Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Stutteri Hjortebos forrygende dag

I et af årets mest prestigefyldte løb på Klampenborg Galopbane havde både vinderen og andenhesten taget deres første skridt i Bjerringbro på samme stutteri.

Det mest prestigefyldte galopløb overhovedet er selvfølgelig derbyet, og Stutteri Hjortebo i Bjerringbro har opdrættet to af de formodede frontfigurer til næste års udgave. Hoppen Koo Koo Sint og hingsten Falconet gjorde lørdag eftermiddag op om sejren i Vinterfavoritternes Ærespræmie på Klampenborg Galopbane, hvor der var 100.000 kroner til den vindende Koo Koo Sint.

»Det var så lækkert og helt utroligt, og vi hoppede og jublede. Det er ligesom om, at dette efterår har været magisk, hvor vi har vundet mange af de store løb,« siger Søren Hjorth Jensen, der sammen med sin kone Jette driver Stutteri Hjortebo. Det er sjette år i træk, at stutteriet bliver champion i Danmark. Parret fulgte løbene i Klampenborg i fjernsynet hjemme på gården.

»Jette og jeg var helt syge for at være der, men vores ansatte er rejst hjem, og de nye fra Irland er ikke kommet endnu, så vi måtte blive hjemme for at passe hestene,« forklarer Søren Hjorth Jensen, der har 26 avlshopper, tre avlshingste samt føl og åringer. En af åringerne er en halvsøster til Koo Koo Sint. Hun fik to dage før åringsauktionen en hovbyld, blev halt og måtte slettes, så hun er stadig til salg.

Kamp om at købe
Stutteriets heste er i så høj kurs og af så høj kvalitet, at åringerne ofte bliver solgt inden den officielle auktion. Ejerne af Koo Koo Sint, Michael Jakobsen og Peter Rasmussen, fortæller:

»Vi vaklede imellem, om vi skulle købe Koo Koo Sint eller Falconet. Sammen med træner Søren Jensen blev vi enige om, at det skulle være hende, så vi købte hende på stedet og ventede ikke på åringsauktionen,« fortæller Michael Jakobsen.

Ejer af Falconet Lone Kaj-Nielsen havde samme overvejelser for godt et år siden, da hun var i Bjerringbro for at se på åringer:

»Det var de to, jeg prikkede,« smilede hun efter andenpladsen. Da Koo Koo Sint var solgt inden, købte hun Falconet på auktionen.

Af Hestesportens Medier


Billede

Brune Falconet og røde Koo Koo Sint fra Stutteri Hjortebo kæmper om sejren i Vinterfavoritternes Pris. Foto: US Photo.


Tilføjet d. 27-10-2012 kl. 22:45 af i kategorien Galopsport.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider