Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Den fynske derbydrøm blev til virkelighed

Galopsportens største opgør, Dansk Derby, får søndag på Klampenborg Galopbane deltagelse af Fillip Stark. Den fynske vallak gør her sin kun fjerde start i karrieren.

Fuldblodssportens mest eftertragtede opgør er Dansk Derby. Fynskopdrættede og fynskejede Fillip Stark har været både stærk og dygtig nok til løse billet til dette års derby trods kun tre starter bag sig. For ejerne, Karin og Poul Erik Jakobsen, er deltagelsen i derbyet en drøm, der nu går i opfyldelse.

»Det er kæmpe stort at være med i derbyet. Og det bliver jo større i og med, at vi selv har opdrættet Fillip Stark. Vi havde bestemt ikke forestillet os, at han ville blive så god, at han kunne kvalificere sig. Nu er vi med, og det er vi meget stolte af,« siger Poul Erik Jakobsen, der sammen med sin hustru var med til at tage imod føllet, da det kom til verden på ejendommen ved Broby.

Fillip Stark har inden sit livs løb på søndag kun gjort tre starter i karrieren. Men Poul Erik Jakobsen virker nu ikke så bekymret af den grund.

»Han viste allerede sine gode speedegenskaber i sin første start blot to år gammel, hvor han var kort slået. Siden vandt han sin anden start forholdsvis sikkert, inden kronen på værket kom i sidste start, hvor han i Aarhus besatte fjerdepladsen i Jydsk Derby mod rigtig gode udenlandske heste,« siger Poul Erik Jakobsen.

 

Forberedes lokalt
Den traditionsrige 'morgengalop' på Klampenborg Galopbane, hvor flere af derbydeltagerne inden selve derbyet vises frem i en let træning, blev i mandags gennemført uden Fillip Stark. Både ejer og træneren, Tina Mortensen, mente, at hesten var bedre tjent med at blive hjemme og spare på kræfterne. I stedet gik Fillip Stark tirsdag sit sidste arbejde på Royal Canin Arena for jockey Nicolaj Stott mod staldkammeraten Cut Imperial.

»Vi mente ikke, at det var nødvendigt med en lang rejse til Klampenborg, så han har i stedet fået en fin sidste afpudsning på galopbanen i Odense. I derbyet vil han selvfølgelig kunne komme til at mangle rutine, men han virker så nem at ride. Samtidig fik vi også det startspor, som vi ønskede, så Nicolaj Stott burde kunne få givet vores hest et nogenlunde stille og roligt løb midt i feltet og så spille hans god speed ud til slut,« siger Poul Erik Jakobsen, der til daglig er direktør for STARK Odense Tømmergård.

Realistisk set tror han ikke på sejr, men tager hesten en af de sidste præmier over de klassiske 2400 meter, så er lykken gjort.

»Han er med på et af de yderste mandater, så vi er også nødt til at være realistiske. Han har dog ikke gjort noget forkert indtil nu, men der skal meget held med i sprøjten, hvis han skal gøre op om sejren. Men vi er fødte optimister og tager mest af alt derbyet som en sjov oplevelse,« siger Poul Erik Jakobsen.

Skulle Fillip Stark gå hen at vinde Danske Derby, falder der 400.000 kroner af i førstepræmie. The Kicker, trænet i Klampenborg af Hanne Bechmann med jockey Lennart Hammer, er blandt eksperterne udråb til årets derbyfavorit.

Af Hestesportens Medier


Billede

Tirsdag gik Fillip Stark sit sidste træningsarbejde for Nicolaj Stott med rød hjelm. Det skete sammen med staldkammeraten Cut Imperial og storebror Marc Stott. Foto: TR Foto.


Tilføjet d. 19-06-2012 kl. 14:36 af i kategorien Galopsport.
Forsidebillede: Ingen titel af Jean





Seneste relaterede nyheder
21-06-12 Håber succesen fortsætter ugen ud
19-06-12 Derfor elsker vi væddeløb
18-06-12 Derbyheste i sidste træning


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider