Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Æren og glæden er det største

Selv om der venter vinderen af DM for Travtrænere en check på 50.000 kroner, står der meget andet på spil for mesterskabets 12 deltagere, når de i Påsken kæmper om guldet.


12 af Danmarks mest vindende professionelle travtrænere har over tre dage i Påsken 15 væddeløb til at bevise deres kunnen i. Den kusk, der kort og godt skraber flest point sammen, kan kalde sig Danmarksmester 2012 og supplere titlen med 50.000 kroner i sejrspræmie.
Travtræner René Kjær har været fast inventar de sidste mange år ved DM. To gange tidligere har han vundet mesterskabet, men for ham er DM ikke bare et håb og en kamp om at vinde guld og gafle en fed check.
»Selv om travsporten i dag meget handler om halvdårlig økonomi, så tror jeg faktisk, at flertallet af mine kolleger ikke kun tænker DM som en gylden mulighed for at tjene penge. Som sportsmand vil man gerne måle sig med sine kolleger, og når man samtidig mellem konkurrencedagene har det sjovt sammen, så er DM blevet et vigtigt punkt i sæsonen og for sporten samlet set«, siger René Kjær, der driver sin trænerbutik på Fyn.


Internationalt topniveau
Danske professionelle travkuske holder i den grad internationalt topniveau. Århus-træner Birger Jørgensen vandt således VM i 2010 og søger i årets DM sin fjerde titel. Derudover tæller feltet også flere tidligere DM-vindere.
Selv om man ikke kan betale sine regninger med æren over at have vundet DM, så forsikrer René Kjær, at alle med garanti er pavestolte over at være kvalificeret. Det er nemlig kun de mest vindende kuske fra året før, der kan løse DM-adgangsbillet.
»Hvis man ikke synes, at det er stort at være med og blive danmarksmester inden for sig fag, så skal man finde sig en anden beskæftigelse. Selv om jeg har vundet en del travløb hidtil i min karriere, så vil jeg stadig gerne vinde endnu flere løb og naturligvis gerne DM-titler. De to gange, jeg tidligere har vundet DM, har været en kæmpe forløsning hver gang, og jo, de 50.000 kroner er dejlige at vinde oven i, men betyder altså mindre«, slutter han.
DM begyndte på NKI Racing Arena Aalborg 4. april. Fortsætter dagen efter på Billund Trav og slutter på Skive Trav fredag 6. april.


Hestesportens Medier

 


Billede

Knud Mønster har vundet masser af danske storløb. Det er også blevet til et DM for Travtrænere. Her ses han omgivet af Ken Ecce og Birger Jørgensen efter sit DM i 2008. Foto: US Photo.

 

Fakta om DM
DM for Travtrænere afvikles for 14. gang. DM afholdes over 15 løb på banerne i Aalborg, Billund og Skive fra den 4.-6. april. Birger Jørgensen er den træner, der har vundet DM flest gange: 2003, 2001 og 2000. Steen Juul, Bent Svendsen og René Kjær har hver vundet DM to gange.
Den samlede præmiesum i DM er på 100.000 kroner: 1. præmie: 50.000 kroner, 2. præmie: 20.000 kroner, 3. præmie: 10.000 kroner og 4. præmie: 5.000 kroner.
De deltagende kuske er: Birger Jørgensen, René Kjær, Knud Mønster, Jeppe Juel, Morten Friis, Henrik Lønborg, Christian Lindhardt, Kent Friborg, Ken Ecce, Frank Mikkelsen og Nicolaj Andersen.


Tilføjet d. 06-04-2012 kl. 13:11 af i kategorien Travsport.
Forsidebillede: Ingen titel af Jean




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider