Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Landets bedste travbane ligger nu i Odense

Et stort arbejde med at omdanne travbanen i Odense er slut. Søndag indvies den nyomlagte 1.000 meter lange bane med et 12 løbs stort program. Træner John Køhler glæder sig som et lille barn.

 

Har man aldrig før været til travløb på Royal Canin Arena i Odense, så vil man nok ikke bemærke de små fem millioner kroner, sporten netop har brugt på at omlægge banen. Moderne travheste ynder sving, som var der tale om en cykelbane, og det er netop det, som har været hensigten med at tilføre ufattelige mængder grus, der har holdt banen lukket i et par måneder.
Med over 17.000 tons almindeligt grus, stabilgrus og stenmel er svingene blevet gjort skrå, så banen i sin helhed nu tåler international sammenligning og i fremtiden kan påkalde udenlandske elitetravere og deres træneres interesse.
Det må selv den lokale træner John Køhler medgive. Og han synes, det nye look i den grad klær' banen, der i fjor kunne fejre sin 75-års fødselsdag.
»Det var på forhånd svært at forestille sig, hvordan den nye bane og specielt svingene ville tage sig ud. Selv om jeg efterhånden har prøvet at køre væddeløb på mange forskellige travbaner, er jeg da blevet overrasket over, hvor høje svingene endte med at blive«, fortæller John Køhler, der siden 1980 har været travtræner på den fynske væddeløbsbane.

 

 

Helt kanon med tiden
Man fornemmer, at John Køhler glæder sig som et lille barn til søndag. Men som daglig bruger af banen til træning, så skal publikum søndag ikke forvente den ene nye banerekord efter den anden.
»Jeg tror, at de mange udenbys gæster søndag vil sige to ting. Dels at banen er blevet vildt flot, dels at belægningen i inderbanen og i svingene er løs. Jeg tror dog, at de fleste er forberedt på, at det sidste er tilfældet. Det tager tid, inden banen helt har sat sig, men den bliver med tiden helt kanon«, lover træneren.

 


Kunne bruge 100 millionerForuden at have travsporten som sit levebrød kender han også til sportens præmisser, når der ikke køres væddeløb. Når John Køhler ikke sidder bag en travhest, bruger han tid i væddeløbsbanens bestyrelseslokale.
»Sporten samlet set kunne med lethed her og nu bruge 100 millioner kroner på at forbedre anlæggene rundt i landet, men vi er kommet rigtigt langt nu her i Odense. Banen er omlagt efter de nyeste forskrifter og udført super-professionelt. Det lover godt for fremtiden. Nu skal vi bare have flere folk til at interessere sig noget mere for de værdier, som sporten ud over spillet også kan tilbyde«, siger han.
Begge dele kan søndag eftermiddag opleves, når byens kulturrådmand Steen Møller indvier banen.


Tilføjet d. 03-12-2011 kl. 16:28 af i kategorien Travsport.
Forsidebillede: Ingen titel af Jean

Billede



Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider