Islandsheste-formand fylder 50 år
Formanden for Dansk Islandshesteforening, Susie Mielby, runder 50 år den 29. marts 2004
Susie Mielby, cand.scient., Ø. Starup, Egtved, er uddannet i geologi/geofysik fra Århus Universitet og har i sit professionelle arbejdsliv primært beskæftiget sig med problemstillinger i relation til grundvandsbeskyttelse. Hun arbejdede i studieårene i flere omgange som geologisk assistent på Grønland og blev som færdig kandidat i 1980 ansat ved Fyns Amt. Herefter gik turen til Land-brugsministeriets Arealdatakontor og videre til Statens Planteavlsforsøg for i 1993 at skifte til Miljøministeriet hos Danmarks Miljøundersøgelser. I 1999 vendte Susie tilbage til Fyns Amt, hvor hun i dag er projektleder i Grundvandskontoret.
Susie har bidraget med sin viden i en lang række komiteer, råd og udvalg samt ved foredrag i ind- og udland og har en omfattende publikationsliste specielt indenfor emner som grundvandskortlægning og håndtering samt praktisk anvendelse af store databaser for geo-, miljø- og arealdata.
Det meste af fritiden anvendes på islandske heste, hvor hun i Dansk Islandshesteforening, DI, i en lang årrække både har virket som sports- og avlsdommer, været aktiv i det øvrige foreningsarbejde samt i to perioder siddet i avlsbestyrelsen. I 2002 blev Susie valgt til hovedformand for DI, hvis aktiviteter hun og medlemmerne har bidraget til at give en størrelse og en grad af professionalisme, så Dansk Islandshesteforening nu anerkendes som en væsentlig ambassadør for Island.
Et flot eksempel herpå var, da det danske statsministerpar for nylig festligholdt Hans Excellence Islands statsminister David Oddsson og fru Ástridur Thorarensens officielle besøg i Danmark. I den anledning havde Susie Mielby æren og fornøjelsen af at være inviteret til middag på Christiansborg den 4. marts. Udover de to statsministre og udenrigsministeren – var der her repræsentanter fra den islandske ambassade, folketingets præsidie samt et udvalg af personer af betydning for det dansk-islandske samarbejde samt kultur og erhverv.
[Kilde: Kari Baklund, Dansk Islandshesteforening]
Tilføjet d. 25-03-2004 kl. 09:25 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Henrik (HN)

