Nordjyske Lone Bager et totalt fanget af galopsporten. Hun har næsten ikke tid til andet, og nu er hendes 16-årige søn gået i lære som jockey - men det er næsten for nervepirrende.
Selv om Lone Bager fra Brovst er fascineret af farten og spændingen ved galopsporten, har hun det rigtig svært, når sønnen Anders Bager sidder i startboksen på ryggen af en hest og venter på starten.
»Jeg har ondt i maven og tør ikke kigge. Det er en voldsom oplevelse, og mit blodtryk er helt sikkert oppe på 300. Heldigvis er jeg ofte i gang med at gøre en hest klar til næste løb, så jeg er optaget af noget andet,« indrømmer Lone Bager.
Hun var selv udsat for en ulykke, da hun som fodgænger blev kørt ned i vejkanten. Det har lært hende at tage forholdsregler, og hverken hun eller Anders rider ud uden hjelm og sikkerhedsvest.
»På den anden side ville livet heller ikke være særligt sjovt, hvis man ikke kunne tage nogle chancer ind imellem. Anders er i god form, fordi han rider 8-10 heste hver dag, og så er han god til at passe på både sig selv og andre i løbene. Det gør mig mere rolig,« siger Lone Bager.
Stærkt vinderinstinkt
Lone Bager kom ind i sporten i '84-'85, hvor hun købte sin første hest, der siden blev til flere. Men da hun mistede en lovende toåring - og samtidig fik børn - løb hun sur i det hele. En hest er dog fulgt med hele vejen, nemlig Lundi, der blev 23 år.
Efter nogle år skulle hun se på en fuldblodshoppe og rådgive en veninde om købet af den til hendes datter - hvilket hun frarådede, og datteren fik i stedet en mere sikker ridehest - og dermed blev Lone Bager atter tændt.
»Så gik der ild i det gamle hus, og jeg fik hest igen. Det er vel farten, som tænder mig så meget. Og at købe åringer, ride dem til og se dem udvikle sig til væddeløbsheste. Desuden kan jeg da ikke sige mig fri for at have et stærkt vinderinstinkt; det er jo skønt at komme først over stregen,« smiler Lone Bager.
»Jeg må jo være bidt af væddeløb, ellers gjorde jeg nok ikke det her, selv om jeg ind imellem kan være meget træt af alt det arbejde, fordi hestene skal passes hver eneste dag,« siger Lone Bager og lyder meget mere energisk end sine ord.
Med 20 heste i træning og kun to til at ride dem og køre dem til løb, er der ikke tid til så meget andet, så Lone Bager arbejder nu kun lejlighedsvis som tilkaldevagt som pædagog på et opholdssted for utilpassede unge.
»Men mange andre mennesker har det også sådan, at de ikke har tid til andre ting end arbejde, så jeg skal ikke klage. På den anden side skal det gerne gå godt i år, for at økonomien kan hænge sammen. Jeg tror på, at det nok skal blive godt,« håber Lone Bager.
Af Hestesportens Medier
Lone Bager med Whisperingline efter sejren i Aalborg 30. april. I sadlen er det sønnen Anders. Foto: Ole Hindby.

