Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Stjerne med kant

Den danske jockey har haft enorm betydning for skandinavisk galopsport på grund af hans dedikation og seriøsitet.

50 år 28. februar

Kim Andersen var indtil forrige år den lysende stjerne på de skandinaviske væddeløbsbaner. Championaterne kom på stribe i de tre lande, og gang på gang red han først over stregen i de allerstørste løb.

Men karrieren blev i 2011 brat afsluttet, da en hest sprang skævt ud af startboksen, og Kim Andersen fik et vrid i benet, der fik en ulmende skade i hoften til at springe op. Operation var uundgåelig, og han fik to nye hofter.

Beslutningen om at slutte karrieren blev taget med samme stålsathed, som også i sin tid havde bragt ham til tops og havde bragt ham tilbage i sadlen efter flere andre alvorlige skader.

Kim Andersen satte nye standarder for hele den skandinaviske jockeystand. Allerede da han kom i lære som jockey hos træner Franz Nutz på Hvidegården i Lyngby, viste han, at han var villig til at kæmpe med næsten alle midler for at blive den bedste.

Det var dengang, der stadig var færger mellem Kalundborg og Aarhus, og på den tre timer lange tur var der god tid til at tale om væddeløb, og Kim Andersen spurgte ind til, fx hvordan han kunne udvælge sig de rigtige heste at ride.

Turene var i øvrigt også en form for 'værnepligt', for næsten ingen jockeyerne gad tage på de lange ture til Jydsk Væddeløbsbane for at ride to heste og så køre hjem igen til Klampenborg. Men Kim Andersen gad, for han vidste, at han skulle knokle på og ride så meget som muligt for at blive god.

Uddannede sig i udlandet
Og god blev han, blandt andet gennem sine ophold i Australien og USA, træningen på den mekaniske hest og den megen konditionstræning. Hans energi og vilje er legendarisk, men selv om Kim Andersen ville vinde for enhver pris, var det ikke med 'ulovlige' midler. Han er af dem, der har fået færrest straffe af dommerne i voldgiften. En gentleman over for både kollegaer, ejere og trænere, der samtidig forstod at få hestene til at yde deres bedste, også heste, som andre fandt besværlige eller uærlige.

Kim Andersen var den første blandt de skandinaviske jockeyer til mange ting: at ride på verdens mest berømte meeting, Royal Ascot, ride i Dubai, købe en mekanisk træningshest, og den første, som holdt sin vægt stabil hele året ved at spise sundt. Bortset fra en selvkomponeret isdessert på Hotel Fortunen lørdag efter løbene. Den kom på menukortet som en 'Kim Andersen'.

Men som mange andre store sportsfolk har Kim Andersen også en mørkere side, den side af ham, som måske er hele drivkraften for hans karriere: Temperament. Han kan blive noget så hidsig, netop fordi han engagerer sig så stærkt.

»Hun er en kælling, men du kender jo hopper - hov, det må du ikke skrive, bare skriv, at hun er besværlig,« kunne det lyde i interviewet, når en hest havde skuffet. Men skuffelsen blev inden for sekunder overvundet af hans professionalisme, og han modererede sig.

Ond i sulet
Med årene har Kim Andersen fået mere mod på at udtale sig offentligt om sine holdninger, og det er som regel med udtalelser med kant, for han ved nu mere præcist, hvad han selv står for.

»Jeg kan godt blive ond i sulet, hvis der er en, som ødelægger min chance. Han får igen af samme skuffe. Så sørger jeg fx for, at han bliver lukket inde i feltet under løbet, eller et eller andet.
Og så finder han ud af, at det skal han sgu nok ikke gøre igen«, fortalte Kim Andersen om de uundgåelige positionskampe undervejs i væddeløb i et interview for næsten ti år siden.

Da Kim Andersen sagde farvel karrieren som jockey, var det samtidig et farvel til træner Søren Jensen efter 22 års samarbejde, hvor de to sammen har vundet praktisk taget alle storløb i Skandinavien.

Ny karriere
Selvfølgelig havde Kim Andersen allerede lagt nye planer, da han gik ud ad lågen fra stalden på Enghavelyst i Klampenborg. Han vil ordne tænder på heste, og han følger nu en ekspert på området, hvor han får lov til at øve sig på hestene, og han skal nok blive ligeså god til sin tredje karriere - han er også uddannet bager - som han har været til de to foregående.

I dag kan man kan ikke se, at han har to kunstige hofter, for han er atter rank og smidig som en kat, for genoptræningen var endnu en udfordring, som bare skulle overvindes.

Af Hanna Milling/ Hestesportens Medier


Billede

Kim Andersen i Karin Sallings væddeløbsfarver. Foto: US Photo.


Billede

Kim Andersen springer ud af sadlen efter sejren i Dansk Derby 2002 med The Khamsin. Foto: US Photo.


Tilføjet d. 05-03-2013 kl. 22:00 af i kategorien Galopsport.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider