International springning på Viasat Sport
Transmissionen fra Mentos Grand Prix kan ses på
Viasat Sport 1 mandag den 2. februar klokken 20.45
Seerne bydes på dramatik, hård konkurrence, elegance og masser af danske og internationale profiler, når Danmarks sportskanal nummer et Viasat Sport 1 sender fra de internationale CSI-stævner på Vilhelmsborg i Århus samt Holte nord for København. I alt tre stævner.
”Vi glæder os meget til at vise toppen af den internationale ridebanespringnings sport, der ikke just har været forkælet med tv-eksponering i Danmark de seneste år. Sporten byder i dag på mange profiler, og vi skal ikke glemme, at ridesporten i Thomas Velin, har en af de absolutte topkandidater til en medalje ved stævner, som OL, World Cup, EM, VM samt de stævner Viasat Sport 1 transmitterer, fortæller sportschef for Viasat Sport, Peter Nørrelund.
Første transmission er fra CSI*-stævnet, der fandt sted i weekenden den 16.-18. januar 2004, hvor 300 ekvipager fra i alt 11 lande dystede om sejren i MENTOS Grand Prix og i alt 65.000 kroner. Der var fem danske ryttere med i omspringningen, hvor Charlotte Lund fra Skævinge på hesten Carola i finalen præsterede det bedste danske resultat.
Charlotte Lund, 24 og lillesøster Tina, 22 er et par af de absolutte profiler ved stævnerne. Begge søstre er landsholdsryttere og står bag en masse gode resultater indenfor dansk ridebanespringning. Tina Lund blev i 2002 dansk mester, nordisk mester og europa mester i én og samme sæson. Af andre profiler kan nævnes den danske højdespringsmester Michael Aabo (bosat i Hamburg) samt de talentfulde amazoner Linnea Ericsson (Fredensborg), Camilla Enemark (Næstved) og Jennifer Fogh Pedersen (Ringkøbing). De dyster blandt andre mod VM-guldvinder Sören Von Rönne, OL-guldvinder Ulrich Kirchhoff og Maria Gretzer, der skal forsvare de svenske farver til OL i Athen senere på året.
”Det er ikke ofte, at man på dansk grund kan samle så mange stjerner fra både ind- og udland. Og så er det altid en fornøjelse at se blandt søstrene Lund i aktion,” siger Viasat Sport 1’ s Signe Krarup Nielsen, der kommenterer stævner sammen med Dansk Ride Forbunds ridebanespringnings ekspert Niels Ulrich Pedersen.
Transmissionen fra Mentos Grand Prix kan ses på
Viasat Sport 1 mandag den 2. februar klokken 20.45
De kommende stævner vil blive sendt på Viasat Sport 1 den 23. februar og 5. april.
[Kilde: TV3's pressecenter]
Tilføjet d. 28-01-2004 kl. 16:26 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Henrik (HN)

