Hvis du har en drøm om at prøve at ride i damesadel, så har du chancen i Broby på på lørdag, hvor Stutteri Tinka holder åbent hus.
Anledningen er opstarten af Dansk Damesadelforening, hvor formålet er at skabe interesse for glæden ved at ride i damesadel.
Lars og Lisbeth Poppel fra Ridekunst.com kommer med deres PRE-heste og laver en hel dag med clinics, hvor de vil fortælle, opvise og lade alle der har lyst prøve at ride i en damesadel. Der vil også blive lavet opvisning i damesadel på en Irish Cob.
Gypsy Horse Show Team, som består af ryttere og kuske i alle aldre rejser land og rige rundt og laver opvisninger, og de kommer også til Stutteri Tinka for at lave opvisning til åbent hus-dagen.
Arrangementet finder sted lørdag den 25. august fra kl. 11 til kl. 17 på Stutteri Tinka, Vestergade 32, Vester Hæsinge, 5672 Broby.

