Nu bæres lyset frem
stolt på din krone
rundt om i hus og hjem
sangen skal tone
Nu på Lucia-dag
hilser vort vennelag
Santa Lucia, Santa Lucia
Meget tidligt i morges blev vi alle sammen, heste som mennesker, gennet tidligt ud af sengen, ud på gårdspladsen. Vi anede ikke hvad vi skulle så tidligt op for. Da vi havde stået dér og glanet ca. 10 minutter uden der skete noget som helst, vendte vi næsen ind mod vores lune bokse igen. Men så spidsede vi ører! Hvad var det? Sang? På denne tid af morgenen? Det kom ikke inde fra huset. Det var fra nabogården! De var på vej over mod os! Hvor var det kønt, det der blev sunget. De kom nærmere. Nu kunne vi se, at dem der sang, sad i naboens smukke gamle hestevogn, i lange hvide kjoler, og den ene havde en krans med ild i håret. Vi var som fortryllede alle sammen. Det var så smukt.
Naboens stalddreng var kusk. Med sig havde han, ud over koret, nogle sjove gule brød, der var snoet i kunstfærdige mønstre. De smagte godt. Han er fra Sverige. Han fortalte, at i meget gamle dage, der hvor han kommer fra i Sverige, mente man dengang, at natten til d. 13. december var årets længste nat, der måske aldrig ville få en ende. Man frygtede, at mørket ville vare ved. Derfor sang man mørket væk, med masser af lys og byde gårdens beboere og gæster på brød, der var gult som solen.
Det virkede jo! Natten fik ende, solen brød frem. Han synes, vi skulle opleve en af hans svenske traditioner. Jo, jeg kender godt lucia, men mest, fra det børnekor, der går syngende gennem byen, med en luciabrud forrest. Jeg kan godt lide den svenske måde at fejre lucia på. Det er meget romantisk. Min passer har ildrøde kinder, mon hun er ved at blive syg?
Nu vi har været så langt tilbage i tiden her til morgen, tror jeg, at jeg vil gå på museumsbesøg.