Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Cowboys i aktion på Landsskuet i Herning

Cowboys i aktion på Landsskuet



Danmarks hidtil største western-stævne med 51 heste får antallet af heste på Landsskuepladsen i Herning til at stige kraftigt i år.

Udover udstillingen af landets bedste avlsheste og flotte hesteshows danner Landsskuet i år ramme om DM i western-disciplinerne cattle- og team penning. Kort fortalt handler det om, at en eller flere cowboys skal bruge sin hest til at pille bestemte kviekalve ud af en hel flok. Vel at mærke uden at bruge lasso. Faktisk må hverken rytter eller hest røre kvæget.

Med deltagelse af 49 ryttere bliver det ifølge stævneleder Martin Nielsen fra Hyttens Western Riders landets hidtil største western-stævne, hvor blandt andet en række danske topryttere med flotte placeringer fra både EM og VM vil vise deres kunnen. Stævnet afvikles på en specialindrettet bane, hvor der vil være konkurrencer stort set uafbrudt den 24.-26. juni.

Umiddelbart før kåringen af vinderne i de forskellige discipliner lørdag eftermiddag afvikler western-rytterne også et par mere showprægede konkurrencer, hvor de 60 kviekalve får lov til at slappe af uden for banen. I stedet rider rytterne slalom rundt om tønder og træstokke.

De øvrige heste på Landsskuet viser også publikum, hvad de kan. Det sker ved mindre opvisninger af de enkelte racer og ved to store hesteshows fredag og lørdag, hvor biløber Jørgen Konge fra De Kongelige Stalde igen har samlet cremen af de danske heste til en totaloplevelse. Der vil både være dressuropvisning med de ædle racer, formationsridning og køreopvisning med de tunge racer – såsom Carlsbergs kendte seksspand.

Selve den faglige udstilling viser de bedste dyr fra de danske hestestalde, idet 277 heste fra 21 vidt forskellige racer er tilmeldt Landsskuet. I år er især pony-udstillingen styrket med kraftig fremgang hos racerne Dansk Sports Ponyer, Connemara og New Forest.

Se mere på Landsskuets hjemmeside

[Kilde: Erik Poulsen, Landsskuets pressekontor]

 

Tilføjet d. 16-06-2004 kl. 16:09 af i kategorien Nyheder generelt.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider