Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Verdensnavne dyster om DM i kørsel 8-11 juli


Når Danmarksmesterskabet 2004 i kørsel med hest og vogn finder sted ved Brenderup på Fyn d. 8.-11. juli 2004 kan man for første gang sige at det er med deltagelse af adskillige topnavne i verdenseliten.

En appelsin er på nærmest faldet ned i Dansk Hestesports turban: hvad organisationerne mente skulle opnås om nogle år, er pludselig sket. Nogle havde sagt, at hvis kuske eller ryttere havde en god dag, kunne de godt lave bemærkesevæsentlige resultater. Men at de blev så flotte, havde ingen tænkt endsige forudsagt. For nuværende ser det ud som om vi får et landshold med til OL i dressur.

I kørsel fik Dansk Køre Forbund den bedst tænkelig gave til 30 års jubilæet sidste år en sølvmedalje, vundet i Østrig af Peter Koux, Dansk Køre Selskab (DSK), i 1-spand pony. At det ikke var en enlig svale, gjorde han klar ved at vinde det prestigefyldte Royal Windsor Horseshow i midten af maj i år. Og i Pinsen i år vandt Henrik Høper, Sleviske Køre Selskab (SKS), for VM 1-spand hest i Sverige. Til det internationale stævne på Dorthealyst i maj, besejrede Ole Buch Jensen, DKS, den tidligere verdensmester i 4-spand Thomas Eriksson fra Sverige. Det går rigtigt godt for køresporten på et meget højt plan.

I dagene den 8. – 11. juli 2004 samles alle de dygtige kuske med de gode resultater fra den store verden til Danmarksmesterskabet i kørsel på den smukke herregård Kærsgaard ved Brenderup på Nordvest Fyn. Her mødes de med ca. 50 andre spand for at dyste om 5 DM titler: 1- og 2-spand heste og ponyer i hver sin klasse samt 4-spand for både hest og pony. Fyens Køre-Selskab, er med formand Frank Madsen, og en masse frivillige, arrangør af Danmarksmesterskabet, hvor Kammerherreinde og Kammerherre Grethe og Henri Hage er vært.

Sporten med hest/pony og vogn er ikke en ny sport – det første DM blev afviklet i 1978 på Sparresholm på Sydsjælland. Vi vedkender os, at vi efteraber den gamle herregårdskultur, hvor herremanden – klædt i pænt tøj med cylinderhat – kom kørende med 4-spand. Vi ved også godt, at det kun var den højere land-adel, overklassen, der havde råd til at køre på den måde.

Heldigvis har den almindelige udvikling gjort det muligt for alle, der vil og som har talentet, at købe sig en hest eller pony og dyrke sporten kørsel med hest/pony og vogn. At DM i år bliver afviklet på en herregård, vil virkelig sætte tingene rigtigt på plads.

De første 2 dage, torsdag og fredag, køres der dressur. Af disciplinens betegnelse kan man se, at der er ganske mange paralleller til dressuren i ridesporten. På en 40 x 100 m bane skal kuskene, uanset om de køre med 1, 2 eller 4 foran, vise at de kan få hestene/ponyerne til at se til højre og til venstre, i hestesprog kaldet at stille sig. De skal kunne køre cirkler, kaldet volter, og få hestene til at tage kortere og længere skridt, kaldet overgange, på helt bestemte steder på banen. Kuskene skal kunne 11 øvelser i rigtigt rækkefølge udenad, som skal udføres smukt, yndefuldt og med udstråling – ikke kuskene men hestene eller ponyerne. Og det er slet ikke så nemt, som det lyder.

På 3. dagen, lørdag, køres maraton. Det er en disciplin med terrænkørsel, som kræver specielle vogne, der er designet til at kunne holde til lidt af hvert. Det er her at pæne voksne damer og mænd, bliver som børn igen. De mister fuldstændig deres værdighed og forsigtighed. Og den tilskuer der ikke tåler spænding og vovemod, bør holde sig langt væk fra Kærsgaard den dag. Syv forhindringer er bygget op i skoven og engen omkring Kærsgaard. Mellem 30 og 60 sekunder vil ekvipagerne opholde sig i disse forhindringer, og da der køres på tid, får de 0,2 strafpoint for hvert sekund ekvipagen er i forhindringerne. Der kan nemt løbe flere strafpoint på, hvis de ikke kører rundt i hver forhindring i den rigtige rækkefølge. Det går over stok og sten, og hvis de er uheldige at vælte, løber der 60 strafpoint på – og så kan man godt afskrive sig danmarksmesterskabet, hvis det var det man havde drømt om, uanset om man har vundet nok så betydningsfulde internationale stævner. Den samlede rute er 16 km og er delt op i 3 etaper, hvor der køres på ideal tid

Alle godt 50 ekvipager er i konkurrence denne dag. Og for at få det afviklet, er der ca. 150 frivillige fra Fyens Køre-Selskab til at servicere publikum og sørge for, at ekvipagerne får de strafpoint, de har fortjent.

Søndag, den sidste dag, afvikles forhindringskørslen. Ekvipagerne trækker igen i deres stiveste puds med hat og handsker, blankpoleret seletøj og de klassiske vogne. Der skal køres gennem en bane med ca. 20 porte bestående af kegler med bolde på. Kuskene får 5 strafpoint hvis de røre en kegle og der falder en bold ned. Portene er kun 20 cm bredere end vognene, så det kræver stor præcision og hvis de først rammer en kegle, falder der helt sikkert en bold. Banen skal køres på tid, og kuskene har omkring 150 sekunder til at køre den igennem i rigtig rækkefølge.

Er man til nostalgi, bør man helt sikker komme til Kærsgaard søndag og se alle ekvipagerne, til fejringen af Danmarksmestrene i de smukke rammer på herregården.

[Kilde: Fyns Køre-Selskab og Jørgen Konge]


 

Tilføjet d. 10-06-2004 kl. 09:35 af i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Henrik (HN)

Billede



Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider