Fredericia Rideklub afholder igen i år indendørs DM i springning og det foregår igen med pompt og pragt!
Rammerne i Fredericia er optimale til at rumme både ryttere og det medlevende publikum på bedste vis og i dagens finaler er der garanti for spændende sport og ridning fra Danmarks allerbedste ryttere.
I children-klassen lagde Konstantin Deeken Künnemann sig i front af gårsdagens første afdeling af indendørs DM. På Pour Plaisir (e. Phantom/Bariton) red han en fejlfri runde over 4 sekunder hurtigere end sidste års sølvvinder ved DM, Helena Eva Blach på Unity (KWPN e. Hamlet/Master). Karoline Vistesen Graversen red Calvados (DV e. Conquest M/Level Par XX) ind på 3. pladsen.
Camilla Fliedner Ernst var suveræn i juniorernes indledende klasse. På Rivaro (Holst. e. Rheinsberg/Lerano) og Monique (DV e. Charmeur/Goldfinger opdrætter Fam. Holstein) besatte hun både 1. og 2. pladsen.
Emilie Kuang red 7-årige Game (Hann. e. Go On Top/Matcho AA) ind på 3. pladsen.
I ungrytternes første afdeling af DM, sejrede Nanna Dahlmann-Christensen ret så suverænt på Sissilocia (KWPN e. Manhattan/Zeoliet) med over 4 sekunders forspring til andenplacerede Caroline Topstad på Salerno (KWPN e. Mermus R/Astronaut). Isabell Jasmin Kristoffersen og Gørklintgård's Lake Placid (e. Lanciano/Olympic Ferro opdrætter Stutteri Gørklintgård) sluttede på 3. pladsen foran endnu en Dahlmann, nemlig Dorthe Dahlmann Olsen på C-Itti (Holst. e. Classido/Landmeister).
Til seniorrytternes store ærgrelse, har unge Kasper H. Hansen valgt at ride i deres DM-klasser frem for hos hans egen årgang i ungrytterklasserne. I vanlig overbevisende stil sejrede Kasper i seniorernes 1. runde af DM på Eskador-Star (Hann. e. Escudo II/Ramiro's Son II) med knap 3 sekunders forspring til klassens andenplads, ingen ringere end Tina Lund på hendes absolutte tophest, Zamiro (DV e. A'khan Z/Ramiro opdrætter Jens Trabjerg). Og ikke nok med det, Kasper understregede på det kraftigste, at sejren ikke var en tilfældighed, da han red Silver (KWPN e. Karandasj/Pericles XX) ind på klassens 3. plads kun 0,8 sek. efter Tina og Zamiro.
Søren Møller Nielsen på Gazette Ask (DV e. Baloubet du Rouet/Grannus opdrætter Stutteri Ask) og Simon Yde på Kentucky (e. Kolibri/Prinz Pilot) måtte se sig hensat til hhv. 4. og 5. pladserne.
Følg med i resultaterne i dette link eller tag ud og se de spændende finaler i Fredericia Rideklub live!

