Mod vejs ende i flot DM stævne
Fyens Køre-Selskab havde fået samlet 175 frivillige hjælpere til at afvikle dagens marathon, hvor alle 50 ekvipager har været i konkurrence. Vejret har været perfekt for både ponyer, heste og mennesker. Dyrlægen fortæller, at de fleste ponyer og heste i løbet af 5 minutter var på hvilepuls før den sidste etape på 8 kilometer, hvor i de 7 forhindringer var. Ca. 2500 mennesker overværede konkurrencen, som blev utrolig spændende. Kun enkelte kuske havde små problemer.
Favoritterne fører forsat den samlede konkurrence, selv om Katja Lamborg, DKS, i klasse I for de mindste ponyer blev vinder og er samlet på en 4. plads ud af 5.
I 1-spand pony I klassen viste Peter Koux, DKS, sit værd som verdens næstbedste kusk, ved at vinde marathonen og forblive på en samlet førsteplads.
Kæresteparret Lars Dau, SKS, og Anne Mette Jespersen, SKS, bevarede begge deres førstepladser i deres respektive klasser. Lars ved ikke alt for overbevisende at vinde marathonen. Men på grund af hans store forspring i dressuren, er der over 20 strafpoint til nr. 2. som er Amanda H. Justesen. Med lidt held forbliver Amanda på den plads og vil få hængt en sølvmedalje om halsen af hende daglige chef, Fødevareministeren Marian Fischer Boel, i morgen søndag efter forhindringskørslen.
Det lykkes ikke Kim Andreasen, DKS, at fastholde sin førsteplads fra dressuren i torsdags. Den blev overtaget af vinderen af marathonen Henrik Høper, SKS.
Om det er konkurrenterne i 2-spands klassen, der er blevet bedre eller det var en fatal marathon for Peter Chr. Jespersen, SKS, skal være usagt. Men i hvert fald blev han ikke mere end nr. 6 i marathonen og kom samlet ned på en 4. plads. Klassen føres af Kurt Klint, DKS.
Ole Buch Jensen, DKS, den regerende Danmarksmester siden 1988 i 4-spand, lader ingen komme sig nær og fører stadig klassen komfortabelt.
Søndagens konkurrence starter kl. 10:30, hvor alle ekvipagerne er trukket i det fine tøj, og i løbet af 2 minutter skal køre gennem 20 porte med bolde på toppen. En bold ned i en port koster 5 strafpoint, så der skal både køres hurtigt og sikkert.
Læs mere på dm2004.fynskoreselskab.dk/
[Kilde: Jørgen Konge]
Tilføjet d. 11-07-2004 kl. 03:03 af C Henrik Biering i kategorien Ridesport.
Forsidebillede: Ingen titel af Henrik (HN)

