Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

De bedste islandske heste ..

...mødes i Herning i weekenden

Der har været hård kamp om pladserne ved årets Danmarksmesterskaber for islandske heste, som i år afholdes på Landsskuepladsen i Herning i weekenden d. 16. – 18. juli. 113 heste og ryttere er tilmeldt. Disse har kvalificeret sig ved en lang række stævner i løbet af foråret, hvor omkring 300 ryttere prøvede at opnå adgang til Danmarksmesterskaberne. Der deltager både seniorer, ungryttere og juniorryttere ved stævnet.

Der vil alle dage blive afviklet konkurrencer fra kl. 9.00 til ca. 19.00. Søndag afvikles finalerne og omkring kl. 16.15 præsenteres det landshold, som skal forsvare de danske farver med de Nordiske mesterskaber senere på sommeren. Entré kr. 50,-. Børn under 12 år har gratis adgang.

Der kæmpes om syv titler
De islandske heste er på grund af deres unikke anlæg for gangarterne tølt og pas knap så velegnede til spring og dressur som andre hesteracer. I stedet udnytter (og elsker!) rytterne hestenes gangarter, og forsøger igennem målrettet træning at ”forædle” dem. Ved konkurrencer for islandske heste kigger dommerne således efter glade, dansende heste, som arbejder smidige og velvillige under deres ryttere i alle gangarter. Ved mesterskaberne kæmpes om syv forskellige titler:

4-gang - hvor hestene skal vise skridt, trav, tølt og galop på en ovalbane. Tølt vises to gange. Både langsomt og hurtigt.

5-gang - hvor hestene skal vise skridt, trav, tølt, galop & flyvende pas på en ovalbane.

Tølt - hvor der konkurreres i to forskellige discipliner på en ovalbane. I den ene skal hestene vise tølt i tre tempi. I den anden skal hestene vise to forskellige tempi og for helt løse tøjler.

Stilpas - hvor hestene rides på en helt lige bane, hvor der skal vises tølt, galop, flyvende pas og nedtagning til langsomt tempo. Her tæller både harmonien mellem hest og rytter – og tiden!

250 m. pas - hvor hestene rides på en lige bane i flyvende pas, så hurtigt som muligt! Den nuværende verdensrekord er 19,86 sek. og blev netop sat på banen i Herning her i foråret.

Speedpas - hvor hestene rides 100m. på en lige bane i flyvende pas. Igen er det tiden der tæller. Den nuværende danske rekord er sat i foråret på banen i Herning: 7,60 sek.

Udtagelse af landshold
Under mesterskaberne vil en udtagelseskomité bestående af fire personer se ekstra grundigt på de deltagende ryttere. Under mesterskaberne skal findes 25 heste og ryttere, som skal repræsentere Danmark ved de Nordiske Mesterskaber for Islandske heste i august. De nordiske mesterskaber afholdes på Strömsholm – et svensk hestemekka – i dagene d. 9. – 15. august.

Landsholdet skal bestå af tolv seniorer, otte ungryttere og fem juniorryttere. Blandt seniorerne har Danmark flere ryttere, som tidligere har snuppet medaljer ved internationale mesterskaber.

[Kilde: Kari Baklund, Dansk Islandshesteforening]


Baggrund – om den islandske hest
Den islandske hest stammer fra de heste, som vikingerne bragte med sig, da de bosatte sig på Island for mere end elleve hundrede år siden. Der har ikke været importeret heste til Island siden Vikingetiden. Derfor har vi i denne enestående hesterace Nordens eget, oprindelige fuldblod i form af de stærke, små töltere.

Det er hestens gangarter, der mere end noget andet har banet vejen for den succes, som de islandske heste har fået i de senere år i det meste af Europa og Nordamerika. Foruden de tre grundgangarter, som alle hesteracer formodes at beherske skridt, trav og galop, har islandske heste anlæg for yderligere to gangarter, tölt og pas.

Tölt er hestens vigtigste gangart. Det er en brugsgangart, der er overordentlig behagelig for rytteren, men som samtidig er udviklet til en fascinerende konkurrencegangart. Den kan rides i flere hastigheder, og når den er fuldt udviklet, svæver hest og rytter i harmonisk dans hen over jorden. Tölt er en løbende gangart, hvor hesten hele tiden har skiftevis et og to ben på jorden. Takten skal være en klar og sikker firtakt.

Pas kan også rides i flere tempi, men har kun værdi, hvis den er meget hurtig. Det er en totakts gangart, hvor hesten bevæger de samsidige ben næsten samtidig. Pas er en væddeløbsgangart, der på islandsk kaldes flugskeid, eller flyvende pas, og den er forbeholdt de dygtigste ryttere på heste, der både har særligt gode pasanlæg og lyst til at løbe, og som kan blive liggende i pas uden at springe i galop.

Baggrund – om Dansk Islandshesteforening
Dansk Islandshesteforening blev stiftet i 1968. I dag tæller foreningen mere end 7.000 medlemmer, som tilsammen har omkring 20.000 renracede islandske heste. Rundt omkring i landet findes 55 lokalklubber, som er tilknyttet Dansk Islandshesteforening.

Dansk Islandshesteforening er medlem af FEIF, (internationale islandshesteorganisation), der for tiden omfatter 17 lande i Europa og Nordamerika. Det største medlemsland er naturligt nok Island med omkring 25.000 ryttere og 75.000 heste. I alt findes der i hele verden mere end 200.000 islandske heste.

Dansk Islandshesteforening er associeret medlem af Danmarks Idræts-forbund igennem Dansk Rideforbund.



 

Tilføjet d. 16-07-2004 kl. 10:00 af i kategorien Nyheder generelt.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider