Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Hestene er en daglig glæde

Et af de mest succesrige og respekterede danske fuldblodsstutterier er Elkær Stutteri, der endnu en gang har hest til start i hoppernes fornemmeste løb, Dansk Oaks, på Klampenborg Galopbane.

Den første søndag i september er altid en stor dag på Klampenborg Galopbane, for det er ensbetydende med Damernes Dag. Imagine er femte generation af hopper, der skal deltage i det smukke køns mest prestigefyldet løb, Dansk Oaks. Hun er ejet og opdrættet af Ingermarie Due Nilsen og Thorkild Møller Nielsen i Malling syd for Aarhus.

»Det er jo dejligt, at Imagine også skal med i Dansk Oaks. Vi har ejet fire af hendes mormødre, for vi synes, det er sjovt at bevare den gamle stamme,« fortæller Thorkild Møller Nielsen. Succesen med den stærke hoppelinje begyndte med Sound of Music, der blev født i 1966. Hendes første føl var Rush, der blev en af de mest vindene danske hopper gennem tiderne, og altså oldemor til Imagine. På gården har familien Nielsen fem følhopper og fire føl.

»Hestene er en daglig glæde for os, fordi vi selv er med til at passe dem. De fem væddeløbsheste ser vi ikke så meget, for de er i træning hos professionelle trænere i Aarhus og Klampenborg, men vi følger dem altid, når de starter. Så får vi en puls på langt over 100, fordi det er så spændende,« smiler Thorkild Møller Nielsen. Tidligere solgte stutteriet sine etårige heste på auktion, men ikke længere.

»Vi sender vores hopper til bedækning i udlandet hos gode hingste. Alene i transport og pasning koster det 75.000 kroner, dertil kommer bedækningen, som ofte koster 100.000 kroner, så inden hestene er gamle nok til at blive solgt, har de kostet 200.000 kroner, og det er der ikke mange, som kan betale, og derfor beholder vi dem selv,« forklarer Thorkild Møller Nielsen, der kan glæde sig over 150.000 kroner i førstepræmie i Dansk Oaks, hvis Imagine skulle vinde.

Af Hestesportens Medier


Billede

Ingermarie Due Nilsen og Thorkild Møller Nielsen med Imagine ved sejren i maj. I sadlen er det Lennart Hammer. Foto: US Photo.


Tilføjet d. 29-08-2012 kl. 14:17 af i kategorien Galopsport.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider