Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Khan kan skrive derbyhistorie

De fynske galopopdrættere Nina Falck og Gert Larsen kan være med til at skrive en noget usædvanlig historie på søndag, hvis Khan vinder Dansk Derby 2012.

Stald Jupiter, som Nina Falck og Gert Larsen fra Ravnebjerg ved Odense står bag, har for længst bevist deres værd som opdrættere. Når Dansk Derby søndag afvikles på Klampenborg Galopbane, er parret for andet år i træk repræsenteret i det løb, som alle fuldblodsejere allerhelst vil vinde.

I fjor kunne deres opdræt Viktoria Dream imidlertid ikke gøre sig gældende. Hoppen havde simpelthen ikke distance nok i benene.

»Det vidste vi sådan set godt på forhånd, men ejerne ville gerne have deres hest ud i det største løb af dem alle, og det forstår man godt. I år kan vi jo ikke være andet et superoptimister i forhold til vores opdræt Khan. Han er i hvert fald en af dem, som vi ved med sikkerhed ved kan stå derbyets klassiske 2400 meter lange distance,« siger Gert Larsen.

Og det fynske opdrætterpar kan med god grund være optimister. Khan har som væddeløber gjort alt rigtigt hidtil i karrieren. Det faktum, at hans storesøster, Tigress Eleven, vandt derbyet i fjor, hæver også forventningspresset.

Er et bestillingsarbejde
Khan kom til verden på det fynske stutteri som et såkaldt 'bestillingsarbejde'. Ejeren, Cai Rasmussen, Stald Ras, havde simpelthen købt og betalt for føllet, inden hoppen Kutbeya overhovedet havde bragt det til verden i 2009.

»Desværre har vi ikke længere Kutbeya. Hun var blevet en ældre dame, og det kan jo i forhold til at komme i fol og fole give problemer, så vi ville ikke byde hende et dårligt liv. Heldigvis nåede hun at få føl i 2010, som siden også er blevet solgt til Stald Ras,« siger Gert Larsen.

Skulle Khan gå hen og vinde DFDS Seaways Dansk Derby, så vil det være første gang nogensinde i løbets over 100-årige historie, at den samme følhoppe to år i træk har leveret vinderen. Gert Larsen er sikker på, at Khan vil gå et godt løb. Han har siden sit første møde med hesten 24. februar 2009 kun haft en god mavefornemmelse.

»Det var på grund af hans udstråling fra det sekund, han kom ud af Kutbeya, at jeg vidste, her var potentiale. Han var et føl med masser af gå-på-mod, og det er jo i den grad vigtigt for en væddeløber,« påpeger Gert Larsen.

De fynske opdrættere kan se frem til den bedst mulige støtte, da den engelske topjockey Edward Ahern flyves til København for at ride Khan. Skulle Ahern i øvrigt vinde, så kan englænderen være med til at skrive nok et par linjer til historiebøgerne som vinder af derbyet i både Norge, Sverige og Danmark.

Af Hestesportens Medier


Billede

Khan, da den treårige vallak vandt i maj for jockeylærling Oliver Wilson. Foto: US Photo.


Billede

Gert Larsen og hustruen Nina Falck. Søndag kan blive en stor dag for de fynske opdrættere. Foto: TR Foto.


Tilføjet d. 20-06-2012 kl. 11:15 af i kategorien Galopsport.
Tags: Khan og Edward Ahern.
Forsidebillede: Khan med Oliver Wilson 3 af Jean





Seneste relaterede nyheder
18-06-12 Derbyheste i sidste træning


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider