"DHE-Træf - heste i god atmosfære" er en anderledes weekend for alle, hvor der dystes med højt humør, gå-på mod og masser af sammenhold og hesteforståelse! Hesten er sat i fokus, og Smingegården i Gjern Bakker danner den 16. til 19. august rammen om 3 dage, hvor der formidles viden, dannes venskaber udvekles ideer og samles inspiration.
DHE-Træffet så dagens lys sidste år på Djursland og var en kæmpe succes. Derfor er der i år udviddet både på faciliteter som nu rummer bokse til alle, stor lys ridehal, samt udendørs bane, men også på udstillersiden, som nu allerede indeholder mere end 20 forskellige udstillere. DHE-træf og stævne er ikke blot en mulighed for at komme og vise din og din hests evner frem men også en fantastisk mulighed for at skaffe sig ny viden, da pladsen vil være fyldt med fagfolk, som har stande og holder foredrag. Udstillerdelen rummer allerede nu både kiropraktorer, kranisakral terapi, dyrlæge, sadletilpasning, foder og græsmarksrådgivning, rytterpsykologi, paddockparadise foldsystem, diverse spansk rideudstyr, bomløse sadler, almindeligt udstyr til hund og hest og meget mere.
Der håbes i år på 100 heste, og med 3 dage er der lagt op til en hel miniferie, hvor der er masser af deltagere, men også campister som kommer og overnatter hele weekenden uden hest blot for at være en del af den gode stemning!
DHE-Træf er en kombination af mange forskelligge klasser, og alle konkurrencer er tilrettelagt af en arbejdsgruppe, som rummer både Tabita Cramers, Katja Jensen, Helle Knudsen, Pauline Preston, Susan Kjærgård og Ute Lehmann - på den måde er det et bredt spektrum som tilbydes, og som noget nyt i år er der westernklasser om lørdagen samt mulighed for at betså Ute Lehmanns Fundament-klasse. Så ud over det lidt mere gengse dressur og spring "med et pift", er der også mulighed for at prove kræfter med klasser som agility, løsarbejde, showklasse, jordarbejde og biomekanik, Horse & Dog, Western Pleasure og mange mange flere!
DHE-Træf arrangeres af Den Hele Ekvipage, og derfor er det ikke et krav at man er medlem af en klub - alle kan være med, store som små, unge som gamle! Lørdag aften holdes der fest på pladsen med god mad, live musik og dans. Så smut forbi hjemmesiden på http://www.denheleekvipage.dk og få flere oplysninger og tag med til en rigtig fed weekend enten med hest eller som tilskuer, for dette er noget du ikke vil gaa glip af!
Det koster 50 kroner per klasse, man deltager i, og der er diverse pakkeløsninger med og uden forplejning og hel eller halv weekend.
Arkivfoto: JP-Photo.dk

