Danske Søren N. Pedersen var nærmest ikke til at slå i fredagens klasser ved det internationale stævne JBK Horse Shows i Odense.
Med tre sejre ud af tre mulige, kunne Søren faktisk ikke have gjort det bedre.
På Tailormade Confidence (Old. e. Cordalmé/Grannus) sejrede han i den etstjernede 1.35m medium tour foran tyske Anna-Lena Ewert på danske Conny P (DV e. Carson Ask/Gipsy d'Ask) og norske Stine B. Løkken på Little Rocks Sister. Danske Sashia Astrup Jensen, ansat hos Søren, gjorde sit bedste for at gøre sin mester kunststykket efter. På Tailormade Stardust (Hann. e. Stakkato/Goodman) blev det til en 4. plads i samme klasse.
Søren Nørgaard Pedersen og Tailormade Confidence ved hingstekåringen i Herning 2011. Arkivfoto: JP-Photo.dk
På Tailormade Quinnus (Old. e. Quidam's Rubin/Grannus) sejrede Søren i den tostjernede 1.40m medium tour, men kun knapt foran Sashia Astrup Jensen, der igen forsøgte at vippe sin læremester af pinden, denne gang på Tailormade Anna Chacca (Old. e. Chacco-Blue/Andiamo Z).
Hollandske Joy Lammers tog sig af 3. pladsen på Vienna.
I den tostjernede 1.40 big tour, første kvalifikation til Grand Prix'en, tog Søren førstepræmien hjem på den unge, talentfulde Tailormade Ussuri (Holst. e. Casall/Riverman) foran norske Ida Johansen på Lady Catalina.
Storbritanniens Guy Goosen tog tredjepladsen på Tom Riddle S mens Søren Knudsen/Harry-K (DV e. Carnute/Robin Z II) og Linnea Ericsson/Wish (KWPN e. Manhattan/Ahorn) red sig til hhv. 4. og 5. pladserne.
Karen Rohde og Krake Ask (DV e. Krunch de Breve/Port Royal XX) var flyvende i den tostjernede small tour, hvor de sejrede næsten 2 sekunder hurtigere end Tina Lund og Amaretto (BWP e. Darco/Cruising).
Tyske Janne-Friederike Meyer placerede det tyske holstenerforbunds hingst Cachas (Holst. e. Caretino/Corrado I) på 3. pladsen.
Igen i den etstjernede small tour var Karen Rohde på pletten, dog knapt slået til 2. pladsen af Simon Yde på Akribie F. Karen red den tidligere unghestechampionatsvinder Birkegårdens Chiquitta (DV e. Coronado I/Casir Ask).
Marie Louises Horstmann placerede Weibell (DV e. Willemoes/Lobster) på 3. pladsen foran Matthias Nørheden Johansen og Chichibu.

