Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Dansk travhest satte nordisk elite på plads

Obi-Wan tog i søndags pynten af sine modstandere og vandt på den svenske derbydag. En af Obi-Wans ejere, Tonny Henriksson, er stoppet med at arbejde for at hellige sig sine travheste.

Travsporten har et godt tag i svenskerne, men vi danskere kan også godt være med. I søndags på svenskernes travderbydag satte danske Obi-Wan sine modstandere skakmat og vandt i Malmö et stort løb for den nordiske amatørelite. Løbet havde hele 200.000 svenske kroner i førstepræmie.

Obi-Wan ejes i fællesskab af Tonny Henriksson, sønnen Mark og Tonnys gode ven Leif Hansen. De tre kunne sammen med den svenske travkusk Håkan B. Johansson og Obi-Wans danske professionelle træner, Flemming Jensen, juble om kap efter sejren.

»Bare det at se den svenske kusk være så glad efter sejren, gør det hele fantastisk. Men jeg tror faktisk, at den oplevelse, som Leif og jeg havde i 2007 med Vitesse Søndervang, var større. Den var stort set opgivet som væddeløber, men kom igen og vandt meget overraskende et løb i Halmstad. Selv om løbet dengang betød meget mindre pengemæssigt end sejren i søndags i K.G. Bertmarks Minneslopp, så var følelserne faktisk stærkere,« siger Tonny Henriksson.

Virus tæt på hjertet
Men travsport er netop fyldt med begreber som følelser og forventninger, held og uheld. Obi-Wan er faktisk historien om en syg hest, der blev rask, genfandt lysten og glæden som væddeløber.

»Vi havde meget store forventninger til Obi-Wan, da han var tre og fire år gammel. Men han var i den grad forfulgt af uheld i de store og afgørende løb,« fortæller Tonny Henriksson.

Alligevel blev det til næsten 400.000 kroner i løbspræmier, inden hele sidste sæson stort set gik op i hat og briller. Man brugte meget tid på at få hesten rask og tilbage til væddeløbsbanerne. Men Obi-Wan var stadig umotiveret både i træning og i løb, så noget måtte være galt.

»Obi-Wan blev derfor sendt til en svensk dyrlæge, der fandt ud af, at han var ramt af virus. Ikke noget alvorligt, men noget der var på kanten af at have ramt hjertet. Vi fik selvfølgelig stoppet op og valgte samtidig og i samråd med den tidligere træner at skifte miljø på hesten i håbet om, at vi kunne få pustet nyt liv i Obi-Wan,« forklarer Tonny Henriksson.

Lidenskaben leves ud
Obi-Wan kom i træning hos nordjyden Flemming Jensen, og meget tyder nu på, at Obi-Wan virkelig har genfundet lysten til at løbe travløb og vinde. Med søndagens triumf er Obi-Wan godt på vej til at have indløbet 700.000 kroner til sine tre ejere.

»Selvom Obi-Wan får serveret havren et andet sted, har der ikke været et ondt ord mellem hestens tidligere træner Ken Ecce og os. Ken har faktisk kørt Obi-Wan en enkelt gang, hvor Flemming Jensen selv var forhindret, og her vandt de,« siger Tonny Henriksson, der selv bor i Kastrup, men ikke har ret langt fra hjemmet til staldens øvrige travheste.

»Min lidenskab for travhestene hev så meget i mig, at jeg tog en beslutning om at give mig selv mere tid til hestene. Hvis jeg skulle holde mig adræt nok til at kunne svinge mig selv op i en træningsvogn, så skulle jeg stoppe med at arbejde, så det har jeg gjort,« siger han.

Tonny Henriksson har i mange år arbejdet som klinisk psykolog i det kommunale system, men også som privatpraktiserende psykolog. Han kommer hver dag i stalden hos sin ven Ole Køppen. Sammen med en anden travven, Per Rasmussen, træner og hygger de sig i området ved Kongelunden.

Af Hestesportens Medier


Billede

Obi-Wan stryger til tops for den svenske travkusk Håkan B. Johansson. Foto: Kanal 75.


Tilføjet d. 05-09-2012 kl. 10:38 af i kategorien Travsport.
Forsidebillede: Kanal 75 Media af Jean




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider