Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Opgav ikke håbet

Hoppen Blue Saphire har gang på gang været uheldig med sygdom og skader, men ejerne opgav ikke håbet, og nu skal hun starte i Dansk Derby på Klampenborg Galopbane på søndag.

Blue Saphire har fightervilje, et stort væddeløbshjerte, og så elsker hun at løbe væddeløb. Men skæbnen har ikke været god ved hende, og det er på det yderste mandat, at hun søndag eftermiddag kommer til start i DFDS Seaways Dansk Derby på Klampenborg Galopbane.

Hun har døjet med sygdom i halsen, haft en slem virus og har forvredet den ene kode. Men delejer Joakim Munck Af Rosenschöld har aldrig opgivet håbet om, at hun skulle vise, hvad hun virkelig kan.

»Jeg har hele tiden haft en tro på, at hun ville være et derbyemne, og hun fortjener sin plads i derbyet. For mig er det utroligt spændende og en bekræftelse på, at jeg så noget rigtigt, da jeg for to år siden faldt for hendes afstamning,« siger Joakim Munck Af Rosenschöld fra Bagsværd.

Han læste hele kataloget til åringsauktion igennem 5-6 gange, selv om det ikke var meningen, at han skulle have hest. Mange gange vendte han tilbage til nummer 89, en hoppe uden navn.

»Der var et eller andet ved den, som gjorde, at jeg blev ved med at vende tilbage til den. Da så træner Bettina Wilson købte hesten på auktionen og delte den ud på fem anparter, købte jeg straks en, og jeg blev formand for hestens forening,« fortæller Joakim Munck Af Rosenschöld, der afviser, at han er nervøs, når Blue Saphire skal løbe.

»Da hun havde vundet, var det en forløsning, fordi hun viste sit sande jeg,« siger manden, der var tæt på tårer og i flere timer efter rystede over hele kroppen efter løbet. Blue Saphire er Joakim Munck Af Rosenschölds første hest, og han kom ind i sporten, da han kørte ambulancevagten på banen i 2004, og her så sin lillesøster, Maria, vinde løb. Nu har det udviklet sig til, at hele familien ofte holder familiedage, når der er væddeløb.

Har været frustrerende
Hele forløbet omkring Blue Saphires sygdom og skader har selvfølgelig påvirket træner Bettina Wilson fra Nivå:

»Det har været frustrerende, men der er ikke så meget andet at gøre end at tage en dag ad gangen. Særligt den kodeforvridning, hun fik i Mowerinaløb, har bekymret mig, men vi har nu fået den repareret,« fortæller Bettina Wilson, der tror, at Blue Saphire kan blive meget bedre.

»Hun er en kæmpe kapacitet. En top klasse hoppe, der ikke har vist sit bedste endnu. Jeg tror, at hun vil kunne blive mellem de bedste i Skandinavien, og håber, at hun snart kan vise, hvad hun er værd. Jeg er utroligt stolt over overhovedet at have en hest med i derbyet efter kun tre år som træner. Også fordi jeg kun har en lille stald i forhold til nogle af de andre trænere, der har tre gange så mange heste som mig,« siger Bettina Wilson.

Af Hestesportens Medier


Billede

Blue Saphire flankeret af træner Bettina Wilson, medejer Joakim Munck Af Rosenschöld og staldpigen. I sadlen er det trænerens søn, Oliver Wilson. Foto: US Photo.


Tilføjet d. 22-06-2012 kl. 16:56 af i kategorien Galopsport.
Tags: Blue Saphire.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider