I denne weekend er der vikingetræf på Moesgård strand ved Århus, hvor op imod 600 vikinger - heriblandt 300 krigere, deltager. 75 af dem er til hest, og her taler vi naturligvis om den smukke islandske hest.
Moesgård Vikingetræf er landets - og måske verdens - ældste vikingemarked. Det begyndte med små upåagtede kurser i vikingehåndværk i 1970'erne. Efterhånden tiltrak smede og andre håndværkere sig dog så meget opmærksomhed, at stadig flere borgere fra Århus brugte det som anledning til en søndagsudflugt. Det første egentlige marked blev holdt i 1977. I år foventer man besøg af omkring 20.000 gæster.
Udover to daglige krige rummer markedet en større ride-opvisning af de mange ryttere med islandske heste. På pladsen er der værksteds- og salgsboder - herunder flere steder, som falbyder bespisning. Blandt andet er der grillstegt lammekød og en bagerbod som producerer "oldtids-pita". Der er desuden et telt for servering af drikkevarer.
Børn under 18 år kommer gratis ind. Voksne koster 50 kr. Der er åbent fra 10 til 17.
Ung rytter med sin islandske hest ved kamppladsen - med et tusindtalligt publikum før krigen går i gang. Foto: Moesgård Museum

