Distance-stævne i Knuthenborg Park
Forberedelserne er nu i fuld gang til årets største distancestævne: HIPPOADEN I KNUTHENBORG PARK, der finder sted d. 21. August 2004.
Baggrunden for Hippoaden
Det startede for 8 år siden, som et samarbejde mellem Maribo og Sakskøbing Rideklubber.Vi var så heldige, at Greveparret Knuth, stillede deres pragtfulde park til rådighed, rammerne var der, så det var bare med, at komme i gang. Fra et lille beskedent stævne, er det bare vokset og vokset, til nu at være landets største, med over 200 starter. I 2001 havde vi Danmarksmesterskaber. Sidste år havde vi et internationalt stævne med deltagelse fra Tyskland, Holland og Sverige,og i år afholder vi som de første i Danmark, et Young Riders Cup, hvor man skal være mellem 14 – 21 år for at deltage.
Nogle af grundene til at vi har fået så stor succes med distancestævnerne i Knuthenborg Park, er at stævnerne er veltilrettelagte, og den skønne natur, som ryttere ellers ikke har nogen chance for, at opleve - i hvert fald ikke til hest!
Langdistance-ridning
Langdistance, er en disciplin indenfor ridesport, lige som der findes springning og dressur. Og det går ud på at afprøve rytterens og hestens udholdenhed, og gennemføres på hestens præmisser. Der er dyrlægetjeck både før, efter og under ridtet. Distancerne er fra 15km til 6o km, så alle kan deltage. Det er nok også det, der gør det til en mere og mere populær disciplin.
Distanceridning er en sport, alle med en hest kan deltage i. Alle heste med bare almindelig kondition, kan ride 15 km og det er kun sundt for hesten og rytteren at komme ud og opleve noget sammen med andre heste og ryttere. Mottoet ved distanceridning er AT FULDFØRE ER AT VINDE.
Propositionerne til HIPPOADEN kan ses på Dansk Rideforbunds hjemmeside
[Kilde: Lotte Hansen, Hippoaden Knuthenborg]
Tilføjet d. 25-07-2004 kl. 16:17 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.

