Inge Ottesen er 22 år. Hun har været glad for heste fra før hun kunne gå, og hendes ridekarriere startede, da hun i en alder af bare 1 år blev sat op på sin søsters 3'er-pony. Da hun var 5 år, startede hun sit første stævne. I lang tid blev det dog kun til det ene stævne, da hendes forældre ikke havde ret mange penge.
Da Inge blev 10 år, fik hun dog overtalt forældrene til at købe hende en større pony.
"Vi købte Zenta hos en hestehandler til den nette sum af 6.500 kr. Mine forældre havde ikke ret meget forstand, og købte Zenta i den tro at det var en rolig hoppe. Hun viste sig senere at være alt andet end dette. Men jeg gav ikke op, jeg red lange ture i flere timer på hende, da det var det eneste tidspunkt hun ikke stejlede og stak af."
Zenta og Inge opbyggede langsomt et bånd, og de kunne begynde at springe lidt. Men som tiden gik, bemærkede Inge, at Zenta blev mere og mere rund.
"Jeg fortalte mine forældre, at jeg troede hun var i fol, men der var ikke rigtig nogen, som troede mig. Pludselig en sommerdag i juli stod der det smukkeste hoppeføl i stalden, som selvfølgelig fik navnet Surprice."
Efterfølgende kom Inge ud at starte et springstævne, som hun vandt, og med masser af gå-på-mod fortsatte hun træningen, men da de aldrig havde penge og desuden heller ikke en trailer, blev det aldrig til mere end det ene stævne.
"Som Surprice blev ældre, gik jeg og legede med tanken om at ride på hende. Langsomt begyndte jeg at lægge en sadel på hende og prøve at lægge vægt på ryggen. Så en dag tog jeg mod til mig og sadlede hende op og satte foden i stigbøjlen og red. Min mor troede ikke sine egne øjne."
Da Inge nærmede sig de 15 år, begynder tankerne om en stor hest at rumstere. Men pengene er stadig små. En plan tager dog form. Hun havde tilredet et par heste for en avler i byen, og det kunne jo være, han kendte en, der ville tage et par ponyer i bytte for en stor hest. Dog havde hun sine betænkligheder.
"Jeg var meget betænksom, ponyerne var mit et og alt, og jeg troede aldrig jeg kunne blive glad for at ride stor hest. Ponyen som jeg havde haft fra føl betød alt for mig, da jeg selv tilred hende, og vænnede hende til alt. Det var meget hårdt for mig."
Alligevel tager hun af sted til Vejen for at se på hest. På marken står en fin sort hoppe, som er den, avleren mente, Inge skulle have. Hun kiggede længe på hoppen, men blikket søger alligevel mod ridebanen, hvor den smukkeste røde vallak står helt alene. Inge er solgt på stedet.
"Det tog lang tids overtalelse, da min mor ikke ville have vallakker, fordi hun mener, de i modsætning til hopper tisser over det hele."
Det lykkedes dog at få aftalen i hus, og avleren skal levere hesten, Joe Boy som han hedder, når han henter de to ponyer.
"Mine forældre sørgede for, at jeg ikke var hjemme, den dag byttet skulle foregå, så det var meget surrealistisk for mig at komme hjem og se at mine ponyer var byttet ud med en hest, som for mig på tidspunktet var uden personlighed og voldsomt stor til trods for hans sølle 168 i stg."
Men hun havde jo selv truffet beslutningen, og så gælder det ellers bare om at få det bedste ud af det.
"Nu havde jeg pludselig denne balstyriske 4-års vallak stående i stalden, som jeg ikke anede hvad jeg skulle stille op med."
Der går lang tid med kampe om at få hovedtøj på Joe, og han stikker af hver gang Inge forsøger at ride ham.
"Men da det var det, jeg havde at arbejde med, gav jeg aldrig op, selvom jeg tit kom grædende hjem fra stalden, og en tur på skadestuen var en del af min hverdag."
Inge begynder på en uddannelse, og så er nye tider på vej. Uddannelsen var nemlig SU-berettiget, og det betød, at hun havde lidt penge på hånden til at få undervisning for første gang i sit liv, og hun begyndte at interessere sig for dressur, som hun ellers aldrig har interesseret sig for før.
Så skete der pludselig fremskridt, og selvom det gik langsomt, da både hest og ryttere var nybegyndere i dressuren, gik det dog fremad, og de får startet et par stævner som går ok.
"Men da jeg altid har levet med at føle mig mindre værd end alle andre, fordi jeg altid havde redet i en Harald Nyborg-sadel og arveridebukser, tog nervøsiteten altid over når vi var ude."
Ifølge Inge er det hendes kærestes fortjeneste, at hun stadig har Joe i dag.
"Min kæreste har været en kæmpe mental og økonomisk støtte og det er hans fortjeneste, at jeg kunne blive ved med at have hesten, da jeg flyttede hjemmefra, samt det var ham som købte mine første læderridestøvler til mig, da han synes, det var synd for mig, at jeg red rundt i en str. 42 som jeg knap kunne holde på, når jeg kun brugte str. 38."
Da Inge kom i lære som kontorassistent flyttede hun til Kolding, og Joe flyttede selvfølgelig med. Her begyndte hun at få undervisning af Lone Søndberg Andersen, og kommer ud at starte en hel del LA-klasser med rigtigt gode resultater.
"I løbet af et år lærer både jeg og Joe at lave changementer, traverser og begyndelse til piruetter, og jeg synes for alvor at det der dressur-noget er sjovt."
I maj 2011 havde de deres debut i MB0 med hele 65,9%, og Inge tudede af lykke hele vejen hjem fra stævnet.
"Her var lille mig som ingen nogensinde havde troet ville blive til noget, med en hest som de troede endnu mindre på, og så har jeg nu redet M. Det er noget af det største, jeg har oplevet i mit liv."
Det skal tilføjes, at Inge fødte en dejlig søn i april 2011 og kun fem uger efter red hun sin anden MB0 til 65,8%.
"Hele min historie er et bevis på, at selvom man ikke er født ind i hesteverdenen og har masser af støtte hjemmefra, kan man sagtens nå langt, med stædighed og gå-på-mod. Jeg elsker min hest og håber på et tidspunkt at skulle ride PSG på ham inden for de næste par år. Min ridning har hjulpet mig igennem modbydelig mobning i skolen, tabet af min far som 17-årig og en mor som er psykisk syg. Hver gang jeg har følt verden har været ved at ramle, har jeg taget ud til min hest og fået en god ridetur. Dette har altid hjulpet mig igennem de svære tider. I dag er det mig, som folk ser op til, og jeg får tårer i øjnene og en klump i halsen hver gang jeg rider ned af midterlinjen, kun fordi jeg er stolt af det, som jeg har opnået imod alle odds."
Den 16. oktober 2011 kvalificerede Inge sig til Sydjysk Mesterskab 2012.