Det blev til yderligere fire medaljer ved NM i paradressur, der blev afviklet på Strømsholm i Sverige. Foruden lørdagens fem medaljer, blev det i dagens kürprogrammer til yderligere en guldmedalje og tre bronzemedaljer til de danske paradressurryttere.
Medaljeregn til Danmark
De danske paradressurryttere har været særdeles godt ridende ved NM i Sverige, og i dag sikrede PL-aktuelle Annika Lykke Dalskov på Aros A' Fenris sig endnu en guldmedalje efter en super flot kür, der blev bedømt til 77,500 % i klassen for grad III ryttere. I samme klasse opnåede Ella Hartvig Severinsen og Chester 66,750 % for deres kürprogram, og det udløste en bronzemedalje. Da der ikke var så mange startende i grad Ia, Ib og II, blev de tre klasser lagt sammen i mesterskabskampen, og her blev det igen til en flot bronzemedalje til Malene Høj Sommerlund (grad II) og Markgårds Donnewind, der fik 69,417 % for deres kürprogram.
I grad IV blev det også til en medalje - her en af bronze til Line Damgård på Kolkjærs Silvano, der blev belønnet med 70,083 %.
De danske paradressurryttere tog hele 9 medaljer med sig hjem fra NM i Sverige, heraf to guldmedaljer, to sølvmedaljer og fem bronzemedaljer.
Strømsholm http://www.stromsholm.com/
Start- og resultatlister online.equipe.com/sv/competitions/ 4446
Kilde: DRF
Malene Høj Sommerlund (Arkivfoto: JP-Photo)

