Der er kommet godt gang i TREC-aktiviteterne rundt omkring i landet, og lørdag d. 23. juni blev der holdt endnu et TREC-stævne - denne gang i Hjortespring rideklub ved Herlev, og en rytter fortæller her, hvordan det forløb.
Denne gang var der 30 ryttere til start, og det var en fornøjelse at se så mange forskellige hestetyper og aldersklasser deltage i samme aktivitet. En del af rytterne havde allerede prøvet TREC i Helsingør, men der var heldigvis også nye der havde fundet det interessant.
Orienteringsridtet foregik på ridestier rundt om Hjortespring og havde den ekstra udfordring, at rytterne skulle forbi et svanepar med unger - der var dog stillet en ekstra hjælper ud for at sikre at hverken heste eller svaner kom til skade her.
Turen var på 5 kilometer med en idealtid på 43 minutter.
Efter orienteringsridtet gik rytterne direkte videre til kontrol af gangarter. Ved denne opgave skal man ride 100 meter frem i kontrolleret og ligeudrettet galop - og skridte tilbage i energisk tempo - stadig ligeudrettet og under fuld kontrol. Ligesom ved andre stævner viste det sig, at det var en udfordring for nogle af hestene at blive adskilt fra deres venner.
Dagens tredje udfordring var forhindringsbanen.
Første forhindring var en stenbro, som man skulle skridte over. Det var det ikke alle heste der havde den store lyst til - men over kom de da - nogle med lidt hjælp.
Anden forhindring var ridning under lave grene. Der var opstillet 3 sæt springstøtter, der var forlænget med hegnspæle. Øverst var en bom, hvorpå der var monteret nedhængende hyldekviste. For hver hest blev højden indstillet så hyldekvistene var ca 45 cm over hestens stangmål. Selve højden på forhindringen var ikke noget problem for rytterne - men forhindringens udseende var særdeles spændende for nogle af hestene, så igen var der et bredt spænd mellem resultaterne.
Tredie forhindring var ridning op ad bakke. Og derefter var der 2 spring (fjerde og femte forhindring) - først en træstamme og derefter en lille hæk, enkelte ryttere valgte at ride uden om hækken, andre kom over selv om hestene vist synes at det var en lidt for spændende forhindring.
Fotograf: Johnny Petersen
Sjette forhindring blev af sikkerhedshensyn udført i et ridehus, da den gik ud på at hesten skulle stå stille, mens rytteren stod et stykke fra den i op til 10 sekunder. Igen en forhindring med mange forskellige udfald - nogle heste stod artigt hvor de blev stillet - andre havde ikke helt forstået konceptet. Det var imponerende hvor mange der blev stående pænt, når man tager med i betragtning at det var et fremmed sted - og lige efter at have sprunget. Med et point pr. sekund hesten blev stående gav det også mange forskellige resultater.
I naturlig fortsættelse af at rytterne var på jorden, blev den syvende forhindring en opstigning. Det kunne foregå fra jorden eller fra en bænk. Denne opgave blev også løst på mange forskellige måder - heldigvis alle med det rette slutresultat, nemlig at rytterne kom op og kunne ride tilbage til Hjortespring.
Fotograf: Johnny Petersen
Vel tilbage ved rideklubben var sidste forhindring at man skulle føre hesten gennem en labyrint. Ved denne forhindring blev det tydeligt, at de fleste har lært, at man går ved siden af hesten når man trækker den. I TREC skal man dog gå foran, så det er lidt anderledes end man er vant til.
Fotograf: Johnny Petersen
Efter veloverstået ridt var det tid til præmieoverrækkelse. I den lille ventetid der var, mens pointene blev regnet sammen, var det tydeligt at høre på rytterne,at det havde været en fornøjelse at være med, og der blev allerede nu aftalt, at mange af os ses igen til fremtidige stævner.
Resultaterne fra stævnet blev:
1. plads: Pia Kurylak & Zapatero(ROR)
2. plads: Trine Dalitz & Morgan The Red(KTR)
3. plads : Birgitte Kronborg & Smila(SPR)
4. plads: Christina Svensen & Nisha af Frøsanggård(HJOR)
5. plads: Lene Buch Larsen & Felicia(HJOR)
6. plads: Simone Ørum & Al Fahesh OX(VER)
7. plads: Maria Allentoft Nicolaisen & Hugo(BAL)
8. plads: Malene Flyttiv Nielsen & Divino(AAGR)
Ærespræmie: Sofie Jensen & Sorteper(HJOR)
Hvis nogen skulle føle sig fristet til at være med til TREC, er der mulighed når Roskilde rideklub afholder stævne d. 30. september, og på Facebookgruppen TREC Danmark bliver der forhåbentlig opslag om flere stævner.

