Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Nybagt ridder med store mål


Dansk Varmblods formand, Jan Pedersen, Arden bliver hædret for sin indsats til fremme af ridehesteavlen i Danmark og internationalt gennem sit præsidentskab for World Breeding Federation for Sport Horses

Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte hæftede søndag formiddag personligt Ridderkorset af Dannebrogsordenen på Jan Pedersen under sin 60 års fødselsdagsreception på Amalienborg og sagde blandt andet:

- Min søster dronningen har besluttet, at De bliver udnævnt til Ridder af Dannebrog. De får denne orden for en stor og god indsats for Dansk Varmblod og Deres indsats for international hesteavl.

- Jan Pedersen ytrede sig senere på dagen om overrækkelsen på denne måde: Det var et stort øjeblik. Jeg var glad og rørt over det skulderklap, som kom fuldstændigt bag på mig. Jeg var inviteret til en fødselsdagsreception og jeg havde ikke den fjerneste anelse om hvad der skulle ske, men glad er jeg.

Prinsesse Benedikte kender om nogen til det arbejde Jan Pedersen har udført. Prinsessen er selv hesteavler på højeste niveau, og som protektor for Dansk Varmblod og World Breeding Federation for Sport Horses, (WBFSH), har hun haft lejlighed til at følge Jan Pedersens indsats i de internationale forsamlinger gennem en årrække. Jan Pedersen færdes ikke kun hjemmevant på de bonede gulve i Danmark, han har hele verden som sin arbejdsplads.

Klar til slag for varmblod i USA
Jan Pedersen har været formand for Dansk Varmblod, Danmarks største hesteavlsforening med flere end 5000 medlemmer, siden 1994, og siden 1999 præsident for WBFSH, der organiserer hesteavlen i 55 avlsforbund i 22 lande. Han er kendt for at være et utroligt venligt og betænksomt menneske med en motiverende ledelsesstil. Antallet af avlsforbund i WBFSH er da også i hans regeringstid steget fra 38 til 55.

Jan Pedersen, gift med Bodil, bor på Lundgård ved Arden nord for Hobro sammen med døtrene Julie på 12 og Matilde på 17 år. Han har haft med heste at gøre siden sin barndom, og i sin ungdom slæbt tømmer ud af Rold Skov med eget hesteforspand. Den største avlsmæssige succes blev opnået i 2001, hvor hoppen, Andorra, fik tildelt en guldmedalje. Hoppen er siden solgt som dressurhest til USA. Hesteholdet er på 12 individer inklusive føl og opdræt.

Når Jan Pedersen ikke er optaget af arbejdet med hestene, underviser han på 24. år på Hadsund Handelsgymnasium i tysk og dansk. På spørgsmålet om han har sat sig nye mål, falder svaret omgående:

-Ja! Jeg arbejder på, at Dansk Varmblod får etableret et egentligt søsterforbund i USA. Senere på året rejser jeg selv til USA. Vi har i en årrække fægtet os frem mere eller mindre tilfældigt, nu vil jeg gerne have etableret nogle helt faste forbindelser, slutter den nyslåede Ridder af Dannebrog

[Kilde: Per Høst-Madsen, Dansk Varmblod]

 

Tilføjet d. 04-05-2004 kl. 14:17 af i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Henrik (HN)

Billede



Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider