Det er altid en helt særlig fornøjelse at se juniorrytterne ride på dette niveau. Hvem kommer til at repræsentere Danmark i fremtiden? Vores store stjerner som Anna Kasprzak, Sidsel Johansen, Lisbet Seierskilde m.fl. har alle konkurreret på topniveau som juniorrytter, og kvaliteten i dagens Junior Dressage Kür lover godt for fremtiden.
Vinder af dagens Junior Kür blev med 74,5 %, Mille Larsen Warncke med Langkjærgaard's Donna Fetti e. Blue Hors Don Schufro/World Cup I. Mille red et flot stabilt program, med imponerende øgninger, hvor Donna Fettis store gang kom til udtryk. Mille der arbejder for familien Kasprzak, har fået Donna Fetti stillet til rådighed og trænes af Anna Kasprzak.
Mille Larsen Warncke med Langkjærgaard's Donna Fetti (JP-Photo)
Andenpladsen gik til Pernille Teidor Olesen på Don Dino e. Don Cardinale/Placido med 71,083 %. Dommerpanelet var dog langt fra enige om pointene for den tekniske del af Pernilles ridt, idet dommer M havde ekvipagen til 73 %, mens dommer C var nede på 64 %.
Cecilie Lyndrup red et stabilt og flydende program på Lambada e. Lobster/Wersal. Lambada var, som mange af de andre deltagende heste, en smule skeptisk for hjørnet ved indgangen, og dommerne kvitterede med en tredjeplads med 70,750 %.
Se resultatlisten: results.scgvisual.com/2012/odense/ r62.html

