Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Gode danske dressurresultater for kuske i Frankrig, Pau

Jørgen Konge er taget med 7 danske kuske, heraf fire pony- og tre hestekuske ca. 2000 km syd på til Pau og beretter her om, hvordan det er gået dem i dressuren, der blev kørt torsdag og hvordan de oplever forholdene.


Det er nu ikke fordi det har hjulpet på varmen at komme syd på, det er hundekoldt og det fryser om natten, så det kniber lidt med at holde varmen i campingvognen.


Men det kan ikke ødelægge glæden over de gode resultater ponykuskene har opnået. Kristina Klindt vandt sin klasse med 45,95 strafpoint, dommerne var ikke helt enig i at hun skulle ligge der. To dommere mente, hun skulle ligge på en andenplads. Det forstår jeg ikke helt, men ved at se på hvem de gerne vil have som vinder, så ønsker de nok lidt mere energi bag fra. Det gjorde jeg også, men til gengæld så jeg et fejlfrit program og masser af overgange, pæn holdning og takt. Kristina har selv fortalt i lejren, at da Callisto kom ind på banen, gik gassen af ham. Jeg hørte i presseteltet at en tysker havde oplevet det samme. Han mente, det var fordi opvarmningsbanen er tung, når hestene så kommer ind på den lette grusbane, så slapper de lidt af. I hvert fald kunne der godt havde været lidt mere bagfra, især i begyndelsen. Men der var ponyer hvor der nok var lidt for meget, der kom i hvert fald fejl. Amanda Justesen kom på en 6. plads som hun må dele med Maxime Maricourt fra Frankrig med 55,30 strafpoint. Amanda kørte et rigtig fint program, især i betragtning af de problemer hun har haft med dressuren. Der var et par smuttere, et forkert galopanspring til venstre, som dog hurtigt blev rettet. Men ellers pæn stabil holdning, gode øgninger og stabilt gang.


Billede

Den regerende verdensmester Kristina Klindt. Foto: Jørgen Konge


Lars Dau blev nr. 2 i klassen med 2-spand pony. Han fik 50,43 strafpoint. Vinder blev Christof Weihe, fra Tyskland med 47,74 strafpoint. Jeg kan ikke kende forskel på de Haflingere som Lars kører med, og har ikke fået ham spurgt om de er nye. Men i hvert fald var den ene ikke helt stabil fortil og de første øgninger kunne være bedre og det blev de, de sidste var bedre. Men ellers er der jo ro og god takt i spandet, så det er kun nogle små ting, men der er ikke plads til små fejl der hvor han befinder sig, hvis han vil vinde. Anette Holst Irming blev nr. 5 med 57.98 strafpoint, Lidt mere samling i volterne i sær bagtil, skridtlængden er lige lang nok. Så er der en pony der er lidt urolig fortil, ikke meget men nok til at en dommer går ned af i stedet for op. Men et rigtig pænt program.


I hest-klassen fik Peter Koux 76,93 strafpoint. Dommerne har ikke ruttet med karakterne, med rette vil nogen påstå, og ja det er en svær hest at dømme, for hovedet sidder lidt løst. Men benene er taktfaste og korrekt gående. Så i de få øvelser hvor den gik pænt med hovedet, tror jeg ikke den blev belønnet. Peter blev nr. 10 ud af 11. Vinder blev Carlos Sanjuan Fandos fra Spanien.


Grunden til at så mange danskere er draget syd på, er, at stedet skal være vært ved VM for ponyer til næste år. Det er altid rart at have set, hvordan stedet er, hvor ting og sager er, så de ikke skal lede efter det næste år. Kuskene og deres hjælpere er især glade for stalden. Det er faste bokse og forholdene er rigtig gode i stalden. Camping er også i orden. De kunne godt ønske sig bedre opvarmningsforhold. Det er en græsmark, som græsmarker nu er og en meget dyb og tung grusbane. Forhindringerne er rigtig fine. Her til stævnet er forhindringerne lavet så de er svære men ikke umulige, der er god plads, men der skal køres snævert hvis man vil vinde. Og så er der masser af væltbare elementer. Jeg skal lige understrege, at ingen er udtaget til VM næste år endnu. Det er køreudvalget under Dansk Køre Forbund der gør det, men enhver har jo lov at drømme om at komme med, og for nogen går den sikkert i opfyldelse.


Tilføjet d. 04-11-2012 kl. 11:11 af i kategorien Kørsel.
Forsidebillede: Ingen titel af Jean




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider