Dansk Varmblod til Kronprinsesseparret
- Så kan jeg få min hest igen, sagde en smilende Kronprins Frederik under audiensen på Amalienborg.
Kronprinsesse Mary aflagde i foråret 2003 Dansk Varmblods hingstekåring i Messecenter Herning et besøg. Da hun stod ved gelænderet i den store runde hal og så på en dressurklasse, hvor hingstene kommer så tæt på gelænderet, at man kan række en hånd ud og røre ved dem, lyste hendes øjne af begejstring.
Det lagde kimen til idéen om, at en Dansk Varmblodshest ville være en kærkommen gave. Og det viste sig at være et pletskud.
Dansk Varmblods formand, Jan Pedersen og marketingchef Lars Anthony, var som repræsentanter for forbundets 5.200 medlemmer inviteret i audiens på Amalienborg hos Kronprinseparret tirsdag den 11. maj kun få dage før brylluppet for at aftale de nærmere detaljer omkring overrækkelsen af hesten. Der blev ikke aftalt en konkret dato for overrækkelsen, men det blev aftalt, at hesten skal overrækkes i forbindelse med et besøg hos Dansk Varmblod på Vilhelmsborg.
- Vi fik afklaret, at parret ønsker sig en dressurhest, og for os var der ingen tvivl om, at gaven blev modtaget med ægte glæde, sagde Jan Pedersen, da han kom ud fra Amalienborg.
- Kronprins Frederik var glad: - Så kan jeg få min hest tilbage, sagde han. For øvrigt også en Dansk Varmblods hest, som Kronprinsesse Mary har lånt til sine rideture på Gråsten Slot og på rideskolen på Sjælland, hvor den i øjeblikket står opstaldet. De bliver med nyerhvervelsen begge ridende på danske varmblods heste.
Da gaven var svær at pakke ind og have stående på gavebordet, selvom overrækkelsen fandt sted i Riddersalen i Chr. d VIII’s Palæ, fik parret – som symbol på gaven - overrakt det nye varmblodsbillede udført af Sabine Jensen fra Sydfyn. Billedets titel er ”Kun med hjertet ser man rigtigt”, et citat fra eventyret ”Den lille Prins” af Antoine de Saint Exupery.
For Dansk Varmblod er det helt afgørende, at gaven bliver en hest, som i temperament, uddannelse og hele sit væsen passer til modtagerne. Det er almindelig kendt, at hele kongefamilien sætter hesten højt og viser blandt andet med sin opretholdelse af de kongelige stalde en stor kærlighed til hesten.
Med hensyn til heste er Dansk Varmblods protektor Prinsesse Benedikte helt enestående. Prinsessen avler dressurheste på højeste internationale niveau, datteren Prinsesse Nathalie rider på Danmarks dressurlandshold. Prinsesse Benedikte er også protektor for World Breeding Federation for Sport Horses, som repræsenterer ridehesteavlen i 55 forbund i 22 nationer, og som har sit hovedsekretariat hos Dansk Varmblod.
Danmarks Kronprinsesse bærer allerede fra sit hjemland en stor kærlighed til hesten, og i hendes nye kongelige familie er der lykkeligvis mange at dele denne kærlighed med.
[Kilde: Lars Anthony, Dansk Varmblod]
Tilføjet d. 14-05-2004 kl. 15:47 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Henrik (HN)

