Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Sidste storløb for Inzaghi

 

Som fodboldspilleren i Milan er travhesten Inzaghi gået ind i karrierens efterår. Deltagelsen i Klosterskogen Grand Prix lørdag i Norge kan være et af sidste store løb, som hesten for Aalborgtræner Jeppe Juel deltager i.


Momarken Grand Prix har været et af flere højdepunkter i karrieren for travhesten Inzaghi og træner Jeppe Juel. Lørdag er hesten med i løbet for tredje gang. I 2009 vandt den løbet og hentede 400.000 norske kroner i førstepræmie. Året efter var den nummer to og tjente det halve.
Men i en alder af 11 år er det ved at være slut for den danske elitetraver, som næsten har indløbet 2,4 millioner kroner til sin ejer, Niels Chr. Pedersen i Sæby. Det er med vemod, at Inzaghi, lørdag sætter kursen mod Norge, hvor en del yngre heste venter, deriblandt to andre dansktrænede heste, Having Said That og Classic Grand Cru. Sidstnævnte vandt løbet i fjor.
»Selv om jeg ikke kan forestille mig, at han falder igennem, så er det nok et af de sidste storløb, som Inzaghi er med. Det er det barske ræsonnement, som vi, der står bag hesten, er kommet frem til. Selv om Inzaghi bare stortrives på Klosterskogen, som virkelig passer til hans teknik, så er han ikke hesten, som senere på sæsonen skal til storløb hverken i Oslo eller i Stockholm. Det er realiteterne«, siger Jeppe Juel.

 


Har vundet 34 løb
Jeppe Juel har kørt langt de fleste løb med Inzaghi, men han er helt afklaret med, at det kraftigt lakker mod enden for hesten, som har vundet 34 ud af 80 starter, alle med træneren selv i sulkyen.
»Når man ser på modstanden, er jeg ikke overrasket over, at han er kommet med i løbet. Det kunne være meget værre. Men det er klart, at vores chance for at gøre os gældende er stærkt nedsatte på grund af et dårligt startspor. Det gør, at jeg fra start må være defensiv og se, hvad der sker og nok mest indstille mig på en mindre præmie. Havde vi haft nummer et eller to, så havde det set noget anderledes ud, og så kunne Inzaghi godt have været en chance blandt de tre«, siger Jeppe Juel, der fra onsdag og tre dage frem, er Aalborgs repræsentant i DM for Travtrænere 2012.
»Det bliver en fantastisk spændende uge«, fastslår Jeppe Juel.


Hestesportens Medier

 


Billede

Jeppe Juel får nok aldrig en hest som Inzaghi igen, men mindre kan også gøre det. Hesten har tjent 2,4 millioner kroner. Foto: Ole Hindby.


Tilføjet d. 06-04-2012 kl. 11:32 af i kategorien Travsport.
Forsidebillede: Ingen titel af Jean




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider