Takket være et par travheste har en anpartshaver i Stald Politiken ved den årlige generalforsamling netop scoret en gevinst på 10.000 kroner.
Det er dyrt at være travhesteejer, men man kan også være heldig at score kassen. Ved den årlige generalforsamling i Stald Politiken, der blandt andet ejer hesten Ronja Røverdatter, er 60.000 kroner netop uddelt i 'aktieudbytte'. En enkelt anpartshaver fik hele 10.000 kroner udbetalt.
»Det er jo herligt at være med i travhest, som ud over at give sine ejere en masse glæder og socialt samvær også kan give økonomisk afkast,« siger Lars Donatzky, primus motor i Stald Politiken.
Hvis du allerede har gættet, at Stald Politiken må have noget med den landsdækkende avis af samme navn at gøre, har du ramt plet. Stald Politiken begyndte som en forening med relation til avisens læsere, hvis formål det var og stadig er at fremme kendskabet til travsporten. I dag kan alle interesserede være med i Stald Politiken.
Derbydrømme
Lige nu er der kun en hest i Stald Politiken, fireårige Ronja Røverdatter. Hoppen har været på skadeslisten, men på fredag i Odense er den klar til comeback efter at have travet næsten 52.000 kroner hjem til sine delejere i sidste sæson.
»Ud over 'aktieudbyttet' er staldens grundtanke også at spare op til en ny hest. Er vi nødt til at skille os af med en, som enten ikke er god nok eller er kommet til skade, har vi midler til at anskaffe en ny, så foreningens aktiviteter ikke går i stå,« siger Lars Donatzky.
Stald Politiken vil gerne være større, og ved et medlemskab får nye medlemmer ikke bare fuld andel i Ronja Røverdatter, men også i den pengekasse, stalden råder over.
» Hvis Ronja Røverdatter kommer til at tjene en frygtelig masse penge, hvad vi håber, så kan det være, at vi køber ekstra dyrt ind næste gang,« siger Lars Donatzky, der som formand for Stald Politiken er bindeleddet mellem de mange anpartshavere og Nicolaj Andersen, Ronja Røverdatters professionelle træner.
»Jeg vurderer Ronja Røverdatter til at være lige under de allerbedste hopper i den årgang, hun er født i. Hun skal selvfølgelig lige bevise, hvor god hun er. Jeg synes, at hun allerede sidste år viste, at hun kan være med i de store løb. Målet i år er er derfor at være med i hoppernes derby om de store penge,« siger træner Nicolaj Andersen.
1.000 kroner i indskud
De 128 nuværende medlemmer i Stald Politiken har hver betalt et engangsbeløb på 1.000 kroner. Dertil kommer et månedligt beløb på 170 kroner, der dækker alle hestenes udgifter, men altså også chancen for at få del i overskuddet.
»Vores medlemmer er meget forskellige. Vi har nogen, som regelmæssigt kommer på en travbane, fordi de altid har haft interessen. Vi har medlemmer, som tidligere har været med i andre travheste, hvor det måske ikke er gået så godt, og endelig en gruppe, som faktisk aldrig bevæger sig ud på en travbane eller har set vores heste løbe på tv. De har en andel, som var det en lodseddel,« forklarer Lars Donatzky.
Vil du vide mere, kan du kontakte Stald Politiken via donatzky@mail.tele.dk
Af Hestesportens Medier
Billedtekst: Masser af glade hesteejere samlet til generalforsamling i Stald Politiken.
Foto: Travfotos.dk

