivitet TREC har allerede gjort sit indtog, og der er desuden en stor handicapafdeling på stedet. Som noget helt nyt er klubben begyndt et samarbejde med Skive handelsgymnasium og Sports College Skive om en ridelinje i forbindelse med erhvervsuddannelserne.

 

Som så mange andre danske klubber har Skive Rideklub haft problemer med at opfylde kravene til den nye lov om hestehold. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, for klubben har af den grund startet et projekt, der hedder Skive Ny Ridecenter. Her har det først og fremmest drejet sig om at finde en løsning på den gamle stald, som ikke overholder de nye krav. Det blev debatteret, om stalden skulle renoveres og laves til ponystald, men beslutningen blev, at stalden skal rives ned, og der skal stå en ny stald klar i slutningen af 2013/starten af 2014. I forbindelse med projektet Skive Ny Ridecenter skal der også anlægges nye dressurbaner m.m., og klubben kommer uden tvivl til at stå med flotte faciliteter, når det hele engang er færdigt, til gavn for klubbens mange medlemmer.

 

Dressurens Venner - Cup i Skive Rideklub
I weekenden afholdt rideklubben heste-distriktstævne i springning og dressur, og i den forbindelse blev der afviklet en kvalifikationsrunde i Dressurens Venner - Cup. Det er ikke første gang, at Skive Rideklub har været vært for klubholdsturneringen, og generelt bliver der afholdt mange cups i den midtjyske klub, så stævnearrangørerne er rutinerede i at få denne slags turneringer afviklet.

"Til sådanne lidt specielle stævner gør vi naturligvis lidt mere ud af det. Vi skal sørge for blomster og præmier til de placerede ryttere, men derudover skal der selvfølgelig også sendes en pressemeddelelse ud og opdateres på Facebook. Vi prøver også at få fat på det lokale TV, for at få dem ud at filme, men det er altid svært", Siger Jane Neess.

 

"Jeg synes, det er rigtig interessant med klubholdsturneringen - niveauet passer rigtig godt til vores klub, og den bredde, der er i klubben. Det betyder, at vi kan samle flere hold, der kan være med i turneringen. Klubholdsturningen er for alle, og det trækker også et større publikum - hvis altså vejret er med os! Det er rigtig fint, at der nu skal være to dommere på også i kvalifikationen. På en eller anden måde syner det mere vigtigt, når der er to dommere".

 

Turneringsplan: Dressurens Venner - Cup
4. - 5. maj, Hjørring Rideklub
25. - 26. maj, Skive Rideklub
1. - 2. juni: Højfyns Rideklub
29. - 30. juni, Blåvands Huk Køre- og Rideforening
29. - 30. juni: Maarum Rideklub
10. - 11. august: Hvalsø Rideklub
14. - 15. september: Holte Rideklub - FINALE

 

Om Dressurens Venner - Cup
Dressurens Venner - Cup er en konkurrence i dressur for klubhold, der afvikles over seks kvalifikationsrunder og en finale. Kvalifikationsrunderne fordeles således, der afholdes to runder på Sjælland, en på Fyn og tre i Jylland. De seks kvalifikationer afvikles som udgangspunkt over en dag, og afvikles i LA2, mens finalen afvikles over to dage. Ved finalen rider to af holdets rytter LA2 og to ryttere rider LA5. Holdene skal bestå af tre ryttere på tre heste eller fire ryttere på fire heste, hvoraf de tre bedste tæller.

 

Doteringer
Ved hver af kvalifikationsrunderne er der 4.000,- kr. i 1. præmie, 2.000,- kr. til 2. pladsen og 1.000,- kr. til 3. pladsen. I finalen er der 10.000,- kr. til vinderholdet, 6.000,- kr. til 2. pladsen og 4.000,- kr. til 3. pladsen. Vinderholdet får også et klubforedrag med Ingdams.

Herudover sponsorerer Ingdams rosetter til de tre placerede hold samt underlag til det vindende hold i både kvalifikationerne og finalen.

 

Om dressurens venner
Foreningens formål er at fremme en visionær udvikling af dansk dressursport med henblik på at højne kendskabet og det faglige niveau. Dressurens Venner tilstræber at sætte fokus på dressurridning, at støtte dressursporten, at have opmærksomhed på talentudvikling og give dressuroplevelser af højt niveau.

 

Kilde: DRF

Billede

(arkivfoto: JP-Photo)


 


Tilføjet d. 27-05-2013 kl. 20:41 af i kategorien Ridesport.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider