Hesteinternatet af 1999
Stand D 3218 på Hest og Rytter 9-11 marts
I de senere måneder har mange været optaget af en sag om vanrøgt af heste på en ejendom i Lindum mellem Hobro og Viborg. Blot et af jævnlige eksempler på, at ikke alle heste har det godt. Og et bevis på, at der er brug for en institution som Hesteinternatet af 1999, som er blandt udstillerne på Hest & Rytter 2001 i Herning.
Internatet blev stiftet i 1999 som hjælp til heste, der af en eller anden grund er kommet i nød. Det kan være gamle, udtjente heste, som frister en ussel tilværelse, fordi deres værdi som brugsheste er opbrugt. Vanrøgtede heste, som gang på gang bliver videresolgt fra hestehandler til hestehandler. Eller heste, som i kommercielt øjemed misbruges og nedslides.
Ud over selv at tage imod misrøgtede heste forsøger Hesteinternatet også at hjælpe og vejlede mennesker, der ønsker at forbedre forholdene for nødstedte heste. I sammenhæng hermed udføres også oplysende virksomhed på f.eks. dyrskuer, ved kåringsarrangementer og i lignende sammenhænge.
Ligeledes bruger Hesteinternatet mange kræfter på at forhindre uværdige og pinefulde transporter af dyr samt at skærpe folks opmærksomhed omkring dyreværnsloven og overholdelsen af den.
Hesteinternatet bygger udelukkende på interesserede ulønnede indsats af forskellig art, ligesom andre støtter internatets arbejde ved at melde sig ind i støtteforeningen eller ved sponsorater af forskellig art.
Hjælp til heste der er kommet i nød
Tilføjet d. 01-03-2001 kl. 05:07 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.

