Vinder af DRF-mesterskabet for ungryttere 2012, sponsoreret af Lindberg/Lindgren, blev Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy, der opnåede 79,20 procent for deres flotte kürprogram. Nanna Skodborg Merrald og hesten Millibar sikrede sig 2. pladsen i mesterskabskampen med 75,65 procent, mens 3. pladsen gik til Louise Zinglersen og Cadillac, der opnåede 69,85 procent i dagens klasse.
Dufour og Cassidy viste storform
Cathrine Dufour (VAL) og Atterupgaards Cassidy var igen i dag flyvende i DRF-mesterskabet for ungryttere. Ekvipagen præsterede et forrygende program, hvor højdepunkterne bl.a. var flydende zig-zag traversader og flotte galopøgninger med stort gennemspring. Kürprogrammet blev belønnet med 79,20 % af dommerne, og samlet blev det til 229,252 % i DRF-mesterskabet for ungryttere.
Nanna Skodborg Merrald fortsatte den gode stil
Mesterskabets 2. plads gik til Nanna Skodborg Merrald (HVL) på Millibar, der igen i dag fremførte et meget sikkert og stabilt travprogram med blandt andet flotte øgninger. Ekvipagen red til en medley af klassisk musik, der passede særdeles godt til Millibars takt og rytme i alle gangarter. Det samlede resultat for de tre afdelinger i mesterskabet blev på 218,913 %.
Tæt kamp om bronzemedaljen
Louise Zinglersen (VAL) og hesten Cadillac viste et travprogram med stort overskud og på trods af ganske små misforståelser i galoppen, blev parrets ridt fortjent belønnet med en 3.plads i dagens klasse, og en samlet pointsum på 201.060. Det betød, at Zinglersen og Cadillac lige sneg sig ind foran Henriette Dam Vestergaard og Leopold og dermed vandt den eftertragtede bronzemedalje.
Kilde: DRF
Cathrine Dufour pg Cadillac (Arkivfoto: JP-Photo)

